I 2017 og 2018 forventes afregningsprisen at ligge ca. 40 øre under niveauet fra maj-prognosen. Nedjusteringen skyldes overvejende et fald i dollarkursen, som har betydet lavere hjembragte priser og svækket konkurrenceevne.
”Trods nedjusteringen ser det fortsat rigtig positivt ud for svineproducenterne i 2017 og 2018. Svinepriserne er i 2017 kommet betydeligt over niveauet i et ”normalår”.
I løbet af 2018 forventer vi, at priserne falder lidt igen til et niveau i nærheden af et normalår. Samtidig holdes foderpriserne forholdsvis lave. Samlet betyder det et meget gunstigt bytteforhold, som medfører en betydelig positiv indtjening i 2017 og tæt på et tilfredsstillende niveau i 2018,” siger Nikolaj Kleis Nielsen, som er seniorkonsulent i SEGES.
Det er særligt smågriseproducenterne som fortsat oplever højkonjunkturen, mens slagtesvineproducenternes indtjening er positiv men på et mere afdæmpet niveau.
Som sædvanligt er der stor spredning i resultaterne mellem bedrifterne og de bedste vil alle år lave positivt driftsresultat efter ejerløn mv, mens den dårligste tredjedel vil have svære udfordringer med at få positiv indtjening.
”Men alt i alt er der altså fortsat udsigt til et rigtig godt 2017 for de fleste svineproducenter, men hvis prognosen holder, vil det være klogt at få nedbragt gæld forud for de mindre gode tider efter 2018,” siger Nikolaj Kleis Nielsen.