25. maj 2016

Der skal hele tiden arbejdes på at optimere bedriften

For gårdejer Lau Lindholm Christiansen er optimering vejen frem. Han har i flere år haft skarpt fokus på at øge effektiviteten i griseproduktionen.

Lau Lindholm Christiansen har igennem en årrække haft fokus på at få antallet af producerede grise pr. årsso i vejret. Også sidste år pegede Fraktil- og driftsgrensanalysen på, at han fortsat kunne skabe merværdi ved at højne effektiviteten.


Lau Lindholm Christiansen fortæller, hvad han får ud af at bruge Fraktilanalysen.

- Fraktilanalysen viste mig, at fremstillingsprisen lå forholdsvis lavt, selvom effektiviteten ikke var helt i top. Det gav mig en indikation af, at her kunne jeg virkelig forbedre mig, forklarer Lau.

Sammenligningen af driftsgrensanalysen med erfagruppen bekræftede også Lau i, at effektiviteten var det eneste parameter, hvor han for alvor kunne optimere sin griseproduktion.

Effektiviteten skal højnes

En lav faringsprocent gav Lau en masse overvejelser: Var det avlsmaterialet, der var noget i vejen med? Eller lå problemet i nye staldsystemer? Han kunne ikke umiddelbart finde en forklaring på, hvad der var galt.

- Jeg går tit og kigger efter systematikken, men der var ingen systematik i, hvorfor sammenblandingen af dyrene nogle gange gik godt og andre gange dårligt, forklarer Lau.

Til sidst var alt prøvet og gennemtestet. Det måtte briste eller bære, tænkte han, og indrettede stabile grupper i drægtighedsstalden. Så begyndte tingene at vende til det bedre. Men det er først nu, halvandet år efter, at resultaterne viser sig.

- Det er faktisk først nu, at jeg står med en løbeliste på 90-95 % i forventet faringsprocent i stedet for 80 %. Det har givet et kæmpe løft, fastslår Lau.

Det har ikke krævet de store ændringer i drægtighedsstalden at skabe grupperne. Det var bare et spørgsmål om at sætte nogle foderkasser op i stien, for pladsen var der allerede. Der er heller ikke ændret på rutiner eller måden, de plejer at gøre tingene på.

- Det er en lille ting, som bare har ændret ufatteligt meget, konstaterer Lau.

Erfagruppen giver værdi

Lau får rigtig meget ud af at trykprøve sine resultater i erfagruppen og finde ud af, hvordan de andre har skruet deres virksomhed sammen. Hvor han selv har søgt råd om effektiviteten, har hans lave energiforbrug og omkostninger til vedligehold til gengæld vakt spørgelyst blandt de andre.

- Tallene har helt klart en værdi i sig selv, men sammen med erfagruppen er de altså bare guld værd, fastslår Lau.

Det er 5-6 år siden, at erfagruppen begyndte at sammenligne sig på driftsgrensanalysen udover e-kontrollen, og det var noget af en øjenåbner for dem alle. 

- På det første møde var der rigtig mange, som havde nogle fantastiske e-kontroller, men da vi så kom til driftsgrensanalysen, var det et noget andet billede, der viste sig, forklarer Lau.

Selv om e-kontrollen havde vist gode resultater for nogle i form af mange grise pr. årsso og en god indtjening, så afslørede driftsgrensanalysen, at f.eks. deres foderomkostninger eller omkostninger til vedligehold lå for højt.

Hvor e-kontrollen udelukkende viser selve produktionstallene, opsummerer Fraktil- og driftsgrensanalysen økonomien bag produktionstallene. Det har derfor givet rigtig god mening at supplere e-kontrollen med Fraktil- og driftsgrensanalyserne i erfagruppens arbejde.

- Fraktilanalysen er et fantastisk facit på virksomheden, konkluderer Lau.

om fraktilanalysen

Fraktilanalysen er et af "Business Check"-værktøjerne og præsenterer udvalgte nøgletal.

Analysen kan bruges til at sammenligne den enkelte landmands resultater fra driftsgrensanalysen med andre bedrifters resultater.

Du finder Fraktilanalysen på Landbrugs Infos hjemmeside - vær opmærksom på, at du skal have log-in LandbrugsInfo for at kunne se Business Check.

fakta om vanggården i/s

Lau Lindholm Christiansen og hans far producerer 21.000 30 kg grise om året fra 700 søer. De resterende smågrise sælges som 7 kg grise.

Derudover driver de 145 ha med almindelige kornafgrøder, raps og græsfrø. Alle planteafgrøder sælges.

De har også 10.000 høns i berigede bure. Hønsene lægger dagligt ca. 9.500 æg,

Ud over Lau og hans far er der fire ansatte på bedriften.