Fordøjeligheden af fosfor i foderfosfater

Der kan være store variationer i fordøjeligheden af fosfor fra forskellige kilder. I forsøg ved Afdeling for Ernæring er svinenes udnyttelse af fosfor i almindeligt anvendte foderfosfater blevet bestemt.

Forsøget viser, at der er forskel på, hvor godt grise kan fordøje og dermed udnytte det fosfor, der findes i forskellige foderfosfater og at foderfosfaternes biologiske værdi derfor varierer.

Et af målene i moderne svinefodring er at forbedre udnyttelsen af den samlede mængde fosfor i foderblandingerne. Dette forudsætter, at den enkelte landmand har mulighed for at vælge en fosforkilde med høj fosforfordøjelighed, og dermed at fordøjeligheden i de enkelte fosforkilder kendes.

Det, at fordøjeligheden af fosfor ikke er ens for alle foderfosfater, betyder, at den enkelte landmand eller foderfabrik gennem valget af foderfosfat påvirker omfanget af udledningen af ufordøjeligt fosfor.

Samtidig er der produktionsøkonomiske fordele ved en mere nøjagtig fosfortildeling. Disse er dog ikke behandlet i denne undersøgelse.

Gentagelse af regressionsforsøget med nye partier af foderfosfater viser generelt samme resultat som i den første undersøgelse. Dette tyder på robusthed i metoden.

Fosfors rolle i svinefodringen

Fosfor er et livsvigtigt mineral for både dyr, mennesker og planter. Hos svinet spiller fosfor bl.a. en central rolle for knoglernes styrke. Omkring 75% af fosforet i en svinekrop er således bundet i knoglerne. De sidste 25% indgår i en lang række andre biologiske sammenhænge: Energiomsætning, cellemembraner, celledeling mv.

Da fosfor er så vigtig for livsfunktionerne, har normerne hidtil givet en vis overforsyning. Forsøg på Foulum har således vist, at slagtesvin typisk kun udnytter omkring 35% af foderets indhold af fosfor. De resterende 65% udskilles med gødning og urin. Både af miljømæssige og produktionsøkonomiske årsager er det interessant at øge udnyttelsen af fosfor.

Nødvendigt at kende fordøjeligheden

I den forbindelse er det nødvendigt at kende tilgængeligheden af fosfor - ikke alene i foderet, men også i de fosforkilder, der bruges, når foderets fosforindhold er for lille til at dække grisenes behov. Flere undersøgelser har vist, at fosforfordøjeligheden varierer for de forskellige fosfatkilder.

I et forsøg på Foulum blev det således vist, at der var store forskelle i grisenes mulighed for at udnytte fosfor i forskellige kommercielle fosforkilder. I forsøget blev nettoabsorption, aflejring og udnyttelsen af fosfor undersøgt i kødbenmel samt i syv foderfosfater, som alle fandtes på det danske marked. Resultaterne viste, at fordøjeligheden af fosfor varierede fra 79% ned til 50%.

Målet med et nyt forsøg var derfor at bestemme fosforfordøjeligheden i 4 andre foderfosfater. De 4 fosfater var BOLIFOR DCP fra Kemira i Fredericia, BOLIFOR DCP fra Kemira i Helsingborg, BOLIFOR MCP 17,5 og BOLIFOR MCP 22,7 fra Kemira i Finland. Foderfosfaterne blev alle leveret af Kemira Danmark A/S. BOLIFOR MCP 17,5 og DCP indgik også i det tidligere forsøg med foderfosfater, men det var nye partier, der blev undersøgt i det aktuelle forsøg. Forsøget havde derfor til formål at give værdier for fosfors fordøjelighed i nye typer og undersøge reproducerbarheden i tidligere undersøgte typer.

Forsøgsbeskrivelse

Forsøget blev gennemført som 4 delforsøg - ét for hver fosforkilde. I forsøget anvendtes et grundfoder, der blev sammensat, således at indholdet af fosfor og calcium var lavt. Grundfoderets indhold af alle øvrige næringsstoffer opfyldte, som det er vist i tabel 1, gældende danske normer.

