Fra næste år kommer en række tiltag, som skal reducere antallet af halekuperinger i danske grisestalde. Sådan lyder meldingen fra Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen i en pressemeddelelse udsendt her til morgen.
Hos SEGES Svineproduktion kommer meldingen fra ministeriet ikke som nogen overraskelse. Og netop hele haler er da også et punkt i den nye strategi for Landbrug & Fødevarer Svineproduktion. Blandt andet bliver det et DANISH-krav, at der skal foreligge skriftlig dokumentation før evt. halekupering.
”Som jeg fortalte på årets Svinekongres, er et af vores fokusområder at få flere hele haler i den danske produktion. Vi er lige nu i gang med at udvikle et risikovurderingsværktøj, som skal gøre det nemmere for producenterne at vurdere, om der er behov for halekupering i besætningen. For nogle gange ér det en nødvendighed. Halebidte grise er nemlig ikke god dyrevelfærd,” fortæller sektordirektør i SEGES Svineproduktion, Christian Fink Hansen.
Derudover har SEGES Svineproduktion flere forsøg, som skal afdække mulighederne for at nedsætte risikoen for halebid, i gang. Og SEGES Svineproduktion har oprettet et netværk for griseproducenter, som i dag producerer grise med hele haler under det statslige dyrevelfærdsmærke. Det skal sikre vidensdeling og erfaringsudveksling blandt producenterne.
Vi skal have pres på EU
I processen omkring stramningerne som er meldt ud i dag, er SEGES Svineproduktion blevet hørt for at få sat faglige perspektiver på arbejdet.
”Det er glædeligt, at vi denne gang har siddet med ved bordet. Hvis vi ikke som branche viser velvilje, havde de kommende stramninger højst sandsynligt set anderledes ud,” siger Christian Fink Hansen.
Skriftlig dokumentation af hvor mange grise man har halekuperet bliver altså et lovkrav fra 1. januar 2019 – og er derfor også med i DANISH Produktstandard fra årsskiftet. Nu håber Christian Fink Hansen, at Miljø- og fødevareministeren også vil lægge pres på EU for at stramningerne udbredes i samme omfang til andre medlemslande. Der er nemlig tale om EU-regler, og det er afgørende, at opgaven med at reducere behovet for halekupering sker i et fælles europæisk perspektiv, for det er ikke en opgave danske griseproducenter kan løfte alene siger Christian Fink Hansen.