Grovfoder til svin, hvad er det? Forslag til definition

At definere grovfoder

Traditionelt har foderstofferne været inddelt i "grovfoder" og "kraftfoder", uden at der er formuleret en præcis definition for denne ruppering. Da grovfoder primært har været anvendt til drøvtyggere, har træstofindholdet oftest været det foretrukne lassifikationskriterium, hvor grovfoder indeholder mere og kraftfoder mindre end 18% træstof (Crampton, 1956).

Imidlertid er denne inddeling ikke fyldestgørende, idet træstofrige (eller fiberrige) produkter i den nuværende praksis i svineproduktion kun er en delmængde af grovfoder. Friske afgrøder (f.eks. rodfrugter), visse ensilagetyper og våde biprodukter vil falde udenfor klassificeringen. Ikke desto mindre indeholder disse produkter, en relativ lille mængde næringsstoffer pr. vægtenhed og må derfor betragtes som grovfoder. Det kan derfor være mere hensigtsmæssigt at betragte grovfoder som "næringstynde" produkter, hvor vand og/eller fibre er en overvejende bestanddel. Ud fra et ernæringsmæssigt synspunkt kunne et defineret maksimum indhold af FEs/kg foder være et mere anvendeligt kriterium, selv om det ville indebære, at en del flere foderstoffer end hidtil ville blive betegnet som grovfoder.

Skal FEs indholdet imidlertid indgå som et kriterium, er det vigtigt at erindre, at det ved vurdering af grovfoder er nødvendigt, i væsentlig højere grad end ved vurdering af fodermidler i almindelighed, at skelne mellem voksende og udvoksede svin på grund af den generelt lave ernæringsmæssige værdi af grovfoder. Udvoksede svin har en større blind- og tyktarm og fodringsintensiteten er typisk betydelig lavere (drægtige søer, orner) end hos voksende svin, hvilket tilsammen betyder en større forgæringskapacitet hos de ældre dyr (Fernández et al., 1986) og dermed også en større energiudnyttelse. Da der findes flere informationer om foderværdien hos slagtesvin end hos søer, er det mest formålstjenligt på nuværende tidspunkt at vælge slagtesvin som modeldyr.

Forslag til karakterisering

Fremgangsmåden har efterfølgende været, at samle alle tilgængelige informationer vedrørende den kemiske sammensætning samt foderværdien (FEs til slagtesvin pr. kg foder, undtagelser - FEs til søer - er mærket med 1) af foderstoffer med forventede grovfoderegenskaber eller som traditionelt er blevet opfattet som grovfoder. Datamaterialet stammer hovedsageligt fra forsøg gennemført ved DJF suppleret med udvalgte eksempler fra foderoptimeringsprogrammerne AgroSoftWin-Opti og Bedriftløsning-Svin.

 

Materialet i tabel 1 og 2 tjener udelukkende som illustration af de forskellige typer foderstoffer med grovfoderlignende egenskaber, som kan findes i den praktiske svineproduktion. Materialet er derfor ikke tiltænkt anvendt som en fodermiddeltabel.

Vådt eller tørt grovfoder

Emnerne blev klassificeret efter forskellige kriterier i henhold til deres indhold af forskellige kemiske fraktioner eller foderværdi. På denne måde blev det klart, at ingen af disse variabler alene var i stand til at definere emnerne som gruppe. Hvorimod det ved at anvende indholdet af tørstof, råpro-tein, træstof og FEs samtidig, var muligt at opnå en systematisk gruppering. Som det fremgår af tabel 1 og 2, kan grovfoderemnerne inddeles i 2 overordnede grupper i henhold til tørstofindholdet. I det her tilfælde, er der arbitrært valgt 60% tørstof som grænse for at inkludere ensilerede afgrøder med ekstraordinær højt tørstofindhold.

Vådt grovfoder

I tabel 1 er vist en række foderstoffer med et tørstofindhold mindre end 60%. Det fremgår klart, at tørstofindholdet er et særdeles godt kriterium for at definere grovfoderemner. Valget af 60% tørstof som øvre grænse giver tilstrækkeligt spillerum til at inkludere andre emner end de, som er indeholdt i tabel 1. Derudover er det nødvendigt at indrage træstofindholdet for at ekskludere foderstoffer af animalsk oprindelse (f.eks. biprodukter fra fiskeindustrien, slagterier og mejerier). Mange af eksemplerne i tabel 1 er afrundede gennemsnit af varianter af samme foderstof, f.eks. ensilage af blandede afgrøder (byg-ært, kløvergræs, m.fl.) med varierende botanisk sammensætning og vegetativt stade. Tørt grovfoder Karakterisering af grovfoderemner med tørstofindhold højere end 60%, er meget vanskeligere end tilfældet er med våde produkter. Som det fremgår af tabel 2, er det nødvendigt at anvende flere kriterier samtidig for at opnå en (næsten) entydig klassificering. Selv om træstofindholdet er negativt korreleret til FEs indholdet, er denne relation ikke entydig nok til, at man kan nøjes med én egenskab. Dertil kommer, at råproteinindholdet må begrænses til 24% for at udelukke visse vegetabilske proteinkilder.

