- Det er godt at se, at produktiviteten blev øget i 2015. Det fortæller mig, at de danske svineproducenter faktisk knokler benhårdt for at komme ud af den krise, erhvervet uvægerligt står i netop nu, siger direktør i SEGES Videncenter for Svineproduktion, Claus Fertin.
Med en fremgang på 0,8 fravænnet gris pr. årsso i 2015 er svineproducenterne i fuld gang med at gøre deres, for at skabe vækst i erhvervet. Samtidig er den totale pattegrisedødelighed faldet med 0,4 procent mens sodødeligheden er faldet med 1 procentpoint i landsgennemsnittet og 0,5 procentpoint i den nationale opgørelse (DAKA og Danmarks Statistik) – det viser en stabil udvikling i den rigtige retning for ottende år i træk og det laveste niveau siden 2001.
- Tallene fortæller mig, at vi på trods af en markant forbedring i produktiviteten samtidig formår at holde dødeligheden nede. Det er for mig et udtryk for, at svineproducenterne går op i dyrenes ve og vel på trods af presset fra krisen, siger Claus Fertin.
LÆS: Notat nr. 1611: Landsgennemsnittet for produktivitet i svineproduktionen 2015
På foderudnyttelsen viser 2015-tallene også forbedringer over hele linjen. For smågrisene er der en forbedret udnyttelse på 0,05 FEsv pr. kg tilvækst, mens der hos slagtesvinene vises en forbedring på 0,04 FEsv pr. kg tilvækst og en stigning i daglig tilvækst på 16 gram.
- Vi har nogle af verdens bedste svineproducenter, og det synes jeg, tallene viser tydeligt. Men der er selvfølgelig stadig plads til forbedringer. Særligt i en tid med lave noteringer og et lukket russisk marked, er der brug for, at man som svineproducent tænker sig godt om, og formår at få det optimale ud af sin besætning, siger Claus Fertin.