9. april 2021

Daglig pasning af løse søer

Løse søer er anderledes at passe end søer i boks i farestalden, og det skal læres. Foreløbige erfaringer fra danske besætninger viser, at en række rutiner adskiller sig fra drift af kassestier. De rutiner, som skal udføres anderledes for løse søer, er beskrevet på denne side. Driftsledelse og rutiner, som ikke er nævnt, kan foretages som i almindelige farestier med so i boks. Find henvisning til farestaldsmanagement nederst på siden i dette kapitel. Se og hør, hvordan det er at arbejde med løse søer i farestalden.
Medarbejder i farestalden Mads Riis Jensen fortæller, hvordan det er at arbejde med løse søer
Volodymyr (Vova) Skoropad har oplevet en højere pattegriseoverlevelse, efter de byggede deres fare-stald om til løse søer.

Før faring

Hvis soen har svinet ved pattegrisehulen før faring, er der risiko for, at pattegrisene vil svine samme sted efter faring. Fjern derfor gødning på det faste gulv dagligt.

Vær omhyggelig med adgangen til redebygningsmateriale. Halm til redebygning får soen til at ligge mere roligt, især i den første del af faringen.

Løse søer, der rejser sig under faringen, kan vælge at lægge sig et andet sted i stien, så de nyfødte grise skal finde hen til soen et nyt sted. Derved risikerer soen i højere grad at klemme nogle af de nyfødte grise, når den lægger sig igen, netop fordi den har mulighed for at lægge sig flere steder i stien sammenlignet med en kassesti.

Fordi søerne er løse, kan de komme til at bide personalet. Forsøg at gøre søerne fortrolige med personalet via besøg i stien før faring – læg gerne en hånd på soen og klø den. Foder/hø/halm kan tildeles ved samme lejlighed.

Tjek af vand

En vandventil skal yde mindst 4-5 liter vand pr. minut ved to atmosfæres tryk, når 20 procent af søerne drikker samtidigt. Ydelsen kan f.eks. tjekkes ved at holde en plasticpose under ventilen på et tidspunkt af dagen, hvor mange søer drikker samtidigt, og så måle ventilens ydelse i et minut.

 

Opboksning af so

I mange farestier til løse diegivende søer er det muligt at begrænse soens bevægelse – det vil sige, at der er farevinger/fareboks næsten som i kassestier. Formålet med vingerne/boksen er at reducere risikoen for, at soen klemmer pattegrise. Derfor er boksen ikke nødvendig før faring, hvor der ikke er pattegrise. Men da mange søer farer udenfor arbejdstid, vælger de fleste besætninger at bokse søerne, når der er konstateret mælk i patterne.

Soen er mest løs

Soen er mest løs, men der kan være perioder, hvor det vil være hensigtsmæssigt at opbokse soen for at undgå ihjellægning af pattegrisene og for at sikre arbejdsrutinerne i stalden.

Første periode – fra indsættelse til kort før faring - soen er løs

Første periode er fra indsættelse og frem til kort før faring/lige efter faring, hvor soen er løs. Særligt i forbindelse med redebygning i de sidste 12 til seks timer før faring, er soen meget aktiv. Et fast gulv i rede-/hvileområdet giver gode muligheder for at tildele og fastholde redebygningmateriale, Der må ikke være fx ledninger eller vandslanger, som søerne kan nå i denne periode.

Anden periode – kort før faring til få dage efter faring – soen er i boks

Anden periode er typisk fra kort før faring, da soen allerede under faring kan komme til at klemme pattegrisene. Det er meget vigtigt, at der er nem adgang til patterne. Dvs. ikke for meget inventar tæt på yveret/patterne.

Stierne skal muliggøre, at søerne kan tildeles foder – samt have fri adgang til vand, når de er i boks. Foder- og vandforsyning for ’boksperioden’ kan fx monteres på/ved indgangslåge til stien.

Tredje periode – fra få dage efter faring til fravænning – soen er løs

Tredje periode er, når soen er løs igen ca. fire dage efter faring og frem til fravænning. Her er det vigtigt, at adgangen til hulen er nem for pattegrisene. Her er dimensionerne pattegrisenes skulderbredde – dvs. selv en fire uger gammel gris skal nemt kunne komme imellem to ’fingre’ således, at pattegrisene har fri adgang til hule. Samtidig må der så ikke være så meget afstand, at soen kan få hovedet ind i hulen.

Tredje periode – fra få dage efter faring til fravænning – soen er løs
Tredje periode er, når soen er løs igen ca. fire dage efter faring og frem til fravænning. Her er det vigtigt, at adgangen til hulen er nem for pattegrisene. Her er dimensionerne pattegrisenes skulderbredde – dvs. selv en fire uger gammel gris skal nemt kunne komme imellem to ’fingre’ således, at pattegrisene har fri adgang til hule. Samtidig må der så ikke være så meget afstand, at soen kan få hovedet ind i hulen.

