Danish Crown oplyser på deres hjemmeside, at de indfører et fradrag for udegrise på 10 kr. pr. gris ved slagtning. Det nye gebyr skyldes betydelige ekstraomkostninger til kødkontrollen, når der slagtes udegrise.
- Kontrollen af udegrisene er et krav fra Fødevarestyrelsen, fordi udegrisene kan have været i kontakt med den naturlige fauna såsom fugle og gnavere. Det kan påvirke kødet, så derfor skal Fødevarestyrelsens ansatte have mere tid til at sikre kvaliteten. Det kræver ekstra personale på slagtestederne, forklarer Asger Krogsgaard, formand for Danish Crown Pork.
Danish Crown skriver, at de gør, hvad der er muligt for at minimere de ekstra omkostninger ved slagtning af udegrise. Det sker ved at samle slagtningen af disse dyr på bestemte slagtedage og på udvalgte slagterier.
- Der er arbejdet meget målrettet med det her, men vi har nået det punkt, hvor det, der kan vindes ved at samle slagtningerne yderligere på færre dage og færre slagterier, vil blive sat til gennem ekstra omkostninger til eksempelvis transport og planlægning, forklarer Asger Krogsgaard.