"Vi glæder os over, at man ikke pålægger erhvervet nye gebyrer. Når det så er sagt, så er der tale om markante stramninger, som vil betyde mere bøvl og øget læssetid - og dermed flere omkostninger," siger Per Olsen, veterinærpolitisk chef hos Landbrug & Fødevarer og fortsætter.
"Vi står ikke med armene i vejret, men vi ved, at der tidligere i forløbet havde samlet sig et flertal uden om regeringen, hvor oppositionen og DF ønskede 100 procents kontrol. Set i dét lys, har ministeren landet en aftale, der kunne have været meget værre."
Fødevarestyrelsen vil kontrollere mere end hver 10. af alle transporter, som fører grise ud af Danmark. Der skal i sidste halvår af 2019 udføres 250 indladningskontroller om måneden. I dag er der planlagt under 10 månedlige indladningskontroller i samme periode. Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.
"For os er det afgørende, at kontrollen bliver så risikobaseret som overhovedet muligt. Der skal fokuseres benhårdt på de steder, hvor man har en mistanke om problemer med overholdelse af reglerne. Og så skal alle andre generes så lidt som muligt," siger Per Olsen.
"Det er til gengæld positivt, at aftalen tager et endeligt opgør med klippekortet og den konkurrenceforvridende situation, som klippekortsordningen har skabt overfor danske chauffører. Det vil bidrage til at fastholde dygtige og erfarne danske chauffører i erhvervet – også til fordel for dyrevelfærden," afslutter han.
Med aftalen får dyrlægerne i aktionsperioden på tre måneder 50 procent mere tid til at kontrollere hver gris inden transporten ud af Danmark. Ifølge Miljø- og Fødevareministeriet er det muligt for landmænd og transportører, der overholder reglerne, at vende tilbage til den normale kontroltid efter aktionsperioden.