Slagtesvinebesætninger overvåges for forekomst af Salmonella ved undersøgelse af kødsaftprøver, der udtages på slagteriet. Alle prøver undersøges på samme laboratorium, og det har desværre vist sig, at salmonellaværdierne af kødsaftprøver analyseret fra 8. september til 27. oktober 2017 har været for høje. Der bliver indført yderligere kontrolprocedurer for at undgå sådanne fejl frem over. For nogle besætninger betyder det, at salmonellaindekset er for højt, da nogle af de prøver, der reelt var negative, pga. stigningen er blevet dømt positive.
Ovenstående har desværre medført, at 41 besætninger i oktober 2017 er kommet i niveau 2 eller 3 på forkert grundlag. Disse besætninger er flyttet til korrekt niveau.
Nedenstående tiltag er aftalt mellem myndigheder og branche:
Det er ved hjælp af en række udvidede beregninger blevet fastslået, hvor meget salmonellaværdierne har ligget for højt, og det er beregnet, at der skal trækkes 5 fra salmonellaværdierne. Således vil en prøve, der har salmonellaværdien 15 blive korrigeret til værdien 10, det vil sige, den kommer under 11, som er grænsen for, at en prøve dømmes positiv.
Alle resultater af kødsaftprøver analyseret fra 8. september til 27. oktober 2017 vil blive rettet, og de korrekte værdier vil blive overført til salmonelladatabasen. Disse rettelser vil blive foretaget ved en kørsel tirsdag den 31. oktober 2017. De nye og korrekte resultater er tilgængelige i løbet af den 1. november 2017.
Alle niveau 2 og 3 besætninger har været fritaget for salmonellafradrag fra niveautildelingen i oktober og vil være det frem til niveautildelingen i november.
De beregnede slagtesvineindeks for oktober måned bliver ikke beregnet på ny.
Vi beklager de gener, det har medført.