I den nye bekendtgørelse ændres vægtningen af antibiotika ved beregning af ADD via et vægtet ADD. Vægtningen kommer af, hvilken type antibiotika man bruger. De typer antibiotika, vi helst skal bruge mindst muligt af, vægter højt (f.eks. Fluorokinoloner med faktor 10 og tetracyklin med faktor 1,2). Hvorimod antibiotika, der ikke er helt så problematisk at anvende, vægter lavere (eks. simple penicilliner med en faktor 0,95).
Der er dog tale om en 3-trins øgning af, hvordan antibiotika vægter i ADD, hvor der træder nye vægtninger i kraft ved udgangen af hhv. september og december 2017.
Det betyder, at fra udgangen af 2017 vil fluorokinoloner samt 3. og 4. generations cefalosporiner og colistin alle vægte med en faktor 10, tetracyklin vægtes med faktor 1,5, og alle andre antibiotika vægter med en faktor 1.
- Vi har reduceret forbruget af antibiotika til svin med 9,1 pct. i perioden 2014-2016, så vi er godt på vej mod målet om en 15 pct. reduktion i perioden 2015-2018. Derfor finder vi det beklageligt, at reglerne strammes, og vi er bange for, at det vil få negative konsekvenser for dyresundhed og dyrevelfærd.
- Når det er sagt, ønsker vi selvfølgelig, at forbruget af antibiotika til svin er så lavt som muligt. Det er et fælles ansvar, at vi når en reduktion på 15 pct. fra 2015-2018 og sikrer, at der kun anvendes det nødvendige antibiotikum til svin, siger sektordirektør Christian Fink Hansen.