Den generelle tendens er, at lande med stordrift og kontraktproduktion af slagtesvin er i fremdrift. Det er primært tilfældet i USA, Brasilien og Spanien. Kontraktproduktion ses også i Ungarn og UK. Tönnies i Tyskland er også i gang med at sætte et system op omkring kontraktproduktion. Integratoren er typisk et foderfirma med eget sohold eller et slagteri. Nogen gange har integratoren hele kæden, undtagen slagtesvineproduktionen. Slagtesvineproducenten er i disse lande den integrerede del og er altså integreret via integratoren. Integreret produktion betyder i disse lande noget helt andet end det, vi i Danmark forstår med begrebet.
I lande som Tyskland, Frankrig og Holland lever svineproducenterne af at tære på egenkapitalen. Her har hollandske og tyske svineproducenter det nemmest på grund af høje jordpriser, næret af stort overskud af gylle som presser prisen på jord op.
Det er markederne, der bestemmer i sidste ende. Hurtig markedstilpasning er således afgørende. Brug af Pay-Lean er fx ophørt i USA for cirka 65 % af deres slagtesvineproduktion, da kun svinekød garanteret fri for Pay-Lean kan eksporteres til Kina. Alle melder om, at eksporttilladelse til Kina er altafgørende for afregningsprisen i øjeblikket. Importbehovet i Kina ser da også ud til at stige markant frem mod 2020.
Slagterikapaciteten udnyttes næsten 100 % i lande som USA og Spanien via slagtninger i cirka 21 af døgnets 24 timer. Udover dette er lønningerne på slagterierne meget lavere end i Danmark.
Spanien
Spansk svineproduktion er i den sidste årrække ekspanderet markant med en god rentabilitet. Denne er fremkommet via en lav fremstillingspris i forhold til andre lande i Europa, og en høj afregningspris, som normalt slår både den danske og tyske. 2015 tegner dog til at blive et underskudsår i Spanien. Måske har Spanien også nået grænsen for, hvor stor deres svineproduktion kan være.
Svineproduktionen er meget koncentreret i Spanien. Catalonien har i dag en svineproduktion, der er større end den danske og det på et areal, som er mindre end Danmark og med kun 23 % af jorden dyrkbar. Pladsen er blevet så trang i Catalonien, at ekspansionen kommer til at ske i områder længere inde i landet. Forventningen er, at det må øge produktionsomkostningerne, da meget korn skal importeres.
Store selskaber optræder som integratorer. De ejer typisk en foderfabrik og har selv sobesætninger, og så får de nogle slagtesvineproducenter til at opfede deres grise. Typisk får en integreret slagtesvineproducent smågrise, foder, medicin og rådgivning af integratoren mod selv at dække resten af omkostningerne. Dette får slagtesvineproducenten cirka 83 kr./gris for pr. gris.
Lovgivning forhindrer for tiden anlæg større end cirka 3.200 søer på én lokalitet og for slagtesvin er den på cirka 4.000 stipladser.
I Spanien laves der specialgriseproduktion for kødsmagens skyld. Vi besøgte et sohold med specialgrise-produktion. Søerne var Duroc krydset med hvid Duroc (F1). Med denne krydsning kunne de fravænne cirka 10,2 grise pr. kuld eller cirka 24 grise pr. årsso, hvilket ikke er så meget ringere end gennemsnittet i Spanien. Ornelinjen var Berkshire. Meromkostningen var cirka 1 kr. pr. kg slagtekrop ved en slagtevægt på 96 kg. Meromkostningen skyldes mest et meget højt foderforbrug, fordi grisene ikke skulle være for magre. Vores spanske værter fra SIP Consultors havde ikke meget til overs for svinekød baseret på Pietrian-orner. Det forsøgte de selv at undgå at få med i indkøbskurven, når de handlede ind.
USA
Amerikanerne er fortsat meget optimistiske omkring fremtiden og forventer fortsat en ekspansion i svineproduktionen i USA. Lidt overraskende forventede de negativ rentabilitet i 2017. Forklaringen på dette var dog manglende slagterikapacitet, som vil sænke afregningsprisen på svin i 2016-2017 alt andet lige. Fra 2018 er slagtekapaciteten udvidet, og udsigterne mere lyse for svineproducenterne.