Selv ved anvendelse af alle 3 kriterier samtidig, giver det ikke en fuld tilfredsstillende grænsedragning mellem grovfoderemner og andre foderstoffer, som antydet af det farvede område i tabel 2. Dette forhold er i og for sig ganske naturligt, alene af den grund at foderstofferne i almindelighed kan udvise store variationer fra parti til parti, illustreret i dette tilfælde ved havre, palmekage og hvedeklid. Derudover ville disse kriterier udelukke nogle tørrede biprodukter (sukkerroeaffald, citrusog kartoffelkvas), der traditionelt opfattes som grovfoder.

Andre kriterier til karakterisering af grovfoder

Andre kemiske fraktioner kunne i teorien være mere velegnede som grovfoder-karakteristik end de ovenfor nævnte. Især er alternativerne til træstofanalysen interessante. Indragelsen af NDF og/ eller ADF analyser medførte imidlertid ikke nogen forbedring. Den samme konklusion blev opnået ved undersøgelse af et meget begrænset antal observationer af total fibre samt opløselige og uopløselige fibre.

Ved in vitro analyser kan man nu bestemme total fordøjelighed af organisk stof i aktuelle foderstofpartier (EFOS) og ved en lignende analyse kan man opnå et skøn over den mængde organisk stof som er fordøjet ved enden af tyndtarmen. Ved at kombinere disse resultater kan man beskrive kvantitativt den mængde organisk stof som er fordøjet enzymatisk (ileal fordøjelighed) og den mængde, som er forgæret i blind- og tyktarmen. Sidstnævnte egenskab er specielt interessant, når det drejer sig om grovfoder, idet den er direkte relateret til mikrofloraens aktivitet. Det blev derfor undersøgt hvorvidt forgærbarheden af organisk stof (total fordøjelighed - ileal fordøjelighed i % af total fordøjelighed), eller mængden af ufordøjet organisk stof ved enden af ileum (UOSILEUM) i diverse fodermidler, kunne anvendes som kriterium for at identificere grovfoderemner.

I tabel 3 er der vist en række foderstoffer ordnet efter stigende forgærbarhed. Det ses først og fremmest, at grovfoderemner med tilnærmet samme energiindhold (eksempelvis majsklid og sukkerroeaffald) ligger i hver sin ende af skalaen, hvilket betyder at forgærbarheden (eller UOSILEUM) som sådan ikke er en speciel egnet karakteristik af grovfoder. Mange andre fodermidler vil falde indenfor denne skala, selv om fodermidler med et proteinindhold over 24% vil blive udelukket.

I det foregående er det forsøgt at beskrive grovfoderemnerne ved deres kemiske sammensætning. Imidlertid var de valgte kemiske fraktioner ikke direkte relateret til de ønskede egenskaber ved grovfoder. Det var dog muligt, ved inddragelsen af tørstof-, råprotein-, træstof- og FEs-indholdet at opnå en rimelig afsondring af grovfoderemnerne fra andre foderstoffer.

En overordnet gruppering i vådt og tørt grovfoder med en grænseværdi på 60%, se tabel 4, viste, at den førstnævnte gruppe (A) bliver tilstrækkeligt entydig ved samtidig inklusion af et min. træstofindhold på 2% i tørstoffet. Den anden gruppe (B) derimod, bliver selv ved inddragelsen af 3 variabler samtidig (råprotein-, træstof- og FEs-indhold for slagtesvin) ikke klart adskilt fra de øvrige fodermidler (som indikeret af det farvede område i tabel 2). Foderværdien af foderstofferne er ganske vist forskellig mellem dyrekategorier (slagtesvin eller søer), men dette spiller ikke nogen rolle for definitionen. Det foreslås derfor at anvende FEs (FEs i nyt fodervurderingssystem) til slagtesvin som kriterium.

I lyset af bemærkningerne ovenfor, kan man diskutere, hvorvidt det overhovedet er muligt at opnå en mere entydig grænse, især på grund af fodermidlernes naturlige variation. Alternativerne her er, enten at definere navngivne fodermidler som værende/ikke værende grovfoder eller at tage grænserne, som skitseret i tabel 4, bogstaveligt og tillade partier fra samme foderstof, men med forskelligt kemisk indhold at være indenfor henholdsvis udenfor grovfodergruppen.

Grøn Viden indeholder informationer fra Danmarks JordbrugsForskning.

Grøn Viden udkommer i en mark-, en husdyr- og en havebrugsserie, der alle henvender sig til konsulenter og interesserede jordbrugere. Abonnement tegnes hos Danmarks JordbrugsForskning Forskningscenter Foulum Postboks 50, 8830 Tjele Tlf. 89 99 10 10 / www.agrsci.dk

Prisen for 2002: Markbrugsserien kr. 225, husdyrbrugsserien og havebrugsserien kr. 125.

Michael Laustsen (ansv. red.)
Anders Correll (redaktør)
Layout: Ulla Nielsen
Tryk: Rounborgs grafiske hus
ISSN 1397-9868