I 2015 iværksatte SEGES projektet PattegriseLIV med henblik på at få flere pattegrise til at overleve, idet færre døde grise både gavner landmandens bundlinje og branchens omdømme. Projektet er nu afsluttet, og alle 29 deltagende besætninger har opnået forbedrede resultater.
De 29 besætninger hentede i gennemsnit 0,9 flere fravænnede grise pr. årsso. Det giver en ekstra indtjening på 187 kroner pr. årsso i gennemsnit, når der ikke tages højde for andre faktorer. Der var dog store forskelle på de 29 besætninger.
”20 besætninger fik et ekstra dækningsbidrag pr. årsso, mens ni besætninger oplevede tab. Årsagerne til tab var meget forskellige, men i fire besætninger skyldtes det, at nye medarbejdere var startet op i farestaldene i projektperioden,” lyder det fra Dorthe Poulsgård Frandsen, projektleder på PattegriseLIV.
Klemninger var primær dødsårsag
De 29 besætninger fik ved projektets opstart obduceret 40-50 pattegrise, hvor grisenes dødsårsag blev bestemt. Det gav mulighed for at målrette tiltag, som ville sikre flest mulige grise at overleve på den enkelte bedrift.
”I halvdelen af besætningerne var klemninger den primære dødsårsag. Her blev der fokuseret på at tilrette fareboksen og farestien, så grisene lettere kunne komme væk fra soen, når den lagde sig eller rullede om på siden. I de andre besætninger var grisene blevet klemt ihjel, fordi de også var svagfødte og sultgrise. Her blev der fokuseret på at få søerne til at malke bedre,” fortæller Dorthe Poulsgård Frandsen.