Der er ikke statistisk sikker forskel på produktiviteten, når pattegrise enten bliver hos egen mor eller udjævnes efter størrelse. Det anbefales derfor at lade flest mulige af soens egne grise blive hos egen mor, så der spares arbejde og så smittespredningen reduceres. Det anbefales fortsat at samle de mindste pattegrise hos mindsteammer og at justere kuldstørrelsen ved at flytte store grise til ammesøer.
I afprøvningen blev søernes små pattegrise flyttet til mindsteammer og kuldstørrelsen blev justeret ved at de største pattegrise blev lagt til to-trins ammesøer. Herefter blev resten af grisene (74 pct.) enten hos deres egen mor eller de blev sorteret efter størrelse. Produktiviteten blev målt i form af pattegriseoverlevelse og vægt ved udvejning 17 dage efter kuldudjævning.
Efter faring og sikring af råmælk skal kuldene udjævnes, så søerne hver især passer det antal grise, som de har kapacitet til. Anbefalingen er at samle de mindste pattegrise hos mindsteammer, hvorefter kuldstørrelsen reduceres til det optimale ved at flytte de største af grisene til to-trins ammesøer. Efter at kuldstørrelsen er justeret, kan man enten vælge at søerne skal passe flest mulige af deres egne pattegrise eller man kan sortere grisene efter størrelse.
Når søerne passer egne grise, så flyttes der færrest grise mellem kuldene. Herved undgås det at pattegrisene skal danne en ny rangorden overfor nye tilsatte grise, og at grise flyttes til nye kuld, hvor de skal kæmpe sig til en ny patte. Desuden vil smittespredningen være lav. Det er også muligt, at pattekampe imellem grise, som har forskellig størrelse, afklares hurtigere, så der vil være færre og kortere pattekampe ved diegivningen. Til gengæld kan det være sværere for medarbejderne at opdage, at en gris ikke trives, når grisene i forvejen har forskellig størrelse indenfor de enkelte kuld.
Hvis grisene i de enkelte kuld har ensartet størrelse, så har alle grise en fair chance for at tilkæmpe sig en plads ved yveret. Det forventes også, at det er lettere for medarbejderne at opdage, hvis en gris vokser langsommere end resten af de ensartede grise i kuldet og dermed hurtigere gribe ind. Til gengæld er det muligt, at grise som har samme størrelse, vil have flere pattekampe og vil være længere om at afklare disse, så der bliver mere uro under diegivningen.
Afprøvningen blev gennemført i to besætninger med forskelligt management og sundhedsstatus. Der indgik ca. 100 kuld og 2.000 levendefødte grise pr. gruppe pr. besætning. Alle levendefødte grise i forsøgskuldene indgik i afprøvningen til død eller udvejning, uanset om de blev hos de søer som havde faret, eller de blev flyttet til en mindsteamme, en to-trins ammeso eller senere blev flyttet til en opsamlingsso.
I begge grupper blev ca. 25 pct. af grisene flyttet til mindsteammer eller to-trins ammesøer inden den endelige kuldudjævning. I gruppen, hvor søerne skulle passe egne grise, passede 81 pct. af søerne kun egne grise, mens det kun var 11 pct. af de søer, som skulle passe ensartede grise, der kun passede egne grise.
Ud over, at der ikke var statistisk sikker forskel på overlevelsen, hvis grisene primært blev hos egen mor eller blev udjævnet efter størrelse, så var der heller ikke numerisk forskel på overlevelsen for de grise, som blev hos søer i fareholdet, og de grise som blev opsamlet hos mindsteammer eller hos to-trins ammesøer. Ved opgørelse af overlevelsen er der korrigeret for effekten af fødselsvægt.
Så længe de mindste grise flyttes til en mindsteamme og de store overskydende grise samles hos en to-trins ammeso, så er det underordnet, om resten af grisene sorteres efter størrelse, eller om flest mulige af grisene bliver hos egen mor. Der kan således spares arbejde og undgås smittespredning ved at lade søerne passe flest mulige af deres egne pattegrise.