Myrosionase er det enzym, der spalter glucosinolaterne til bl.a. sennepsolie, hvis tilstedeværelse i rapsskrå er en medvirkende årsag til, at skråen ikke kan anvendes i større mængde til svinefoder. Normalt bliver myrosionasen inaktiveret ved en varmeproces umiddelbart før olieudvindingen fra frøene, og der er således her allerede ved tørringen sket en forbedring af produktet. Udover inaktivering af myrosionasen er også enzymet lipase delvis nedbrudt. Lipasen er et enzym, der spalter frøets olie til bl.a. frie fedtsyrer, der må fjernes under en senere raffineringsproces. Forsøg har vist, at dannelsen af disse frie fedtsyrer er mindre under lagring af tromletørret raps end ved lagring af raps tørret på et traditionelt gennemløbstørreri.
Den eneste negative effekt, der er konstateret ved tromletørringsforsøgene, er en forøgelse af rapsens peroxidtal. Dette tal er et udtryk for oliens harskhed. Hvor stor betydning dette har er dog uvist, men det skønnes ikke at have nogen afgørende betydning for tørremetodens anvendelighed.
Rensning som foran nævnt giver urenheder problemer ved tørring på gennemløbstørrerier, og man ma derfor foretage en forrensning før tørring. Dette er ikke nødvendigt ved tromletørring, idet der ikke er nogen risiko for tilstopning. Samtidig sker der ved selve tørringen en vis form for luftseparation, saledes at den tørrede raps fra tromletørreriet indeholder færre urenheder end råvaren.
Fler-strenget system
Tromletørreriet har ved korntørring især sin berettigelse ved meget våde partier, dvs. korn med et vandindhold på over 20-22 pct. Ved raps gælder det samme, men her vil en meget større procentdel af den tørrede mængde have et højt vandindhold. ( 20 pct. vand i raps svarer til ca. 33 pct. vand i korn på grund af olieindholdet i rapsen).
Det ideelle tørringssystem kan være et tre-strenget kornmodtagelsessystem bestående af:
a.
Beluftningelager.
b.
Gennemløbstørreri.
c.
Tromletørringsanlæg.
Beluftningslageret anvendes til kornpartier med op til 17 pct. vand, gennemløbstørreriet anvendes til korn med et vandindhold fra 17-18 og op til 20-22 pct., mens tromletørringsanlægget anvendes til korn med over 20-22 pct. vand samt til raps. Et sådant system vil kunne klare spidsbelastninger og giver mulighed for hurtig modtagelse og lagring af både korn og raps.
Baggrund
Er vejret tørt, kan meget korn lagres uden tørring, og man undgår den ekstra, økonomiske belastning, som en nedtørrrng medfører.
Anderledes stiller det sig for raps, der på grund af sit høje indhold af olie, som ikke indeholder vand, må tørres længere ned end korn for at være lagerfast. I Canada, hvor der dyrkes meget raps, har man i nogle områder et klima, der muliggør lagring af raps uden tørring, men her i landet er tørringen en nødvendighed for at fa en sikker lagring.
Tørring af raps er hidtil foregået på traditionelle korntørrerier, hvilket mange steder har givet problemer. De problemer, der især har været ved rapstørring, er: kapacitetsproblemer, medrivning af rapsfrøene og brande i tørrerierne. Årsagerne til disse problemer er:
- Der skal fjernes meget vand fra rapsen, hvorved et givet tørreris kapacitet nedsættes.
- Da rapsfrø er forholdsvis små, rives de let ud af tørreriet med tørreluften. Dette betyder, at man må nedsætte tørreluftsmængden, hvorved også kapaciteten nedsættes.
- Urenheder i rapsen stopper tørreriets udmadningssystem, således at man får en ophobning af raps i tørreriet og en øget brandrisiko.
Nogle af disse ulemper kan elimineres ved ombygning af tørreriet med f.eks. specielle plader, der forhindrer medrivning af frøene, og ved at foretage en forrensning af rapsen før tørreriet. Man kan derimod ikke forhindre en kapacitetsnedgang på grund af den store mængde vand, der skal fjernes fra frøene. Konsekvenserne af disse uheldige tørringsbetingelser er, at man får en ophobning af våd raps og en deraf følgende forringelse af kvaliteten. Der vil hurtigt påbegyndes en biologisk nedbrydning i våd, urenset raps. Dette medfører temperaturstigning, mugdannelse, dannelse af frie fedtsyrer mm. Et typisk kendetegn for raps, der har ligget under ovennævnte forhold, er lugten. Rapsen får en karakteristisk, syrlig lugt, der ganske vist næsten forsvinder ved tørringen, men den forringelse af kvaliteten, der er sket, følger frøene til de oparbejdede produkter, skrå (kager) og olie.
Det kan saledes slas fast, at ønsker man en god kvalitet af både skrå og olie, må der allerede sættes ind ved tørringen, som må ske straks efter tærskningen.
Kilde:
Meddelelse nr. 3, 1981. Bioteknologisk Institut, Holdbergsvej 10, 6000 Kolding. Tlf. 75520433