Stalde der tager større hensyn til klima, miljø og dyrevelfærd skal gøre det muligt at udvide svineproduktionen i Danmark med minimal påvirkning af miljøet og med effektiv ressourceudnyttelse – og selvfølgelig med rentabel produktion for ejeren. Med byggeriet at to nye månegris-stalde i henholdsvis Thy og Randers rykker fremtidens svineproduktion tættere på, og I begge projekter vil der i storskala ske udvikling, demonstration samt dokumentation af miljø-, velfærds- og sensorteknologi.
Vores bidrag
Sammen med Fødevareministeriet og en række både offentlig og private partnere har SEGES Videncenter for Svineproduktion bidraget med input, teknologi og viden til begge de annoncerede byggeprojekter.
- Månegrisprojektet skal være med til at vise, at det er muligt at drive en effektiv og rentabel svineproduktion i Danmark og samtidig udvise hensyn til b.la. miljø og klima. Det skal vi dokumentere, og undervejs skal vi udvikle teknologien, så den er så stærk, at miljøreguleringen kan baseres på de faktiske udledninger. Det er spændende, at byggerierne nu endelig kan gå i gang, siger direktør i SEGES Videncenter for Svineproduktion Claus Fertin.
I Thy skal Apollo-Thy projektet bygge en helt ny stald med 9.500 stipladser efter månegris-principperne. Her bidrager VSP med viden og løsninger inden for:
- System til reduktion af gyllens overfladeareal og dermed reduktion af ammoniak og lugt emission
- Fermentering af en andel af foderet med det sigte at reducere fosforudskillelsen, og gyllekøling som varmekilde
- Halm og hele haler – test og demonstration: omfang af halmtildeling
- Overvågning af tilvækst via fotovægte samt brug af information fra foderanlæg.
- Udvikling af central IT-database i samarbejde med slagterier og udstyrsproducenter bl.a. til brug for udvikling af forbedrede rådgivningsværktøjer med benchmarking på flere områder
I Randers renoveres de eksisterende staldbygninger i SPACE-projektet, hvor produktionen udvides til 3.870 stipladser. Her bidrager VSP med viden og løsninger inden for:
- Gylletragtsystemer med integreret kanal til kemisk rensning af afgangsluften fra stalden, som reducerer ammoniak- og lugtemissionen
- Køling af indblæsningsluften, som reducerer luftskiftebehovet om sommeren
- Reducering af MRSA smittepres og reduceret antibiotikaanvendelse
- Anvendelse af alternative fermenterede marinebaserede proteinkilder
LÆS: Oversigt over de resultater og den viden, der hidtil er kommet ud af Månegrisprojektet