Social struktur

Grises genkender og kommunikerer med hinanden via syn, lugte, lyde, bevægelser og kombinationer heraf. Signaler er en eller et sæt af stimuli, der frembringes af én gris, og som udløser en bestemt reaktion hos en anden gris.

Grise er flokdyr og deres indbyrdes “sprog” tjener til at sikre sammenhold, beskyttelse og fordeling af flokken i søgen efter og udnyttelsen af ressourcer som føde, vand og sovesteder [1]. Lugt spiller især en rolle ved genkendelse mellem grise, men de øvrige sanser er også veludviklede, svarende til menneskets [1], [2].

Grise er forsynet med kirtler på især hoved- og halsregion, hvorfra der udskilles duftstoffer (feromoner) [1], [2]. Duftmærker fra kirtler afsættes i omgivelserne ved at dyrene gnubber sig på lodrette og vandrette flader og genstande. Afsætning af gødning har ligeledes en afmærkende funktion og tjener til afmærkning af territorier [1], [2].

Andosteron er et vigtigt dufthormon hos grise. Stoffet produceres i bl.a. i testiklerne og oplagres i fedtvæv og i spytkirtlerne. Hos ornerne spiller stoffet en vigtig rolle i kommunikationen under parringen og ved orners rivalisering under rangkampe [1], [2].

Lyd repertoiret hos svin har stor spændvidde - med alle kombinationer af stille, høje, lave og dybe toner, f.eks. diegivningsgrynt, parringsgrynt og alarmskrig. De forskellige lyde afspejler dyrets generelle sindsstemning, grad af årvågenhed, ophidselse eller motivation. Grises lyde har en stærk afsmittende og stimulerende virkning på artsfæller. Pludselige og nye lyde kan virke meget skræmmende [1], [2].

Øjnenes placering på siden af hovedet gør svin i stand til at se stort set alt omkring sig bortset fra omgivelserne bag kroppen. Pludselige bevægelser, lysglimt, ukendte farver og overflader kan virke meget skræmmende på svin.

Kommunikation - betydning for produktion

Det er vigtigt, at der er ro i farestalden så hverken faring eller kommunikationen mellem so og pattegrise i forbindelse med diegivningen forstyrres. Meget støj og uro i farestalden kan medføre, at søerne i større grad farer om natten.

Ophidselse via lyde forplanter sig hurtigt gennem en gruppe eller stald, hvilket bør tages i betragtning ved arbejde med dyrene i store produktionsenheder. Brug af radio med dæmpet musik i staldene kan medvirke til, at undgå forstyrrelse af grisene f.eks. ved åbning af døre og lignende.

Ved etablering af udendørs sohold anbefales det at undersøge om der er svævefly-, ballon- eller lignende aktiviteter i nærheden. Sådanne aktiviteter kan medvirke til at skræmme grisene unødigt og i værste fald medføre massedødsfald som følge af ihjellægning samt nedbrydning af hegn på grund af flugt.

Gødning og urin tjener til afmærkning af grises hjemmeområde. Der afsættes derfor mest på steder, hvor kontakten til fremmede grise er størst. Stier bør derfor indrettes, så stiadskillelsen er åben i den ene side af gødearealet og lukket i hvilearealet.

Grise er sociale dyr, dvs. flokdyr og har en veludviklet social adfærd gennem genkendelse og etablering af en rangorden.

I naturen lever grise sammen i flokke. En stærk social organisation sikrer sammenhold, beskyttelse og fordeling af flokken i søgen efter føde, vand og hvilesteder. Antallet af grise i flokken afhænger af, hvor mange ressourcer, som f.eks. mad og vand, der findes i området.

Grundstammen i en flok er en so med afkom (sofamilie). Typisk finder to til fire familier sammen, og gruppen ledes af en ældre so. Grisene fravænnes gradvist ved 12-14 ugers alderen, men lever stadig i meget nær kontakt med sogruppen. Med tiden samles de unge grise i egne grupper.

Ornerne bliver fortrængt fra gruppen, når de er ved at blive kønsmodne. Derefter lever de i små ”ungkarlegrupper”. Når de bliver ældre lever de alene (solitært). Ornerne er normalt kun knyttet til sogrupperne i parringstiden mellem oktober og februar. I denne periode forsøger de at drive de eksisterende kuld væk, specielt de unge orner.

Rangorden

Den sociale struktur i en gruppe af grise er baseret på dannelsen af en rangorden. Rangordenen er et resultat af, at hver gris i en gruppe kender sin egen og de øvrige grises styrke. Grise genkender hinanden via syn, hørelse – og specielt  lugt [2].

Rangordenen bevirker, at ressourcer, som fx føde, vand og plads, fordeles efter et bestemt mønster uden unødige slagsmål. Hierarkiet bevirker også, at flokken holder sammen og f.eks. forsvarer deres territorium mod fremmede grise. Underordnede grise viger for de mere dominante. Ved begrænsede ressourcer, f.eks. foder, vokser grise derfor i henhold til deres rang. De stærkeste grise får mest at æde og vokser derfor hurtigere [1].

