Der er både økonomisk og miljømæssig gevinst i at kunne nedsætte tildeling af mineralsk fosfor. Og netop dette er muligt ved at have høj dosering af fytase.
SEGES Svineproduktion har netop gennemført en afprøvning med slagtesvin, hvor det er vist, at man ved at tilsætte høj dosis af fytase kan nedsætte tildelingen af mineralsk fosfor. Og resultaterne er lovende.
”Det er højaktuel, ny viden. Vi har ganske enkelt ikke kunnet se en forskel på vores kontrolfoder og blandingen med lavt fosforindhold,” siger svineproducent Lasse Eriksen, som har været en af to forsøgsværter.
Samme melding kommer fra afprøvningens anden forsøgsvært, Martin Andreasen:
”Jeg har ikke oplevet, at grisene har været påvirket af den høje fytasetildeling og lavere tildeling af mineralsk fosfor,” siger han.
Og det er positivt nyt. Ved at begrænse brugen af mineralsk fosfor er der nemlig både en økonomisk og miljømæssig gevinst:
”Guleroden er, at vi kan påvise, at vi ikke udleder så meget fosfor. Og dermed kan vi få lov til at bruge mere husdyrgødning på vores marker,” siger Martin Andreasen.
Du kan høre meget mere om afprøvningen i videoen her, hvor du kan møde både Lasse Eriksen og Martin Andreassen. Meddelelsen om afprøvningen bliver publiceret i løbet af efteråret.