 

Sørg for ro i stalden, mens søerne farer. Faringsovervågning, fødselshjælp og sikring af råmælk skal gennemføres efter de samme anbefalinger som for kassestien. Find henvisning til farestaldsmanagement nederst på siden i dette kapitel.

På baggrund af en række forsøg anbefaler SEGES Svineproduktion:

  • At fokusere på at reducere, hvor hyppigt en so bliver forstyrret for at undgå, at soen oftere rejser sig for derefter at lægge sig ned eller ruller sig til siden.
  • Et godt diegivningsforløb, som skal understøttes med bedst muligt faringsforløb.
  • Faste rutiner før faring. Det medvirker til at søerne bliver mere rolige, da de lærer den daglige gang at kende, og derfor ikke bliver overrasket af arbejdet i farestalden efter faring.

Halmhæk

For at tilgodese søernes motivation for redebygning anbefales det desuden at indrette løsdriftsstien med en halmhæk, der sikrer soen adgang til redebygningsmateriale. For at lette arbejdsgangen med at fylde halmhækken op, anbefales det at placere den på stilågen eller ved stiside mellem to stier – men så den kan påfyldes fra gangen. Dvs. påfyldningshøjde skal også være, så personalet kan nemt at fylde halm i hækken.

Når der er halmhæk ved alle stier, giver det også mulighed for at tildele søerne en tot halm, når man går forbi stien eller ind i stien og derved vænne gylte og søer til personalets tilstedeværelse.

På baggrund af en række forsøg anbefaler SEGES Svineproduktion:

At fokusere på at reducere, hvor hyppigt en so bliver forstyrret for at undgå, at soen oftere rejser sig for derefter at lægge sig ned eller ruller sig til siden.

Et godt diegivningsforløb, som skal understøttes med bedst muligt faringsforløb.

Faste rutiner før faring. Det medvirker til at søerne bliver mere rolige, da de lærer den daglige gang at kende, og derfor ikke bliver overrasket af arbejdet i farestalden efter faring.

Halmhæk

For at tilgodese søernes motivation for redebygning anbefales det desuden at indrette løsdriftsstien med en halmhæk, der sikrer soen adgang til redebygningsmateriale. For at lette arbejdsgangen med at fylde halmhækken op, anbefales det at placere den på stilågen eller ved stiside mellem to stier – men så den kan påfyldes fra gangen. Dvs. påfyldningshøjde skal også være, så personalet kan nemt at fylde halm i hækken.

Når der er halmhæk ved alle stier, giver det også mulighed for at tildele søerne en tot halm, når man går forbi stien eller ind i stien og derved vænne gylte og søer til personalets tilstedeværelse.

De første dage efter faring er risikoen for klemning af pattegrisene størst, og soen skal derfor helst ligge roligt og i lange perioder ad gangen. Det skyldes også, at pattegrisene tilbringer de første døgn ved soen.

Ligesom forberedelsen til faring og arbejdet under faringsforløbet skal forebygge uro, der får søerne til at rulle til siderne, skal søerne være fortrolige med personale og rutiner de første dage efter faring.

Der er nogle vigtige punkter, i forbindelse håndteringen af pattegrisene:

  • Det er vigtigt, at pattegrisehulen er tør, varm og fri for træk inden faring, så den bliver det foretrukne sted for pattegrisene at opholde sig imellem diegivningerne.
  • I pattegrisehulen er der ikke risiko for, at grisene bliver klemt af soen.
  • Hulerne bør kun åbnes i forbindelse med tilsyn og derefter straks lukkes, så man reducerer varmetabet i hulen.

Spot en aggressiv so

Man skal altid gøre soen opmærksom på ens tilstedeværelse for herefter at vurdere, om det er sikkert at træde ind til den. Enkelte søer er umiddelbart efter faring aggressive overfor mennesker, men aggressiviteten aftager efter få dage.

Særlige for søer, der ikke kan opbokses:

Når soen er løs i farestien, er personalet ikke beskyttet mod skub og bid.

Personalet i en række besætninger har beskrevet, at de altid var i stand til at vurdere, om det var sikkert at gå ind til en so, samt at der var forskel på hvilke personer, der kunne gå ind til alle søer; søerne reagerede altså på, hvordan personalet opførte sig i farestalden.

Aggressive søer genkendes på deres hurtige og agtpågivende adfærd, når der bliver taget i lågen ind til stien, og giver eventuelt lyd med et grynt.

Opmærkning af stier med aggressive søer kan ske med en farvet plet i panden på soen, et plastrør på lågens håndtag eller en tydelig note på sokortet, så alle i stalden får informationen.

Erfaring med selv få stier har givet både ejere og ansatte i flere danske besætninger et godt grundlag for at lære de løse søer og omgangen med dem at kende.