Fødevarestyrelsen har meldt ud, at der hurtigst muligt skal udarbejdes en national risikovurdering af brugen af colistin til behandling af svin i Danmark. Når denne vurdering foreligger, vil Fødevarestyrelsen vurdere, hvorvidt der er grundlag for at indstille en ændret faktor for colistin i gult kort-ordningen.
”Vi er glade for, at man har lyttet til de faglige argumenter, og at man på den baggrund iværksætter en risikovurdering, som blandet andet Statens Serums Institut, DTU og Landbrug & Fødevarer har foreslået. Det er vigtigt, at man tager fagligheden med, før man lovgiver,” siger sektordirektør Christian Fink Hansen fra SEGES Svineproduktion.
Til gengæld ser han et stort problem i, at man af forsigtighedshensyn fastholder en faktor 10 på brug af colistin, indtil der foreligger en risikovurdering.
”Vi mener ikke, at det videnskabelige grundlag er til stede for at sidestille colistin med antibiotikum som cephalosporiner og fluorokinoloner. Sandsynligheden for colistin-resistens på grund af anvendelse hos husdyr i Danmark er meget lav,” siger han.
Kilde: Høringsnotat om udkast til bekendtgørelse om grænseværdier for antibiotikaforbrug og dødelighed i kvæg- og svinebesætninger, Fødevarestyrelsen, J.nr. 2017-15-31-00286,