1. februar 1984

Meddelelse Nr. 8403

NIR-analyser - en vej til bedre driftskontrol

Nærværende publikation er særtryk af en artikelserie om NIR, som i sidste halvdel af 1983 og begyndelsen af 1984 blev bragt i Grovvarelederen. Artikelserien giver en generel orientering om selve NIR-princippet og dets anvendelsesmuligheder.
Omfattende - og fortsat voksende - kendskab til husdyrenes næringsstofbehov muliggør en stadig bedre udnyttelse af foderstoffer - og dermed en stadig mere effektiv husdyrproduktion. Udnyttelse af de meget omfattende forskningsresultater på fodringsområdet forudsætter dog nøje styring og kontrol af foderstofproduktionens processer såvel som kontrol af råvarer og færdigvarer.

Sideløbende med, at kendskabet til dyrenes næringsstofbehov er øget, har en stadig stigende analyseaktivitet derfor kunnet noteres. På de forskellige analysetekniske områder er der sket princip - og apparatudvikling, der mere eller mindre tilgodeser behovet for at få hyppige og hurtige analyseresultater i hænde - et behov, der især er gældende, når resultaterne skal anvendes til direkte reguleringstekniske formål.

På det analysetekniske område, der i foderproduktionsmæssig henseende må betragtes som nøgleområdet (bestemmelse af råprotein, råfedt, vand, træstof og energi), hedder nyskabelsen NIR-nærinfrarød refleksion.

Siden fremkomsten af NIR-teknikken har flere konstellationer inden for grovvaresektoren gjort forsøg på udnyttelse heraf. Hidtil har forsøgenes resultater været nedslående, og sektoren har derfor i dag en todelt indstilling til NIR. På den ene side indses de store fordele, princippet byder på - og på den anden side afskrækker de erfaringer, kolleger i branchen har gjort. En sådan situation giver let adgang for misforståelser og mytedannelser i opfattelsen af NIR, og det er som en følge heraf, at denne publikation udgives.

På Bioteknisk Instituts afdeling for foderstofteknologi har NIR-teknikken gennem flere år været genstand for detaljerede undersøgelser. Forsøgene på området indledtes således i 1979. Gennem hele perioden frem til i dag har forsøgene primært vedrørt anvendelse af NIR til analyse på færdige foderblandinger.

Instituttets erfaringer med NIR-teknikken er så lovende, at der for den kommende femårs periode er planlagt et meget omfattende projekt vedrørende anvendelse af NIR til online-styring af foderstofproduktion.

Nærværende publikation er særtryk af en artikelserie om NIR, som i sidste halvdel af 1983 og begyndelsen af 1984 blev bragt i Grovvarelederen. Artikelserien giver en generel orientering om selve NIR-princippet og dets anvendelsesmuligheder, og den repræsenterer et reelt forsøg på at belyse princippets stærke såvel som svage sider.

Kilde:

Særtryk af artikelserie, 1984. Bioteknologisk Institut, Holdbergsvej 10, 6000 Kolding. Tlf. 75520433


Institution: Bioteknologisk Institut

Forfatter: Ejner Paaske

Udgivet: 1. februar 1984

Fagområde: Ernæring, Analysemetode