21. november 2014

Meddelelse Nr. 1015

Mavesundhed hos polte

Mavesundheden er statistisk sikkert bedst på løbetidspunktet, når poltene har fået mellemgroft formalet melfoder fra 30 kg og frem til løbning ved cirka 140 kg.

En afprøvning, hvor fire kombinationer af foderstruktur til polte blev undersøgt, viste, at anvendelse af mellemgroft formalet melfoder i hele perioden fra 30 til cirka 140 kg gav den bedste mavesundhed på løbetidspunktet, mens anvendelse af pelleteret foder i samme periode gav den dårligste mavesundhed. Hvis man vælger at skifte foder ved cirka 100 kg, er den bedste løsning at tildele pelleteret foder fra 30 til 100 kg og derefter mellemgroft formalet foder fra 100 kg til løbning. Den omvendte løsning gav en statistisk sikkert dårligere mavesundhed på løbetidspunktet, men mavesundheden var stadig bedre end hos de polte, der var fodret med pelleteret foder i hele perioden.

Disse resultater gælder, når polte er fodret efter ædelyst frem til cirka 60 kg og derefter restriktivt med 2,5 FEsv pr. dag frem til løbetidspunktet ved cirka 140 kg.

Afprøvningen viste således, at polte bør fodres med mellemgroft formalet melfoder fra 30 kg og frem til løbning for at få den bedste mavesundhed. Den næstbedste løsning i forhold til mavesundhed er at give poltene melfoder fra cirka 100 kg og frem til løbning.

Download

Læs hele Meddelelse nr. 1015

 



Institution: Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Gunner Sørensen

Udgivet: 21. november 2014

Dyregruppe: Polte

Fagområde: Ernæring