For at styrke dansk slagtesvineproduktion, har Svinesektorens vækstpanel anbefalet at udvikle koncepter for slagtesvineproduktionen og at der udføres realtids produktionsovervågning. Det er udmøntet i projektet Produktionskoncept Slagtesvin.
I konceptet overvåges grisenes daglige tilvækst og deres foderforbrug følges meget tættere end vanligt. Samtidigt indføres – OG FASTHOLDES mere systematik i produktionen, så der opnås bedre resultater på både tilvækst, foderforbrug og dødelighed. De første seks pilotbesætninger er i gang med at afprøve og tilpasse konceptet og til sommer skal yderligere 20 besætninger i gang med at teste.