Pladsen i de mest svinetætte stater som Iowa og Illinois er nu blevet så trang, at produktionen udvides primært i andre præriestater
Smithfield får løsdrift for alle søer i 2017. Generelt er meldingen fra USA, at alle nybygninger af sostalde er til løsgående drægtige søer, typisk med en ædeboks pr. so.
Vurderet ud fra fremgangen i antal fravænnede pr. kuld er PED næsten under kontrol.
65 % af hele USA’s slagtesvineproduktion er nu garanteret fri for brug af Raptomine/Pay-Lean. Raptomine er et stof som fremmer proteinsyntesen. Pay-Lean forbedre foderudnyttelsen og daglig tilvækst med cirka10 %. Det er forbudt at bruge produktet i EU og i Kina. Årsagen, til at amerikanerne har fjernet et hjælpemiddel, som ellers hjælp dem til at sænke produktionsomkostningerne, er ønsket om få adgang til det kinesiske marked.
Tyskland
Tyskerne er ikke så optimistiske med hensyn til deres fremtidige slagtesvineproduktion. De mener, at væksten er stagneret og kommer til at falde i fremtiden.
Tierwohl
Der er fortsat for få penge i kassen, til at alle, som ønsker det, kan komme med i ordningen. Hvis det var tilfældet, skulle der have været cirka 60 mio. Euro/årligt i puljen. Der er kun cirka 30 mio. Euro/årligt. Tierwohl håber på 100 mio. Euro/årligt i 2018-2021. De opfordrede dog også hollandske og danske svineproducenter til at søge om at komme med i ordningen fra 2018.
UK
Produktionen af svin i UK vokser stille og roligt. Cirka 43 % af søerne er på friland og stort set alle vækstgrise holdes indendørs, nogen gange med løbegård, det vil sige med adgang til det fri. Gamle svinestalde, som før stod tomme, er blevet fyldt med svin igen i takt med stigende rentabilitet. Hvis produktionen skal vokse yderligere, er meldingen, at der skal til at bygges flere nye svinestalde. Flere nye stalde har langtidskontrakt med integratorer.
Sverige
I Sverige er offentlige institutioner pålagt kun at købe svensk svinekød. Det indre marked er vist ved at smuldre nogle gange.
For at mindske tilbagegangen i svineproduktionen og øge effektiviteten har svenskerne iværksat mange initiativer. I Sverige får svineproducenten 5 SEK/gris, hvis der produceres mere end 24 grise pr. årsso og beløbet stiger til 10 SEK/gris, hvis effektiviteten er højere end 26 grise pr. årsso.
Belgien
Fortsat nedgang i antal søer. Samlet støtte nu oppe på cirka 225 kr./so, heraf cirka halvdelen i form af rådgivningsstøtte.
Brasilien
Produktionen er i fortsat stigning. Der er ifølge nye usikre opgørelser cirka 4 mio. søer i Brasilien, hvoraf cirka 1,7 mio. søer står i større produktionsanlæg. De resterende søer er såkaldte husholdningsøer med meget lav produktivitet. Ny kontraktlovgivning er på plads. Dette vil betyde øget sikkerhed for de mange integrerede slagtesvineproducenter, som producerer på kontrakt. Svineproducenter langs Atlanterhavskysten lider under, at prisen på majs og soja er til verdensmarkedspriser. Kun inde i landet ses der meget lave foderpriser. Inde i landet får de dog også en lavere afregningspris pr. kg svinekød. Nogle ting har det med at opveje hinanden. Der er fortsat mange fusioner i den brasilianske slagterisektor. Hele Brasilien er nu erklæret fri for svinepest, hvilket åbner mere for eksport fra landet.
Frankrig
Der er fortsat dårlig økonomi i fransk svineproduktion. Kun svineproducenter med 100 % sikkerhed får lov til at investerer i nye stalde.
