31. maj 2018

Pressemeddelelse: Vi har gjort præcis, som vi blev bedt om

Miljø- og Fødevareministeren vil sænke grænsen for, hvor meget antibiotika landmændene må bruge til behandlingen af grise. Det skyldes, at det ellers faldende forbrug er stagneret de seneste måneder og viser en stigende tendens. Ifølge Landbrug & Fødevarer har landmændene gjort præcis, som de blev bedt om - og nu viser systemet sig fra sin værste side.

Miljø- og Fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen, meddeler, at han vil sænke grænseværdien i Fødevarestyrelsens såkaldte ’Gult kort-ordning’ med 15 procent. Det begrunder han med, at selvom antibiotikaforbruget er faldet i løbet af det seneste årti, er det stagneret de seneste måneder og viser en stigende tendens. Det skriver Politiken.

 

Ifølge Landbrug & Fødevarer er der noget grundlæggende galt med systemet, når landmændenes indsats med at sænke antibiotikaforbruget måles i kilo, men samtidig modarbejder arbejdet med at forebygge antibiotikaresistens den selv samme statistik:

 

“Antibiotikaresistens er selvfølgelig alvorligt. Netop derfor blev landmændene bedt om at udfase brugen af colistin. Men at sige til landmændene, at de skal erstatte colistin med neomycin, som jo vejer 10 gange så meget per dosis – og så komme kort tid efter og måle vores udvikling i kilo - det hænger ikke sammen,” siger Christian Fink Hansen, sektordirektør for SEGES Svineproduktion.

 

Det var netop af hensyn til resistensudviklingen, at Miljø- og Fødevareministeriet sidste år meddelte, at colistin skulle udfases fra griseproduktionen. Det skyldes, at colistin vurderes som et kritisk vigtigt antibiotikum i behandlingen af mennesker.

 

For at behandle en sygdomsramt gris, skal der altså bruges 10 gange så meget neomycin sammenlignet med colistin opgjort i kilo. Man vil derfor se en stigning målt i kilo, selvom landmanden bruger samme antal doser.

”Landmændene har gjort lige præcis dét, de er blevet bedt om, så der er jo noget helt galt med opgørelsesmetoderne, når landmændene løser nogle resistensproblematikker, og så betyder det, at de står dårligere, når man vil måle resultaterne. Det er en besynderlig incitamentsstruktur, og jeg håber, at ministeren er enig”, siger Christian Fink Hansen, der også fortæller, at det er lykkedes at nedbringe antibiotikaforbruget med mere end 25 procent siden 2009, selvom griseproduktionen er steget.

Ifølge Landbrug & Fødevarer ville doser være den medicinsk mest korrekte måde at opgøre antibiotikaforbruget på – og altså ikke i kilo, som det er gjort nu og i MRSA-handlingsplanen. Til mennesker diskuterer man aldrig antibiotika i kilo, men i stedet i doser eller behandlinger.

 

”Vi er stolte af vores indsats, og arbejdet fortsætter hos både forskere og landmænd. Ministeren vil møde mange udenlandske kollegaer i sit nye job, der fortæller ham, at Danmark er et foregangsland for sunde grise og et lavt medicinforbrug,” afslutter Christian Fink Hansen.

 

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret om dansk griseproduktion og Noteringen. Modtag nyhedsbrevet hver torsdag. Udfyld e-mail, navn og arbejdsplads/virksomhed.

Når du tilmelder dig, vil du modtage en e-mail med et bekræftelseslink. Du modtager først nyhedsbrevet, når du har bekræftet din tilmelding.

* Skal udfyldes

Dit samtykke til at modtage det ugentlige nyhedsbrev kan du til enhver tid tilbagekalde ved at afmelde dig nyhedsbrevet eller kontakte os på gris@lf.dk.

Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris behandler dine personoplysninger som beskrevet i Landbrug & Fødevarers privatlivspolitik.