24. september 2018

Gratis kursus: Undgå at få smitte ind i Danmark

SEGES Akademi har sammen med SEGES Svineproduktion lavet et digitalt kursus på dansk, engelsk, russisk og rumænsk til nye medarbejdere i danske svinebesætninger. Første modul handler om smittebeskyttelse.

Du kender allerede reglerne for smittebeskyttelse. Men for nye medarbejdere kan der være rigeligt at se til, når de får arbejde på en dansk bedrift. Derfor har SEGES Akademi og SEGES Svineproduktion netop lanceret et digitalt kursus, som sætter fokus på alle de ting, man bør vide, når man får arbejde på en dansk svinebedrift. Det første modul, som tager ca. 10 minutter, handler om smittebeskyttelse. Og det er mere aktuelt end nogensinde med afrikansk svinepests udbredelse i Europa.

”Med det digitale kursus har vi gjort det let forståeligt, hvad man skal gøre for at nedsætte risikoen at få sygdomme til Danmark. Blandt andet med illustration af, hvad man må og ikke må, når man har været ude at rejse. Og hvordan man sikrer korrekt indgang i stalden,” siger Dorthe Poulsgaard Frandsen, som sammen med SEGES Akademi har udviklet kurset.

Primært til udenlandske medarbejdere

Forløbet er lavet på fire sprog: Dansk, rumænsk, russisk og engelsk og henvender sig især til udenlandske medarbejdere, som ikke før har arbejdet på en svinebedrift. Udover modulet om smittebeskyttelse er der også en let forståelig gennemgang af soens cyklus, medicinhåndtering, flytning af grise og meget andet.

”En ting er den gennemgang og oplæring, man får, når man begynder sit arbejde i Danmark. Men for at være sikker på at få det hele med, er det samlet i dette e-læringsforløb. Og ellers skader gentagelse jo aldrig,” siger Dorthe Poulsgaard Frandsen.

Gratis i 2018

Hele forløbet er gratis i resten af 2018 og kan findes på akademi.seges.dk under ”Gratis kurser”.

Men for at gøre det nemmere at tage Modul 1 om smittebeskyttelse, som er højaktuelt netop nu, kan du finde modulet uden at logge ind, her:

Dansk
Engelsk
Rumænsk
Ukrainsk/russisk