Foderindholdet har været under lup hos Jeppe Haubjergs svineproduktion. Poltene skal bygge mere rygspæk på.
I Jeppe Haubjergs svineproduktion er der stort fokus på at give søerne de bedste rammer for at blive gode malkere.
Derfor har Jeppe Haubjerg i samarbejde med Thomas Sønderby Bruun, som er specialkonsulent i foder til svin, udarbejdet en plan for, hvordan poltene skal opbygge mere rygspæk inden løbning. Det gør han, fordi han er en del af SEGES-projektet Barometerbesætninger, som har stort fokus på at flytte viden ud på staldgangen.
"Vi har valgt at være med i Barometerbesætninger, fordi vi ved, hvor meget det flytter vores besætning og effektivitet at være med i de her projekter. Vi skal optimere den fodring, vi er i gang med. Og det skulle gerne mønte ud i, at vi får en so med en bedre pasningsevne," siger Jeppe Haubjerg.
Vejen til et øget spæklag går gennem mere fedt i foderet. Derfor får de tre gange om dagen tildelt et tilskud med mere fedt i. Uden fodertilskuddet omdanner poltene foderet til muskler i stedet for.
"Når vi modtager vores polte, starter vi dem op på almindeligt diegivende foder. Så har de for lidt rygspæk på. Derfor har vi været inde og kigge på, hvordan vi får fodret, så de får et øget spæklag," siger Jeppe Haubjerg.
Erfaringerne med den øgede mængde fedt i foderet er ikke entydige endnu. Men Jeppe Haubjerg er fortrøstningsfuld. Resultaterne skal nok vise sig.
"Vi har kun kørt med det her i tre uger, så det er relativt nyt for os. Jeg er helt sikker på, at vi kommer til at se en øget effekt af det her om en måned eller to. Så skal vi nok se en øget mængde rygspæk," siger Jeppe Haubjerg.