16. september 2019

Rettidig omhu for udfasning af medicinsk zink

SEGES Svineproduktion har i flere år haft fokus på at minimere forbruget af medicinsk zink med henblik på at finde alternative løsninger senest i 2022, når et forbud træder i kraft.

I juni 2017 vedtog EU-Kommissionen at brug af medicinsk zink til fravænnede grise skal udfases senest juni 2022. Men allerede i 2016 lancerede SEGES Svineproduktion en handlingsplan med syv konkrete tiltag med det formål at finde løsninger til at nedbringe brugen af zink.

Alle initiativer fra handlingsplanen er gennemført og forbruget er siden 2016 faldet 136 tons zink/år.

”Det er selvfølgelig vigtigt, at vi som erhverv tager initiativ til at reducere brugen af hensyn til miljøet. Derfor er det selvfølgelig glædeligt, at vi allerede har reduceret zinkforbruget en del. Men vi arbejder naturligvis videre – og senest i 2022, hvor medicinsk zink bliver taget af markedet – skal vi have fundet løsninger – der sikrer en god fravænning uden at velfærden påvirkes negativt i form af øget forekomst af diarré og anden sygdom,” siger Christian Fink Hansen, sektordirektør i SEGES Svineproduktion.

Fortsætter arbejdet

I forlængelse af Handlingsplan 1 med at reducere zinkforbruget, blev Handlingsplan 2 lanceret sidste år. Her er 12 konkrete tiltag, som dels skal sikre et yderlig fald i det generelle zinkforbrug ligesom den skal give konkrete bud på, hvordan brug af medicinsk zink kan udfases.

Udover en række forsøg med alternativer til medicinsk zink afholdt SEGES Svineproduktion i juni måned ”Zero Zinc Summit”, som samlede eksperter fra 33 forskellige lande til over to dage at dele deres viden og erfaring. Konferencen har givet yderligere spor, der kan arbejdes videre med i forhold til at finde brugbare alternativer. Men det kommer til at tage tid.

”Som jeg tidligere har sagt, er der ikke noget ”quick fix”. Men jeg tror på, at vi inden forbuddet træder i kraft i 2022 har en række anbefalinger til danske svineproducenter, som reducerer risikoen for udbrud af fravænningsdiarré – når der ikke længere må bruges medicinsk zink,” siger Christian Fink Hansen.

Indholdet af zink i en ren smågrisegylle falder 71 %, når der ikke længere må tildeles medicinsk zink. Det betyder, at der fra 2022 generelt forventes udbragt ca. 1 kg zink/ha, uafhængig af om det er gødning fra so-, smågrise- eller slagtegrisehold.

Bemærk at hvis en landmand ønsker at anvende et strøelsesprodukt, som har indhold af zink mm., så kræver det i henhold til miljøbeskyttelsesloven en særlig tilladelse fra kommunen. Det er altså landmanden selv, der står til ansvar for, at tilladelsen til at bruge strøprodukter med zink er på plads.

Kan opnå tilnærmet balance

I august publicerede Aarhus Universitet en rapport, med en miljømæssig vurdering af zink-omsætningen på arealer, som over en årrække har fået tildelt gylle med et højt zinkindhold.

Årligt optager planterne 300-500 g zink/ha, som bortfjernes ved høst af afgrøderne. Desuden sker en ældningsproces på op til 400-500 g zink/år, hvor zink bindes i nogle komplekse metalliske strukturer, som gør at zinken ikke længere er et tilgængeligt plantenæringsstof. Derudover er i korte perioder – i forbindelse med jord-behandling + eventuelt gylleudbringning – målt relativ høje zinkkoncentration i drænvand, mens der i resten af året måles meget lave koncentrationer i drænvand.

”Når medicinsk zink er udfaset i senest 2022, forventer vi, at der på arealerne årligt tildeles ca. 1 kg zink/ha. Dermed tror vi på, at vi kan opnå en tilnærmet balance i forhold til koncentration i jorden, når man tager højde for ældningsfaktor og planternes optagelse,” slutter Christian Fink Hansen.

 

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret om dansk griseproduktion og Noteringen. Modtag nyhedsbrevet hver torsdag. Udfyld e-mail, navn og arbejdsplads/virksomhed.

Når du tilmelder dig, vil du modtage en e-mail med et bekræftelseslink. Du modtager først nyhedsbrevet, når du har bekræftet din tilmelding.

* Skal udfyldes

Dit samtykke til at modtage det ugentlige nyhedsbrev kan du til enhver tid tilbagekalde ved at afmelde dig nyhedsbrevet eller kontakte os på gris@lf.dk.

Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris behandler dine personoplysninger som beskrevet i Landbrug & Fødevarers privatlivspolitik.