Ulempen ved traditionelle foderkasser
Tørfodring af diegivende søer har i mange år været produktionssikkert at anvende. En ulempe ved traditionelle foderkasser er mulighederne for justering, og de daglige justeringer som kræver enten justering fra gangen, eller at man er oppe at skrue på den enkelte foderkasse.
Tilsvarende kræver det, at man går ind i stien for at lukke for foderet ved f.eks. en syg so.
Flere af disse argumenter bruges, når vådfodring af diegivende søer fremhæves som arbejdstidsbesparende – til gengæld er her ofte øgede omkostninger til f.eks. syretilsætning, vask af rørstrenge med mellemrum samt tidsforbrug til vask af fodertanke.
Snegl giver mindre mængder fodring
De senere år er der flere danske griseproducenter der har investeret i computerstyrede tørfodringsanlæg til farestalden – i disse anlæg er der monteret en lille snegl i bunden af volumenkassen, og denne snegl muliggør udfodring af meget små mængder af foderet ad gangen.
Flere besætningsejere har gode erfaringer med anlæg af denne type, og bemærker at det er muligt at fodre søerne så langsomt, at de ved alle fodringer er oppe at stå i 10-20 minutter – og flere besætninger anvender helt op til 7-9 fodringer pr. døgn.