1. september 1999

Grøn Viden - Husdyrbrug Nr. 11

Afdækning af åbninger fra stier til udearealer i slagtesvinestalde

Undersøgelsen viste, at afdækning af åbninger mellem stier og udeareal med tophængte gummi- eller plaststrimler medfører træk i stierne, fordi afdækningen blafrer meget, når vinden blæser ind mod bygningen.

Undersøgelsen har vist, at afdækning af åbninger mellem stier og udeareal med tophængte gummi- eller plaststrimler medfører træk i stierne, fordi afdækningen blafrer meget, når vinden blæser ind mod bygningen. Især ved væggen, hvori åbningen er anbragt, er der stor risiko for træk, fordi strimlerne presser vinden ud langs med væggen. Denne risiko kan reduceres væsentligt ved i stedet at anvende to sidehængte gummiplader, der overlapper hinanden med 5 cm og fastgøres med klemlister til åbningens sider. Herved kan luften ikke slippe ind langs med væggen, og overlapningen hindrer, at vindtrykket åbner afdækningen.

Baggrund

I intensivt drevne stalde er der ofte et højt indhold af støv og forskellige gasarter, der kan påvirke både dyrs og menneskers sundhed. Dette har resulteret i en stigende interesse for åbne stalde, hvor der er rigeligt med frisk luft, og hvor indretningen kan udformes med henblik på forbedret dyrevelfærd.

Ved produktion af økologiske slagtesvin er det i øvrigt et krav, at grisene skal opstaldes med adgang til udearealer.

Denne Grøn Viden omhandler hovedsagelig trækforholdene i stierne, når der anvendes forskellige metoder til afdækning af åbninger mellem stien og udearealet.

Gennem de seneste 20-25 år er svineproduktionen blevet stærkt intensiveret og rationaliseret, og der er udviklet stalde, hvor der produceres svin med en høj daglig tilvækst og et lavt foderforbrug. Arbejdsforbruget i disse stalde er ofte reduceret til kun at omfatte tilsyn, takket være indsatsen af mange forskellige tekniske hjælpemidler så som automatiske fodringsanlæg og ventilationsanlæg samt fuldspaltegulve.

Udviklingen har givet anledning til en stigende kritik fra forbruger- og dyreværnsside på grund af grisenes manglende muligheder for at udføre deres normale adfærd.

Adgang fra stierne til det fri kan have en positiv indflydelse på både dyrevelfærd og arbejdsmiljø, men afhængig af staldens beliggenhed medfører åbningerne en risiko for træk i stierne med fare for en uheldig indflydelse på grisenes sundhed og dermed deres produktionsevne. Derfor er det ofte nødvendigt at afdække åbningerne på en måde, som

  • hindrer træk i stierne
  • giver dyrene uhindret adgang til inde- og udearealerne
  • er holdbare over for dyrenes påvirkninger.

Undersøgelse af forskellige udformninger af afdækninger

Undersøgelse af forskellige afdækningers betydning for træk i stierne blev foretaget i Forskningscenter Bygholms luftfysiske laboratorium, hvor trækforholdene i stierne blev bestemt under ensartede forhold.

I et af forsøgsrummene blev der lavet en 80 cm høj og 50 cm bred åbning i væggen, svarende til de åbninger, der anvendes i DJF´s økologiske slagtesvinestalde. Med et hul på denne størrelse kan en udsugningsventilator i forsøgsrummet skabe en trykforskel mellem ude og inde på 15 Pa, svarende til en vindhastighed på ca. 5 m/s ind gennem åbningen, når vinden står vinkelret på ydermuren.

I en halvcirkel med en radius på 2 m fra hullet blev der anbragt 9 lufthastighedsfølere til måling af den maksimale lufthastighed 0-20 cm over gulvet. På grundlag af disse målinger er der foretaget en karakterisering af følgende afdækningers indflydelse på lufthastigheden i rummet:

  • fri åbning, dvs. ingen afdækning
  • åbning dækket med tophængte, klare plaststrimler
  • åbning dækket med tophængt gummiplade, skåret i to strimler
  • åbning dækket med tophængt, udelt gummiplade
  • åbning dækket med to sidehængte gummiplader

Resultater

På figurerne ses afdækningens udformning, og diagrammer viser de maksimale lufthastigheder 2 m inde i rummet og 0-20 cm over gulvet, når der blev anvendt en trykforskel mellem inde og ude på henholdsvis 15 Pa og 4 Pa, svarende til en vindhastighed på ca. 5 m/s og ca. 2,5 m/s.


Figur 1. Fri åbning, ingen form for afdækning

Fri åbning

Ved en trykforskel på 15 Pa medfører den frie åbning en luftstråle ind i rummet, hvor lufthastigheden ud for åbningens midte er 2,3 m/s, faldende til næsten 0 m/s ved ydermuren, hvori åbningen findes.


