24. oktober 2018

Dansk landbrug har et lavt antibiotikaforbrug

Danmark har det absolut laveste antibiotikaforbrug i husdyrproduktionen, når vi sammenligner os med de øvrige europæiske lande, der har en stor griseproduktion. Det viser en ny rapport fra Det Europæiske Lægemiddelagentur.

Rapporten, der sammenligner 30 europæiske landes forbrug i perioden 2010-2016, viser, at danske landmænd har reduceret antibiotikaforbruget i husdyrproduktionen. Antibiotikaforbruget er reduceret med hele 14 procent i perioden, når vi ser på milligram anvendt per kilo produceret dyr.

”Sammenligner vi de ti lande i Europa, der har den største griseproduktion, så er Danmark helt i front,” siger Erik Larsen, formanden for Landbrug & Fødevarer Svineproduktion og fortsætter:

”De danske landmænd har over en lang årrække været dygtige til at sænke forbruget af antibiotika til deres grise. Samtidig har vi et meget lavt forbrug af kritisk vigtige antibiotikatyper. Det skyldes ikke mindst et øget fokus og en målrettet indsats fra de danske griseproducenter og dyrlægerne."

Salg af antibiotika (mg aktivt stof) til alle produktionsdyr i de 10 europæiske lande med størst griseproduktion* i perioden 2010 til 2016, beregnet som mg antibiotika per kg produceret dyr (population correction unit) er vist opdelt per land. Kilde: ESVAC-rapporten 2016, udgivet 16. oktober 2018. *Få lande offentliggør deres antibiotikaforbrug specifikt til grise, hvorfor disse tal udgør det mest sammenlignelige grundlag til rådighed.

Stor forskel på Nord- og Sydeuropa

Generelt har landene i Nordeuropa et lavere antibiotikaforbrug til husdyr end kollegaerne sydpå. Sådan lyder det fra Nicolai Rosager Weber, specialkonsulent og dyrlæge hos SEGES Svineproduktion:

”Det har meget at sige, hvilke driftsgrene, der fylder. Et land som Norge, der har en stor lakse-produktion, bruger helt naturligt meget lidt antibiotika. Men når vi ser på de lande, der har en stor griseproduktion, så tegner der sig også et tydeligt mønster; Jo nærmere nord desto lavere et forbrug per produceret kilo dyr,” siger Nicolai Rosager Weber.

Han fortæller, at det i høj grad skyldes en tidlig og effektiv indsats blandt landenes fødevareproducenter i eksempelvis Danmark og Holland kombineret med en mere restriktiv antibiotikapolitik i Norden.

Udviklingen fortsætter

VetStat, det officielle register over medicinforbruget til danske dyr, viser, at antibiotikaforbruget til grise fortsat falder i Danmark.

”Forbruget målt i antal brugte doser til produktionen af en gris fra fødsel til slagtning er faldet med yderligere 6 procent i første halvår af 2018 sammenlignet med første halvår af 2017,” siger Nicolai Rosager Weber.

”Der er god grund til at være stolt, men vi er ikke i mål. Griseproducenterne fortsætter arbejdet i staldene, ligesom vi også forsker i, hvordan vi kan reducere antibiotikaforbruget og samtidig udfase medicinsk zink,” afslutter Erik Larsen.

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret om dansk griseproduktion og Noteringen. Modtag nyhedsbrevet hver torsdag. Udfyld e-mail, navn og arbejdsplads/virksomhed.

Når du tilmelder dig, vil du modtage en e-mail med et bekræftelseslink. Du modtager først nyhedsbrevet, når du har bekræftet din tilmelding.

* Skal udfyldes

Dit samtykke til at modtage det ugentlige nyhedsbrev kan du til enhver tid tilbagekalde ved at afmelde dig nyhedsbrevet eller kontakte os på gris@lf.dk.

Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris behandler dine personoplysninger som beskrevet i Landbrug & Fødevarers privatlivspolitik.