Franske svineproducenter er typisk 100 % fullline med søer, smågrise og slagtesvin. Bedrifterne er af samme årsag små med cirka 200 årssøer. Landbrugsjord i Frankrig er meget billig, fordi en landbrugskommission styrer, hvem der må købe jorden, og det er typisk kun eksisterende landmænd. Prisen for 1 hektar i Bretagne ligger på cirka 35.000 kr.pr. hektar. Investorer fra udlandet kører retssager mod den franske stat, for at få lov til at købe fransk landbrugsjord.
Ingen regel uden undtagelser. Et kinesisk selskab har for nyligt købt en landbrugsejendom til en overpris i forhold til normale priser. Prisen pr. hektar kom her op på 75.000 kr.
Holland
Der er også krise i Holland. Også her ”spises” der af egenkapitalen, som dog er solid for de fleste, så længe jordpriserne bliver, hvor de er. Der er cirka 4.900 svinebedrifter, hvoraf 3.300 er specialiserede.
Rent politisk er der pres på gødningshåndteringen, og endnu mere gødning skal nok forarbejdes på sigt. Fordi landet er så svinetæt, har de nettoudgifter på op til 75-100 kr. pr. tons gylle de skal af med. Planen er, at hollandsk svinekød skal brandes endnu mere. Udgifter til kødkontrol skal sænkes, og gødningsudgifterne pr. ton skal reduceres.
I Holland er der kvote på svineproduktionen og tildelt kvote kan handles/sælges mellem partnere. Prisen på kvoter er stigende for tiden, fordi de måske også kan sælges til mælkebønder. Kvoteprisen, der handles til, er p.t. cirka 80 Euro/VE. VE er en enhed som svarer til cirka 7,4 kg årligt fosfatproduktion i form af husdyrgødning.
Der er ikke planer om subsidier til hollandsk svineproduktion. Nogle vil måske mene, at deres indførte kvote-system var en økonomisk gevinst for allerede etablerede svinebedrifter.
Finland (nyt medlem)
Lidt unikt er det slagterikoncernen Atria i Finland, som leverer data til InterPIG.
Med Finland har InterPIG fået endnu et medlemsland, hvor det i lighed med Sverige er forbudt at halekupere. Svineproducenterne havde for nylig taget dansk Duroc ind. I Finland har de iagttaget, at restriktiv vådfodring giver problemer med danske Duroc-orne. De skulle helt op på 3,5 kg pr. dag for at holde halebid nede i slutningen af vækstperioden, hvilket svarer nogenlunde til den forventede ad libitum ædelyst hos en gris med dansk Duroc-far.
Der blev givet massive tilskud til omlægning til løsdrift i soholdet. Arealet er 0,4 m2 pr. smågrise og 0,9-1 m2 pr. slagtesvin med en slagtevægt på cirka 90 kg.
Østrig
Fra 2033 skal alle søer være i løsdrift i farestalden.
Ungarn (nyt medlem)
Data fra Ungarn er fra deres landbrugsuniversitet. Der er generel massiv støtte til svinesektoren i Ungarn. De fleste besætninger er meget små. Integratorerne i Ungarn er slagteriselskaber, som har massiv overkapacitet på deres slagterier. Der kommet givet vækst i slagtningerne i Ungarn de næste par år. Flere smågrise vil finde vej hertil fra lande som Danmark, Tyskland og Holland.
Nyt fra lande som ikke er med i InterPIG
En kinesisk svineøkonom forudsiger, at det årlige svineimportbehov i Kina vil stige fra cirka 1 mio. tons til 2,5 mio. tons svinekød frem mod 2020. Den kinesiske regering planlægger godt nok nye massive investeringer i svineproduktionen, men når man samtidigt får fortalt, at 50-70 % af den nuværende svineproduktion ikke er tidssvarende, forstår man, hvorfor importbehovet vil stige. Det havde nok været mere rationelt at importerer mere svinekød end at producere det selv for kineserne, men politik og økonomisk rationalitet hører ikke altid sammen.