Varmebehandling og toastning af foderstoffer i tromletørreri

Ved at forklistre stivelsen i byg kan der opnås en forøgelse af byggens værdi som foder. Forklistring udføres med flere forskellige processer, hvoraf de senest udviklede er mikronisering og ekstrudering. Disse processer er imidlertid så omkostningskrævende, at de ikke i dag anvendes i større målestok ved foderproduktion. Tromletørreriet har med sin virkemåde en del tilfælles med både ekstrudering og mikronisering, og det er derfor nærliggende at anvende tromletørreriet til forklistring af korn.

Ved at overføre en større del af varmeenergien med infrarøde stråler opnås stor opvarmningshastighed og hermed en effektiv popning med forklistring til følge. Der er i efteråret 1983 udført i alt 18 forklistringsforsøg på Bioteknisk Instituts tromletørreri, som var påmonteret en specielt fremstillet strålingsfremmende ovn. En del af byggen blev før forsøgene opfugtet. Vandindholdet var 14,5, 17,6, 20,6, 23,4 og 24,1 pct. Ovntemperaturen blev under forsøgene holdt på ca. 800 °C, mens kornets temperatur ud af tromlen blev varieret mellem 130 og °C.

De opnåede resultater viser forklistringsgrader på over 90 pct., hvilket er opnået uden nævneværdig nedgang i indholdet af tilgængeligt lysin.

Højt vandindhold i råvaren, høj temperatur på korn ud af tromlen samt en valsning af det varme korn giver en høj grad af forklistring. Behandlingen giver imidlertid forringelse af fedtkvaliteten. Derfor bør behandlet byg enten anvendes uden mellemliggende lagring eller tilsættes antioxiderende stoffer.

Metoden bør have muligheder ved fremstilling af råvarer til smågrisefoder, minkfoder, fiskefoder mm. Endvidere vil forklistret korn med fordel kunne anvendes som "fedtbærer", idet de poppede korn kan indeholde store mængder af fedt.

Baggrund

Det er velkendt, at korns værdi som foder til enkelte enmavede dyr øges, hvis kornets stivelse forklistres. Stivelsen forefindes normalt i byg som regelmæssige, runde korn. I dyrets fordøjelsessystem nedbrydes stivelsen enzymatisk til lettere nedbrydelige sukkerstoffer. Sker denne nedbrydning ikke tilstrækkelig hurtigt, får dyret ikke det fulde udbytte af stivelsen. Dette sker især hos dyr med kort fordøjelsessystem, som rovdyr (mink, katte, hunde o.l.) eller unge dyr, f.eks. smågrise og kalve, der endnu ikke har udviklet de voksne dyrs fordøjelsessystem. Forskellige tekniske processer er i tidens løb blev anvendt til forklistring, og de senest udviklede processer er ekstrudering og mikronisering. Ved ekstrudering udsættes stivelsen kortvarigt for højt tryk og høj temperatur i en snegl omgivet af kappe. Ekstrudering benævnes ofte en HTST-proces. Energien, som nødvendigvis må tilføres, for at temperaturen kan opnås, tilføres i ekstruderen som mekanisk energi, og det betyder, at metoden er dyr. Ekstruderingsteknikken er i første omgang udviklet til brug inden for levnedsmiddelindustrien, hvor ekstruderens evne til at formgive produkter udnyttes.

Mikronisering er ligesom ekstrudering en HTST-proces, hvor produktet påvirkes med et højt tryk og høj temperatur i kort tid, blot er der her tale om en trykpåvirkning inde fra kernen og ikke som ved ekstruderen en påvirkning udefra. Varmen tilføres ved hjælp af infrarøde stråler, der sikrer en hurtig opvarmning.

Tromletørringen har med sin virkemåde en del lighed med de to forannævnte processer, og denne lighed har ført til, at der på Bioteknisk Instituts tromletørringsanlæg er udført en række forklistringsforsøg med byg i efteråret 1983. Forsøgene er udført på et modificeret anlæg, idet anlægget er ombygget, så processen mest mulig ligner de to forannævnte processer; dog med bevarelse af tromletørreriets egne fordele.

Kilde:

Meddelelse nr. 4, 1983. Bioteknologisk Institut, Holdbergsvej 10, 6000 Kolding. Tlf. 75520433