Tabel 1. Grundfoderets procentvise sammensætning

I hvert delforsøg anvendtes 6 kuld à 5 sogrise, og i hvert delforsøg fik grisene inden for kuld stigende tilskud af den undersøgte fosforkilde. Ved tilsætning af de enkelte kilder blev calciumindholdet justeret ved hjælp af kridt til 6 g/kg foder, uanset fosforniveau. Fosfortildelingen blev tilstræbt primært at ligge inden for det doseringsområde, hvor fosforaflejringen var stigende.

Grisene indgik i forsøget ved en vægt på omkring 40 kg og blev opstaldet i opsamlingsbure, hvor de fik forsøgsfoderet i en tilvænningsperiode på 5 dage. Herefter blev urinkatetre isat, og gødning og urin blev opsamlet i 7 dage. For at undgå foderrester blev grisene fodret restriktivt (1400 g/dag). Grisenes vægt ved start og slutning af opsamlingsperioden registreredes. Ligeledes blev mængden af produceret gødning og urin registreret, og der blev udtaget repræsentative prøver til analyse.

Grundfoderet blev analyseret for tørstof, aske, kvælstof, fedt, energi, calcium, fosfor og fytaseaktivitet. Foderblandingerne og gødning analyseredes for tørstof, aske, kvælstof, træstof, energi, calcium og fosfor. Urin analyseredes for kvælstof, calcium og fosfor. På basis af analyseresultaterne blev fosfor- og calciumbalancerne beregnet, hvorefter fosforfordøjelighedskoefficienten blev bestemt for hver kilde.

Fremgangsmåden er detaljeret beskrevet og diskuteret i Forskningsrapport nr. 34 fra Statens Husdyrbrugsforsøg.

Fosforfordøjelighed

Resultaterne for nettoabsorberet fosfor, aflejret fosfor og udskilt fosfor med urinen er vist særskilt for de 4 kilder i figur 1.

På baggrund af de fundne værdier for nettoabsorberet fosfor blev fordøjeligheden af fosfor beregnet ved hjælp af regressionsanalyser.

Fordøjelighedskoefficienterne for de 4 undersøgte fosfater er sammen med tidligere fundne fordøjelighedskoefficienter, anført i tabel 2.

Tabel 2. Fordøjelighedskoefficienter for de undersøgte foderfosfater¹

De 2 typer BOLIFOR DCP fremstillet i Fredericia og Helsingborg havde stort set samme fosforfordøjelighed (53 henholdsvis 51%), og var enslydende med fordøjeligheden på 52%, som blev fundet for BOLIFOR DCP i det tidligere forsøg. Ligeledes blev der i de 2 forsøg fundet samme værdi for fordøjelig­heden af fosfor i BOLIFOR MCP 17,5.

Praktisk betydning

Forsøget viser, at der er forskel på, hvor godt grise kan fordøje og dermed udnytte det fosfor, der findes i forskellige foderfosfater og at foderfosfaternes biologiske værdi derfor varierer.

Et af målene i moderne svinefodring er at forbedre udnyttelsen af den samlede mængde fosfor i foderblandingerne. Dette forudsætter, at den enkelte landmand har mulighed for at vælge en fosforkilde med høj fosforfordøjelighed, og dermed at fordøjeligheden i de enkelte fosforkilder kendes.

Det, at fordøjeligheden af fosfor ikke er ens for alle foderfosfater, betyder, at den enkelte landmand eller foderfabrik gennem valget af foderfosfat påvirker omfanget af udledningen af ufordøjeligt fosfor.

Samtidig er der produktionsøkonomiske fordele ved en mere nøjagtig fosfortildeling. Disse er dog ikke behandlet i denne undersøgelse.

******

Grøn Viden indeholder informationer fra Danmarks JordbrugsForskning.

Grøn Viden udkommer i en mark-, en husdyr- og en havebrugsserie, der alle henvender sig til konsulenter og interesserede jordbrugere. Abonnement tegnes hos Danmarks JordbrugsForskning Forskningscenter Foulum Postboks 50, 8830 Tjele Tlf. 89 99 10 10 / www.agrsci.dk

Prisen for 1998: Markbrugsserien kr. 200, husdyrbrugsserien kr. 200 og havebrugsserien kr. 110.

Anders Correll (ansvarshavende redaktør)
ISSN 0903-0719

Gentagelse af regressionsforsøget med nye partier af foderfosfater viser generelt samme resultat som i den første undersøgelse. Dette tyder på robusthed i metoden.