"Rheologiske egenskaber" omfatter det, der i daglig tale indgår i begrebet konsistens, dvs. let- eller sejtflydende, klæbrig, elastisk eller uelastisk osv.

For komponenter, der indgår i foderblandinger til husdyr, er disse egenskaber af væsentlig  betydning, fordi de bl.a. har indvirkning på dyrenes ædelyst, på foderets transporterbarhed gennem  fordøjelseskanalen og på effektiviteten af fordøjelsesprocessen.

Husdyrene skal af økonomiske grunde helst udnytte foderets optagelige næringsbestanddele

1. så fuldstændigt som muligt for at minimere udgiften til foder,
2. så hurtigt som muligt for at fä udnyttet investeringer og arbejdskraft bedst muligt,
3. så effektivt som muligt for at undgå sygdomme i fordøjelseskanalen.

Den altovervejende del af foderkomponenterne til husdyr er plantemateriale. Dette består af protein, fedt og stivelse, som dyrene i deres tarmkanal kan omsætte ved hjælp af egne fordøjelsesenzymer, og af forskelligt andet materiale, som dyrene kun kan udnytte ved hjælp af de mikroorganismer, de huser i deres tarm.

For enmavede dyrs optimale udnyttelse af fedt-, stivelses- og proteinandelen i foderet er disse bestanddeles lettilgængelighed for enzymatisk påvirkning af afgørende betydning. Ingen af de tre næringskomponenter kan optages gennem tarmkanalen uden enzymatisk spaltning, og det er vigtigt, at både nedbrydning og optagelse sker i størst muligt omfang, for foderet forlader tyndtarmsafsnittet. Grunden hertil er, at tabet af værdifulde næringsbestanddele ved snyltervirksomhed fra mikroorganismer, "der spiser med", normalt er af ringe betydning i dette tarmefsnit.

Forholdet bliver et ganske andet i de sidste dele af tarmkanalen - blind- og tyktarmsafsnittene. I sidstnævnte findes en stor bestand af mikroorganismer, der lever af, hvad der måtte komme dertil af udnytteligt materiale. De udnytter for det første den del af den letomsættelige næring (protein, fedt og stivelse), som dyrets fordøjelsesenzymer af forskellige grunde ikke har fået omsat. For det andet udnytter de den del af foderkomponenterne, som mikroorganismerne er specielt udstyret med  enzymer til at kunne klare nedbrydningen af, dvs. de opblødelige dele af skal- og cellevægsmaterialet.

Ifølge Spiller og Cates ( 1978) er resultatet af bakteriernes omsætning af kulhydrater under anaerobe forhold, som de findes i tarmkanalen, nogenlunde således: ca. 30 pct. af C-atomerne findes i produceret bakteriemasse, ca. 50 pct. af C-atomerne findes i gæringsbiproduRter, fortrinsvis eddike-, propion- og smørsyre etc. og ca. 20 pct. af C-atomerne findes i CO2 og methan.

Den i blind- og tyktarm dannede bakteriemasse kan ikke udnyttes af værtsdyret, og energien heri går tabt sammen med energien i den dannede methan.

De dannede flygtige, fede syrer kan optages gennem tarmvæggen og give dyret et energitilskud. Størrelsen af dette tilskud afhænger af, i hvor høj grad cellevægsbestanddele er tilgængelige for mikroorganismerne, hvad der kan variere meget med plantens alder etc.

Proteinstoffer, der i uudnyttet tilstand (f.eks. fordi de findes i planteceller med intakte cellevægge) kommer ned i blind- og tyktarm, bliver også omsat, når mikroorganismernes enzymer har nedbrudt cellevæggene.

Ifølge Just (1987) får dyret dog ikke nogen nytte heraf. Mikroorganismerne synes at omsætte overskydende protein til ammoniak og lavere kvælstofforbindelser, inden der sker nogen optagelse gennem dyrets tarmvæg, og disse forbindelser kan dyret ikke udnytte. Denne antagelse støttes af forsøg, der viste, at kvælstoffet i protein og aminosyrer, infuseret i blindtarmen på grise, blev udskilt igen som urinstof gennem nyrerne.

Det fremgår af det foranstående, at omsætning i blind- og tyktarm af de komponenter, der kunne omsættes i mave og tyndtarm, giver en meget ringe foderudnyttelse. Omsætningen af de for enmavede dyr utilgængelige skal- og cellevægsbestanddele gennem bakterievirksomhed er derfor en forudsætning for, at dyret overhovedet kan få nogen nytte af dem ernæringsmæssigt. Energioptagelsen i form af kortkædede, fede syrer fra omsatte "træstofbestanddele", dvs. de hemicelluloser etc., der indgår i NFE i foderstofanalysen, medgår dog for en stor del til øgede energiudgifter i form af en større mængde fordøjelsessekreter, udskilt i fæces.

Just (1981) anfører, at produktion af fordøjelsessekreter varierer ligefremt med mængden af fodertørstof, og at skal- og cellevægsbestanddelene kræver samme mængdemæssige energiudgift som omsætningen af stivelse, protein og fedt.

De omtalte forhold skal tages i betragtning, når prisen for et foderemne i forhold til dets anvendelse skal vurderes, især når det er enmavede dyr, der skal bruge foderet. Stærkt "træstof "-holdige foderemner har drøvtyggerne betydeligt bedre forudsætninger for at udnytte. De har indrettet omsætningen via mikroorganismer i vommen. Ved på denne måde at låne mikroorganismernes fordøjelsesenzymer får de en betydelig mere effektiv fordøjelsesmekanisme end de enmavede dyr. De kan, når den mikrobielle omsætning sker på dette tidlige tidspunkt, nå at optage de dannede gæringsprodukter fuldstændigt og kan desuden i stort omfang fordøje og udnytte de producerede mikroorganismer.

Tilgængeligheden og optageligheden af de letomsættelige næringsbestanddele i foder af plantemateriale er påvirket af flere forhold. Skal- og cellevægsbestanddelene kan influere ved at spærre for fordøjelsesenzymernes adgang til celleindholdet, hvad der kan klares, hvis formaling og tygning er effektiv nok. Cellevægsbestanddelene øver desuden indflydelse ved deres evne til at optage vand og gøre tarmindholdet mere eller mindre tyktflydende.

Disse konsistensinfluerende egenskaber ved visse foderkomponenter, og de deraf følgende virkninger på fordøjelse og næringsoptagelse, vil blive yderligere diskuteret i det følgende.

Kilde:

Beretning nr. 109, 1983. Bioteknologisk Institut, Holdbergsvej 10, 6000 Kolding. Tlf. 75520433