Grænseværdien for zinkindhold i slagtesvinefoder skal sættes ned til 120 mg zink/kg foder. Det fremgår af en ny EU-forordning, som træder i kraft den 27. juli 2016.
EU har for nylig re-godkendt otte zinktilsætningsstoffer og i samme omgang fastlagt en ny grænseværdi for indhold af zink i slagtesvinefoder. Den nye grænseværdi er på 120 mg zink/kg foder, i stedet for 150 mg zink/kg foder som har været den hidtidige grænseværdi.
I so- og smågrisefoder må der dog fortsat bruges 150 mg zink/kg foder.
Ordningen har ingen effekt på dyrlægeordineret zinkmedicinering af smågrisefoder, hvor der må tilsættes 2500 mg zink/kg smågrisefoder i 14 dage efter fravænning.
Ændringer indfases over det kommende år
Den nye EU-forordning gælder fra 27. juli 2016, men der er aftalt en overgangsordning, der betyder, at forordningen skal være gennemført senest den 27. januar 2017 for så vidt angår tilsætningsstoffer og den 27. juli 2017 for foderblandinger, herunder mineralske foderblandinger.
I praksis vil det betyde, at ordningen indenfor det næste års tid bliver gennemført via de enkelte foderfirmaer - de fleste foderfirmaer vil formentlig have gennemført ændringen omkring årsskiftet.
Reduktion på 30 mg/kg foder vil næppe få en mærkbar negativ effekt på produktiviteten, da der i de fleste blandinger til slagtesvin i Danmark anvendes dobbelt dosis fytase. Ud over at frigøre fodermidlernes naturlige fosfor øger fytase også tilgængeligheden af det naturlige zink i foderet.
Reduktionen af zink i slagtesvinefoder er begrundet i et ønske om generelt at reducere udledning af zink til det omgivende miljø, da zink ikke bortfjernes i høj grad af planterne. Der sker derfor en ophobning i landbrugsjorden, som på sigt kan påvirke miljøet negativt.