I 2018 blev det besluttet, at kontrollen med biler, der kommer til de DANISH-godkendte rengørings- og desinfektionspladser, skulle øges. Og denne indsats ser ud til at bære frugt.
”Vi kan se en stigning i andelen af afviste biler fra godt 3 %, inden vi fik vores første medarbejder ansat i august 2018, til godt 8% i dag, hvor vi har fire SEGES-medarbejdere til at syne de lastbiler, der krydser grænsen fra Tyskland til Danmark,” siger Asger Kjær Nielsen, som er kvalitetschef for DANISH-ordningen. Han understreger, at samarbejdet med vaskehallerne er altafgørende for den samlede effekt af arbejdet i DANISH Transportstandard.
Ren eller retur
Når en lastbil ankommer til Danmark fra udlandet, skal den ifølge EU-lovgivningen være vasket og desinficeret. I Danmark har branchen tilbage i 2011 besluttet, at lastbilerne skal have endnu en udvendig vask og desinfektion og indvendig desinfektion. Inden denne ekstra vask og desinfektion bliver lastbilerne synet af personalet i vaskehallerne og nu også SEGES-personale, for at sikre at de er rene ved ankomst. Hvis ikke de er rene, bliver lastbilerne afvist og sendt retur til omvask, hvor de kom fra.
”Vi må erkende, at det ikke er de mest optimale betingelser, vaskehalspersonalet har, når de selv syner bilerne og samtidig vasker og desinficerer i gennemsnit 75 biler om dagen,” siger Asger Kjær Nielsen.
Derfor besluttede styregruppen bag DANISH Transportstandard sammen med Landbrug & Fødevare Svineproduktion i 2018 at supplere vaskehalspersonalets indsats med i første omgang fire SEGES-medarbejdere på de to DANISH-godkendte rengørings- og desinfektionspladser i Padborg, der udelukkende fokuserer på at kontrollere, om lastbiler der kommer fra udlandet, er rengjort og desinficeret efter EU-forskrifterne.
En tilfreds formand
De foreløbige opgørelser over andelen af lastbiler, der bliver afvist ved vaskehallerne, viser med tydelighed, at det har en rigtig god effekt at sætte ind med yderligere mandskab ved et forsyn.
”Det er ikke en helt billig løsning at vaske og desinficere i omegnen af 27.000 lastbiler om året, som tilfældet er med arbejdet i DANISH Transportstandard, så jeg er meget tilfreds med, at det har så tydelig en effekt, at vi har tilført ordningen ekstra ressourcer. På den måde kan vi få stoppet alle de beskidte biler, der krydser grænsen,” siger formand Erik Larsen, Landbrug & Fødevare Svineproduktion.
Asger Kjær Nielsen har en forventning om, at der snart vil ske et fald i andelen af afviste biler, idet det snart vil være kendt i hele Europa, at der er specialiseret personale, der sikrer, at der ikke kommer biler til vaskehallerne, som ikke er ordentlig rengjorte ved ankomsten til Danmark.