Denne artikel er fra Landbrugsavisens hjemmeside
Claus Fertin stopper hos SEGES.
I den nye struktur for organisationen, netop offentliggjort i dag, tirsdag, vil der ikke længere være en direktør for Videncenter for Svineproduktion, posten som Claus Fertin bestrider i dag.
LÆS: Nyt SEGES vil styrke landmændenes konkurrenceevne
Claus Fertin var blevet tilbudt en anden lederpost, jobbet som sektordirektør for svinesektoren, men har valgt at søge andre udfordringer. Han har derfor valgt at stoppe hos SEGES.
Han fortsætter i sin stilling frem til 1. januar 2017, hvor den nye struktur træder endeligt i kraft. Claus Fertin er med til at gennemføre svinekongressen til oktober.
"Det er fuldstændig udramatisk fra min side. Der er meldt en ny organisation ud, som jeg 100 procent bakker op om," siger Claus Fertin i et interview med Landbrugsavisen.dk.
Hvorfor har du valgt at takke nej til stillingen som sektordirektør for svinesektoren?
"Det er to helt forskellige stillinger. Jeg brænder mere for at drive og udvikle forretninger, og der er større vægt på politik i den nye stilling og ikke personaleansvar. Så har jeg en tro på, at der er en anden profil, der vil passe bedre til det. Jeg vil ikke stå i vejen for en ny organisering, som jeg helt bakker op, men jeg tror, at når jeg giver plads, så er det nemmere at få udfoldet potentialet i den nye organisation," svarer Claus Fertin.
Han mener, at der ville være en risiko for, at han fortsat ville blive set som chef for hans tidligere ansvarsområder, hvis han valgte at blive - derfor var det bedre at gå og give plads, mener han.
"Når man har ansvar på det niveau, så er det klogt at give plads til det, der skal ske fremadrettet," siger Claus Fertin.
Han siger, at han ikke har gjort sig overvejelser over, hvilken type job han nu vil gå efter.
"Jeg koncentrerer mig fuldt ud på mit job som direktør for VSP, indtil den nye struktur er på plads," siger Claus Fertin.
Den hidtidige direktør for SEGES Kvæg, Gitte Grønbech, har valgt at sige ja til jobbet som fremtidig kvæg-direktør.
Da Ivar Ravn som hidtil direktør for Planteproduktion får en ny og større rolle i organisationen, skal en ny direktør for planteområdet findes.