Grisenes rang afklares ved slagsmål inden for de første par døgn efter, at dyrene har stiftet bekendtskab med hinanden. Kampene gennemføres ved hovedslag og bid rettet mod den anden parts hoved og skuldre. Taberen viser underkastelse ved at dreje hovedet væk fra det angribende dyr. Det underlegne dyr kan også vælge at flygte, hvilket kræver plads. Ved begrænset plads kan det dominerende dyr fortsætte jagten og angrebene på det svage dyr, indtil det dør.

Når rangordenen er etableret, forsøger grisene at opretholde en vis afstand (individuel zone) til andre dyr, hvilket medvirker til at begrænse aggressioner. Under hvile er den individuelle zone stort set nedbrudt, fordi det kan tjene alle grises interesse at holde varmen ved at ligge tæt sammen.

De største grise er som regel dominante, og orner har tit højere rang end søer. I midten af hierarkiet er rangordenen ofte ustabil, fordi rangordenen ikke kan afklares fuldstændig. Grise med en midterposition bytter derfor tit rang [1].

Den første rangorden dannes umiddelbart efter fødsel i forbindelse med etablering af en patteorden, som er stabil i løbet af et døgn. Patteordenen bevirker, at hver gris har ret til at benytte en bestemt patte. De største og førstefødte grise vælger de forreste patter, hvor mælkeydelsen som regel er størst [2].

Hos ældre dyr dannes ny rangorden, hver gang grise sammenblandes, eller antallet af dyr i gruppen ændres. Kampene kræver energi og medfører, at grisene kortvarigt reducerer foderoptagelsen.

Hos søer er rangkampe som regel afsluttet efter et par døgn. Hierarkiet er dog oftest først stabilt efter to til tre uger. Kampene kan være meget voldsomme pga. dyrenes størrelse og forårsage alvorlige skader [7].

Flokstruktur - betydning for produktion

Kendskab til grises sociale struktur kan udnyttes i produktionen i forbindelse med kuldudjævning, flytning og sammenblanding af grise.

Flokstørrelsen bør begrænses mest muligt. I store flokke øges risikoen for konfrontation, fordi grisene har svært ved at kende hinanden. Undersøgelser af flokstørrelser i smågrise- og slagtesvinestalde viser, at tilvækst og foderforbrug påvirkes negativt af øget flokstørrelse. Under produktionsforhold er den optimale flokstørrelse og sammensætning sandsynligvis et intakt kuld [2] [4].
Ved høj belægning brydes grisenes individuelle zone og kan resultere i hyppige aggressioner, fordi lavt rangerede grise ikke kan holde sig langt nok væk fra dominerende grise.

Ved store flokke af smågrise og slagtesvin eller kontinuerlig indsættelse/udtagelse af søer i løsdriftssystemer danner dyrene undergrupper. De undergrupper, der har været i stalden i længst tid, har fortrinsret til ressourcer som f.eks. hvilearealer [5] [6].

Aggressioner og pludselige overfald kan optræde, hvis rangordenen er ustabil. Ustabil rangorden kan skyldes sygdom, uhensigtsmæssig stiindretning, høj belægning, træk, mangel på vand, foder og næringsstoffer.

Aggressioner mellem gruppeopstaldede søer kan føre til tab af fostre, specielt hvis dannelsen af rangordenen sker i den periode, hvor fostrene sætter sig fast i børen (ca. 4 uger efter løbning). Sammenblanding af søer bør derfor finde sted umiddelbart efter løbning eller 4 uger efter løbning. Niveauet af aggressionerne kan dæmpes ved tildeling af foder herunder grovfoder, som er mættende, samtidig med at gruppen dannes. Belastninger mindskes desuden, hvis sammenblandingen finder sted i en sti med gode pladsforhold og et skridsikkert gulv som f.eks. dybstrøelse.

Flytning af grise skal uanset alder begrænses til et minimum, fordi hver flytning medfører, at der skal dannes en ny rangorden. Dannelse af rangordenen er en stressende belastning for grise, og det kan medføre øget energiforbrug og reducere tilvæksten. Antallet af slagsmål og effekten heraf kan mindskes, hvis grisene er mætte, når de blandes sammen.

Efter faring skal kuldene udjævnes, så hver so passer det antal grise, som den har patter til. De første 2 døgn efter fødsel kan grisene flyttes imellem søerne, uden at grisenes rangorden giver problemer. Det kan være en fordel at samle de mindste grise hos én so, men ellers bør man ikke lave kuldene for ensartede, da rangordenen bedre dannes, hvis der er en forskel på grisene.

Bekendtgørelse om beskyttelse af svin slår fast, at svin skal holdes i stabile flokke og blandes mindst muligt. Hvis de skal blandes, skal det ske i så ung en alder som muligt, fortrinsvist inden eller indtil en uge efter fravænning. Når svin blandes, skal de have tilstrækkelige muligheder for at flygte fra eller skjule sig fra andre svin [8].

Når der viser sig tegn på alvorlige kampe, skal årsagerne hertil straks undersøges, og der skal træffes passende foranstaltninger f.eks. ved at give dyrene rigeligt med halm eller andet rodemateriale [8].