I dag må der være 170 mg kobber per kg foder til grise, der er op til 12 uger gamle. EU Kommissionen har besluttet at ændre regulativet omkring tildeling af kobber.
Ændringen i regulativet betyder, at der i foder til smågrise må være op til:
- 150 mg kobber/kg foder frem til 4 uger efter fravænning
- 100 mg kobber/kg foder fra 5. – 8. uge efter fravænning
- 25 mg kobber/kg foder fra 8 uger efter fravænning.
De nye regler træder i kraft fra:
- 13. februar 2019 ved produktion af nye premix-blandinger
- 13. august 2019 ved produktion af foderblandinger til dyr
- senest den 13. august 2020 skal foder produceret efter de gamle regler være opbrugt.
Det er godt for miljøet
De nye regler gør, at der udbringes mindre kobber på de dyrkede arealer. Eksempelvis reduceres miljøbyrden 28 % ved brug af ren smågrisegylle, mens der med gylle fra et blandet sohold, inkl. smågrise til 31 kg, er en reduktion på 25 %.
”Det er positivt, at de nye regler er fælles for hele EU og ikke kun rammer danske svineproducenter. Så på den måde bliver konkurrencekraften ikke svækket”, siger Christian Fink Hansen, sektordirektør i SEGES Svineproduktion.