1. oktober 1984

Meddelelse Nr. 8407

Ochratoksin i byg - fordeling og muligheder for afgiftning ved rensning og afskalning

I forsøg med foderets sundhedsmæssige kvalitet er det undersøgt, om det er praktisk muligt at foretage en afgiftning med mekanisk frasortering af urenheder og skaller. Forudsætningen er, at ochratoksin er koncentreret i de ydre dele af kernerne

Sammendrag

I forbindelse med forsøg vedrørende foderets sundhedsmæssige kvalitet er det undersøgt, om det er praktisk muligt at foretage en afgiftning med mekanisk frasortering af urenheder og skaller. Forudsætningen er, at ochratoksin er koncentreret i de ydre dele af kernerne.

orsøgsmaterialet er begrænset til to bygprøver. Ochratoksinindholdet var henholdsvis 0,7 og 7,0 mg/kg. De to prøver blev først renset effektivt på en vindsigte, som gav tre fraktioner - støv og skaller, små lette kerner og renvare. Renvaren blev derefter afskallet og poleret på en vertikal afskaller hos Schule GmbH i Hamborg (se figur 1). Den blev kørt gennem afskalleren to gange, således at renvaren blev separeret i tre fraktioner - to skalfraktioner og polerede kerner. Hver prøve blev således delt i fem fraktioner, som alle blev analyseret for ochratoksin.

Tabel 1 viser indhold af ochratoksin i de enkelte frarensninger. Desuden er angivet mængden af resterende renvare i pct. af den oprindelige råvaremængde, samt den tilsvarende rest af ochratoksin i pct. af den oprindelige mængde i råvaren. Resultaterne viser, at selv en kraftig rensning, hvor også små, lette kerner frarenses, kun fjerner ca. 17 pct. af ochratoksinet. Koncentrationen af ochratoksin var dog betydeligt højere i frarensningen end i renvaren.


Tabel 1.

Effekt af rensning og afskalning på indholdet af Ochratoksin i byg

 

 

Byg 6

 

Byg 11

 

Renvare

Ochratoksin

Renvare

Ochratoksin

 

% af
råvare

i frarensning
mg/kg

i renvare;
% af total

% af råvare

i frarensning mg/kg

i renvare,
% af total

Råvare

100,0

0,7

100,0

100,0

7,0

100,0

Støv og løse skaller

96,3

3,7

86,9

97,8

20,6

92,0

Små kerner

92,2

1,0

83,0

96,4

34,4

83,5

1. afskalning

81,7

3,7

45,8

72,8

16,5

14,8

2. afskalning

77,1

4,1

27,6

69,4

11,0

8,2

Polerede kerner

-

0,3

-

-

0,7

-

De to bygprøver var meget forskellige. Byg 6 var ret normal af udseende og havde hårde, pæne kerner, mens kernerne i byg 11 var svampede og porøse. Den mekaniske behandling i afskalleren fjernede derfor mere materiale fra byg 11 end fra byg 6. Efter første afskalning var kernerne i begge prøver dog stadig gullige mens de efter anden afskalning var næsten hvide. Både skal og aleuronceller (proteinrigt, gul-brunt cellelag under skallen) var fjernet.

Analyseresultaterne viser tydeligt, at ochratoksinet er koncentreret i de ydre lag af kernerne. Figur 2 viser effekten af rensning og afskalning på restmængden af ochratoksin i de to bygprøver. Den viser for begge prøver, at over 90 pct. af ochratoksinet kan fjernes ved afskalning og fraseparation af 30 pct. af byggen. Dette resultat er i god overensstemmelse med tidligere undersøgelser (Szebiotko m.fl., 1980), som angiver, at 70-90 pct. af ochratoksin i byg kan fjernes ved polering af kernerne.

Procesomkostningerne vil dog sandsynligvis være for store til, at afgiftning af byg ved afskalning og polering vil være økonomisk attraktiv. Desuden vil restkoncentrationen af ochratoksin i den polerede byg ofte blive højere end acceptabelt i svinefoder. Bygpartier med ochratoksin kan sikkert med større fordel anvendes som en mindre del af foderet til fede kvæg. Ochratoksin A omdannes i vommen til det langt mindre giftige ochratoksin alfa og skader tilsyneladende ikke dyrene.

Reference

-

Szebiotho, K. m.fl., 1980: Investigations on methods of detoxification of food and feed products containing mycotoxins (ochratoxins). Final technical report, Division of food biochemistry and technology, Department of agricultural and food technology, Agricultural University of Poznan, Poland. 98 sider, ill.


Kilde:

Meddelelse nr. 3 og 4, 1984. Bioteknologisk Institut, Holdbergsvej 10, 6000 Kolding. Tlf. 75520433


Institution: Bioteknologisk Institut

Forfatter: E.E. Jacobsen

Udgivet: 1. oktober 1984

Fagområde: Ernæring