Dyrkning af ærter til modenhed har et ret begrænset omfang. Arealet af kogeærter var ifølge  Danmarks Statistik på: 1740 ha i 1976 og 2450 ha i 1979.

Ifølge Braneheudvalget for Frø var arealet af markærter, hvilket omfatter både koge- og foderærter, 3167 ha i 1979, mens det var faldet med ca. en tredjedel til 1954 ha i 1980. I 1981 skønnes arealet også at være på ca. 2000 ha. Dyrknrngen af ærter sker på baggrund af EF's markedsordning for ærter og bønner til foderbrug, hvor ærterne gennem tilskud gøres konkurrencedygtige med de råvarer, de skal substituere. Støtten er pr. 31. juli 1981 kr. 63,12 pr. 100 kg.

Landmanden er sikret en minimumspris på kr. 193,78 pr. hkg i høsten 1981 på basis af 14 pct. vand og 3 pct. urenheder. Hvis der fra denne pris trækkes støttebeløbet, fås en nettopris til foderstoffabrik på kr. 130,66 pr. hkg.

Ved ærtedyrkning oprettes der en kontrakt mellem landmand og foderstoffirma. Foderstoffirmaets interesse for ærtedyrknrng har derfor stor indflydelse på dyrkningsomfanget. Dette er sandaynligvis årsagen til, at der kun er 2-3 firmaer, der arbejder med ærter.

Ærter har ligesom raps en god forfrugtvirkning (ca. 10 pct. merudbytte i efterfølgende kornafgrøde) og antages af nogle at være en vekselafgrøde, som vil kunne fä en noget større udbredelse. Fra praksis vides, at skimmelangreb for de nuværende sorter er det største problem. Systemsprøjtning kan hjælpe noget, men indtil ærteplanten får en opret vækst (forædling mod nye sorter), vil bekæmpelse stadig være vanskelig. Ft andet problem er, at ærter i fugtige år kan indeholde 30-40 pct. vand ved høst. Omkostningen ved nedtørring til lagerfasthed (15 pct. vand) redueerer i fugtige år landmandens økonomiske udbytte så stærkt, at interessen for dyckning af ærter svækkes.

Ærterne har størst berettigelse som vekselafgrøde på god kornjord. Med hensyn til dækningsbidrag kan etsædskifte med ærter konkurrere med ensidig bygdyrkning, mens et sædskifte med raps kan give 10 pct. større dækningsbidrag (Sørensen og Parsby, 1981).

Sædekifte:

God korn jord
1.	Byg-byg-byg-byg	100
2.	Raps-byg-byg-byg	110
3.	Ærter-byg-byg-byg	100
4.	Hvede-byg-byg-byg	105
5.	Raps-byg-ærter-byg	103
6.	Raps-hvede-byg-byg	116
7.	Raps-byg-ærter-hvede	115

Mindre god kornjord
1.	Byg-byg-byg-byg	100
2.	Raps-byg-byg-byg	137
3.	Kartofler-byg-byg-byg	139
4.	Rug-byg-byg-byg	103
5.	Raps-byg-kartofler-byg	155
6.	Raps-byg-byg-rug	133
7.	Raps-rug-kartofler-byg	134

Dyrkningsteknisk volder ærterne ikke store problemer. De har den store fordel fremfor hestebønner, at de er modne i første halvdel af august, ofte nogenlunde samtidig med kornhøsten. Ved Statens Forsøgsvæsen er der igangsat forsøg, hvor raps, rybs, ærter og hestebønner sammenlignes dels dyrkningsmæssigt, dels i fordøjeligheds- og fodringsforsøg. Forsøgene, der startede i 1979, er treårige og således ikke afsluttet på nuværende tidspunkt.

Sorter

Ærteplanten er en bælgplante. Den dyrkes i de tempererede og subtropiske områder, f.eks. Indien, USA, USSR, Holland, Belgien, Frankrig, Canada, Argentina, Australien og Skandinavien.

Til modenhed dyrkes koge- og foderærter. Kogeærter har hvide blomster og gule til hvide frø, mens foderærter har rød-violette blomster og ujævne, gråbrune eller marmorerede frø. Kogeærterne har som regel et lidt lavere indhold af glucosider og tanniner end foderærterne, men indholdet af disse stoffer varierer mellem de forskellige sorter og høstår. Grundet dette er der mest interesse for dyrkning af kogeærter til foderbrug. Disse kaldes i øvrigt også gule ærter.

Sammensætning

Modne, uafskallede ærters sammensætning angives typisk at være:
Råprotein	14,0 pct.
Råfedt	21,5 pct.
N-fri ekstr.	55,2 pct.
Træstof	5,2 pct.
Aske	2,9 pct.

Proteinet består hovedsagelig af albuminer samt globuer og er rigt på lysin. Indholdet af de svovlholdige aminosyrer methionin, cystein og tryptofan er lavt, hvilket medfører en ret lav biologisk værdi (48 pct. ), såfremt ærter opfodres alene. I foderblandinger supplerer bygprotein og ærteprotein derimod hinanden udmærket .

De N-fri ekstraktstoffer består hovedsagelig af stivelse og ca. 2 pct. sukker.

