Der er åbent for ansøgning om tilskud til etablering af løsdrift i farestalde. Ansøgningsperioden løber fra 1. november 2016 - 17. januar 2017.
Det vil være muligt at søge om tilskud under to indsatsområder til:
- etablering af nye farestalde med løsdrift, herunder også tilbygning
- renovering af eksisterende bygninger med henblik på etablering af farestier med løsdrift.
Der er afsat i alt 17 mio. kr. i puljen.
Tilskuddets størrelse
Der kan ydes tilskud på 20 procent af standardomkostningerne for projekter omhandlende nybyg og 40 procent af standardomkostningerne for projekter omhandlende ombyg.
Standardomkostningerne beskriver hvor meget det i gennemsnit koster at etablere enten nye farestalde med løsdrift eller ombygning af eksisterende bygninger til løsdrift i farestier.
Tabel 1. Standardomkostningen og tilskudssummen pr. etableret faresti
Ombyg | Nybyg | |
Standardomkostning | 14.500 kr. pr. etableret stiplads | 39.400 kr. pr. etableret stiplads |
Tilskudssum | 5.800 kr. pr. etableret stiplads | 7.880 kr. pr. etableret stiplads |
Særligt vedrørende udfyldelse af ansøgningsskema
I Tast Selv bruges samme skema til ansøgning ved både økologisk produktion og farestaldsordningen.
I Tast Selv vælger du det skema, der hedder ”Økologisk Investeringsstøtte”. Udfyld skema som normalt og vælg indsatsområde 7 ved etablering af farestalde med løsdrift i nye bygninger eller indsatsområde 8 ved ombygning af eksisterende bygninger med henblik på at etablere farestalde med løsdrift.
Brug af samme skema skyldes en IT-begrænsning, der gør, at de to ansøgningsområde er slået sammen i et og samme skema. Du skal således ikke være økolog for at søge under Farestaldsordningen.