Figur 2. Åbning dækket af tophængte, 2 mm klare plaststrimler på 20 cm i bredden. Afdækningen er opsat
med to lag forskudt for hinanden, så samlingen mellem to strimler dækkes. Der kan monteres enkelt eller
dobbelt afdækning, opsat på hen­holdsvis væggens indvendige side eller både ind- og udvendige side

Tophængte plaststrimler

Ved afdækning af åbningen med tophængte plaststrimler på væggens indvendige side, falder lufthastigheden ud for åbningen til ca. 1 m/s. Til gengæld presser plaststrimlerne luften ud langs med væggen, så der her frembringes lufthastigheder på ca. 3 m/s. Anbringes der også plaststrimler på væggens udvendige side, bremses luften yderligere, så den næsten er 0 m/s ud for åbningen, men der slipper stadig luft ind langs med væggen, så der frembringes lufthastigheder på knap 1 m/s. 


Figur 3. Åbning dækket af en tophængt, 7 mm lærredsarmeret gummiplade, skåret op i to strimler, som
hver har en bredde på 25 cm

Tophængt todelt gummiplade

For en tophængt 2-delt gummiplade er lufthastigheden ca. 0,5 m/s ud for åbningen og ca. 2 m/s langs med væggen. Sammenlignet med et enkelt lag af plaststrimler, er lufthastigheden i rummet således lavere med denne afdækning, hvilket formodentlig skyldes gummiets større vægt og stivhed, der medfører en større modstand over for lufttrykket.


Figur 4. Åbning dækket af en tophængt, 7 mm lærredsarmeret, udelt gummiplade

Tophængt udelt gummiplade

Anvendes en udelt, tophængt gummiplade i åbningen, er lufthastigheden ud for åbningen ca. 0,8 m/s, men gummipladen presser luften ud langs med væggen, hvor der opstår lufthastigheder på ca. 2,5 m/s.


Figur 5. Åbning dækket af to sidehængte, 7 mm lærredsarmerede gummiplader, som overlapper hinanden
med 5 cm. Gummipladerne fastgøres med klemlister til åbningens sider

Sidehængte gummiplader

Afdækning af åbningen med to sidehængte gummiplader med 5 cm overlapning på midten, medfører lufthastigheder på næsten 0 m/s både ud for åbningen og langs med væggen.


Praktiske undersøgelser af forskellige afdækninger

I et økologisk slagtesvineprojekt på Forskningscenter Bygholm undersøges bl.a. adgangsveje til udearealer. Der er adgang til udearealer i 3 forskellige stalde, som er indrettet med stier til henholdsvis dybstrøelse, delvis spaltegulv og delvis dybstrøelse. I alle 3 stalde er åbningerne til udearealerne 80 cm høje og 50 cm brede, og i dybstrøelsesstalden er der anvendt 4 forskellige udformninger af det materiale, som dækker åbningerne, svarende til de viste udformninger i figurerne 2, 3, 4 og 5.

Erfaringerne fra de praktiske undersøgelser har vist:

  • at tophængte afdækninger blafrer meget, når vinden blæser ind på bygningen, hvorved der er risiko for træk ind i stierne
  • at den sidehængte afdækning (figur 5) er væsentlig mere stabil og mindre påvirket af vindtrykket. Afdækningen er selvlukkende, men ligger der gødning i åbningen, kan lukningen hindres. Det har dog ikke givet anledning til større problemer, fordi grisenes trafik ind og ud gennem åbningen hurtigt fjerner eventuel gødning
  • at de forskellige afdækningsmetoder ikke har nogen indflydelse på antallet af grise, der anvender udearealet. Det viser optællinger af grise på udearealet på forskellige tidspunkter i opfedningsperioden
  • at ved en bredere åbning end de her anvendte 50 cm, bør der anvendes gummiplader med en større stivhed.

******

Grøn Viden indeholder informationer fra Danmarks JordbrugsForskning.

Grøn Viden udkommer i en mark-, en husdyr- og en havebrugsserie, der alle henvender sig til konsulenter og interesserede jordbrugere. Abonnement tegnes hos Danmarks JordbrugsForskning Forskningscenter Foulum Postboks 50, 8830 Tjele Tlf. 89 99 10 10 / www.agrsci.dk

Prisen for 1999: Markbrugsserien kr. 100, husdyrbrugsserien kr. 100 og havebrugsserien kr. 125.

Anders Correll (ansvarshavende redaktør)
ISSN 0903-0719


Institution: Danmarks JordbrugsForskning

Forfatter: Finn Møller, Svend Morsing, Lene Andersen

Udgivet: 1. september 1999

Dyregruppe: Slagtesvin

Fagområde: Stalde og Produktionssystemer