Råfedtet har et jodtal pa 108, men da ærter kun indeholder ca. 1 pct., er bidraget til en blandings jodtalsprodukt kun ringe, og blandinger med stort indhold af ærter giver derfor fast spæk hos svin og hårdt smør hos køer. I fedtet er indholdet af oliesyre dominerende.

Uønskede stoffer

Garvesyre, glucosider Ærter indeholder en del garvesyre og glucosider. I gennemenit af fire analyser udført på Bioteknisk Institut i 1970 for Statens Husdyrbrugsforsøg (Hansen og Wulff, 7972) fandtes der, angivet i pct. af tørstof, ca. 0,5 pct. garvesyre i sorten Flavanda (kogeært), mens garvesyreindholdet i foderærter af sorten Trifolium Elite 1 var ca. I, 3 pct.

Indholdet af bläsyredannende glucosider var nogenlunde pa samme niveau i de to ærtesorter. Trypsin-inhibitor Ærter angives også at indeholde trypsin-inhibitorer. Indholdet er dog meget lavere end i sojabønner. Indhold i ærter opgives af Hove og King ( 7979) at være mellem 0,7 og 3,5 mg/kg mod 26,3 mg/kg for sojabønner. Efter kogning i 1 time havde ærterne ingen inhibitor-aktivitet, I affedtet sojabønnemel var trypsin-inhibitorindholdet 0,8 mg/kg.

Andre vækstinhibitorer Kienholz et al. (1962) omtaler et stof, som nedsætter tilgængelighed af Zn til kyllinger. Autoklavering af ærterne eliminerede behovet for Zn-tilskud. Tilskud af Zn var kun en tredjedel så effektivt som autoklavering. Dette forklares ved forekomsten af en vækstinhibitor.

Reference
-	Goatcher, W. D. and McGinnis, J., 1972: Influenee of beans, peas and lentils as dietary ingredients on the growth responce of chicks to antibiotic and methionine supplementation of the diet. Poultry Science 51: 440443.
-	Hansen, V., 1970: Stigende mængder ærter i færdige foderblandinger. Forsøgslaboratoriets årbog: 39-52.
-	Hansen, V. og Wulff, J., 7971: Afskallede ærter. Forsøgslab. årbog, Statens Husdyrbrugsforsøg: 93-100.
-	Hansen, V. og Wulff, J., 1982: Ærter som foder til slagterisvin. Afskallede ærter og afskallede hestebønner. Beretning nr. 397 fra Forsøgslaboratoriet, Statens Husdyrbrugsforsøg. 47 sider, København.
-	Hove, E. J. og King, S., 1979: Trypsin inhibitor contents of lupin seeds and other grain legumes. New Zee]and Journal of Agr. Res. 22,1: 41-42.
-	Huyphebaert, G. , de Graote, D. og Moermans, R. J., 1978: Field peas as an alternative source of protein in rations for table poultry. Revue de L'. Agriculture 41,4: 675-686.
-	Kienholz, E.W., Jensen, L.S. og McGinnis, J., 7962: Evidence for chick growth inhibitors in several legume seeds. Poultry Sci. 41: 367.
-	Korelski, J., Rys, R., Kuchta, M., 7974: Seeds of field beans, field peas and lupins as the main source of protein in feeds for broilers. Acta Agraria et Silvestria, Zootechnica 14,2: 57-70.
-	Linnemann, F. et al., 1975: Ærter til drægtige og diegivende søer. Medd. nr. 27 fra Statens Husdyrbrugsforsøg. 4 sider, København.
-	Olssan, B. og Lindell, L., 1975: Studier över utfodringen av ärter till mjölkkör. Inst. for husdjurenes utfodring och värd, afd. 3, Lantbrukshögskolan, Uppsala (steneil)
-	Olson, A.C. et al., 1975: Problems in the digestibility of dry beans. Protein Nutritional Quality of Foods and Feeds, part 2: 551-563.
-	Reddy, S, J. et al., 1979: Methionine content and availability in varities and breeding lines of peas for chicks. Poultry Sci. 58: 376-381.
-	Rowland, G. G. and Drew, B. M., 1975: Fababean production in Saskatchewan field beans /production management. Nr. 263, 3 sider, Saskatoon, Canada.
-	Rundgren, M., 1978: Jämförelse mellan Kökärt och foderärt til slaktsvin. Sveriges Lantbruksuniversitet. Forsöksledarmötet, Uppsala, 7 sider.
-	Sørensen, J.B. og Parsby, M., 1981: Raps' anvendelse - produktion - økonomi. Medd. nr. 33 fra Jordbrugsøkonomisk Institut. 33 sider, ill. København.
-	Öster, A. og ThamPe, S., 1978: Forsök med ärter till mjölkkör. Sveriges Lantbruksuniversitet. Forsöksledarmötet, 1978, Uppsala. 7 sider.
-	- 1981: Ærter til modenhed er en god afgrøde. Landsbladet, juli 1981, 14/15: 32-33.

Meddelelse nr. 4, 1981. Bioteknologisk Institut, Holdbergsvej 10, 6000 Kolding. Tlf. 75520433