Senest i sommeren 2022 vil det være forbudt at bruge medicinsk zink, som i dag bliver brugt til forebyggelse af fravænningsdiarré hos smågrise. Derfor arbejder SEGES Svineproduktion på at finde holdbare løsninger, som har samme eller måske endda bedre effekt.
”Vi forventer ikke at finde et nyt tryllepulver, som bare lige kan erstatte zink. Løsningen skal findes ved at sikre en problemfri fravænning, samt at introducere nye og gode rutiner inden for management, sundhedsstyring, foder mv.,” siger Lisbeth Shooter, som er fagchef i SEGES Svineproduktion.
Senest har SEGES Svineproduktion afsluttet en test af fire alternative fodringskoncepter fra fire leverandører hhv. Trouw Nutrition, Vitfoss, Evonik og FRAmelco. Og her er der positive takter at spore:
”To af koncepterne har klaret sig rigtig fint. Konceptet fra Trouw Nutrition gav både færre diarrétilfælde og bedre produktivitet, mens konceptet fra Vitfoss var på niveau med den gruppe, der fik medicinsk zink,” siger Lisbeth Shooter.
Dyre alternativer
Det kan dog vare noget tid, før der er reelle alternative og konkurrencedygtige løsninger til medicinsk zink. Nye tests skal afklare, hvilke kombinationer i fodersammensætningen der giver mest mening at forfølge.
”Fælles for flere af koncepterne var blandt andet et lavt indhold af protein i starten af vækstperioden, brug af organiske syrer og reduceret calciumindhold. Det er alle faktorer, som i tidligere undersøgelser har vist reduceret forekomst af diarré. I denne test var det ikke muligt at konkludere, hvilke elementer i koncepterne, der havde – eller ikke havde – effekt på produktivitet og diarré. Så det skal vi arbejde videre med,” forklarer Lisbeth Shooter.
Desværre er de to velfungerende koncepter dyre: Omkring 7 kroner ekstra per smågris – set i forhold til at bruge medicinsk zink. Ved en årlig produktion af ca. 32 mio. smågrise, svarer det til en øget omkostning på 225 mio. kr. per år.
”Så den konkurrencedygtige løsning er endnu ikke fundet. Men det er et stort skridt på vejen, og vi skal nok nå i mål. Men det kræver hårdt arbejde og fortsat fokus. Desuden skal de mulige løsninger være så gennemtestet, at der er sikkerhed for, at det fungerer generelt og bredt i alle besætninger før end, at vi i erhvervet er klar til endelig udfasning af medicinsk zink,” slutter Lisbeth Shooter.