15. oktober 2004

Grøn Viden - Husdyrbrug Nr. 40

Fytat nedbrydes i vådfoder

Forsøget bekræfter, at hvedefytase er mere følsom overfor varmebehandling end bygfytase, hvilket formentlig skyldes, at fytase har forskellige placeringer i byg- og hvedekerner.

Forsøget bekræfter, at hvedefytase er mere følsom overfor varmebehandling end bygfytase, hvilket formentlig skyldes, at fytase har forskellige placeringer i byg- og hvedekerner. Samtidig beskytter den hårdere bygskal måske fytasen delvist mod inaktivering under varmepåvirkningen.

Inkuberingsforsøget viste, at når plantefytaseaktiviteten var intakt, blev fytat generelt nedbrudt i samme omfang som ved tilsætning af mikrobiel fytase (ca. 500 FTU/kg), selv om fytasetilsætningen resulterede i en markant højere fytaseaktivitet. Samtidig viste forsøget, at nedbrydningen af fytat var stærkt afhængig af tilstedeværelsen af fytase samt af inkuberingstiden. Forsøgene viste også, at en meget stor del af nedbrydningen fandt sted inden for de første timer.

Spørgsmålet er, om den nedbrydning ,der ses under støbsætningen, blot ville ske alligevel i grisens mave-tarmsystem. Den optimale pH-værdi for plantefytase er omkring 5, hvilket er tættere på den pH værdi, der ofte kan måles i støbsat foder og i fermenteret vådfoder. Derimod er pH værdien i maven hos grise normalt lavere, hvilket kunne favorisere mikrobiel fytase, som også udviser effekt ved lavere pH. Betingelserne ved vådfodring kunne derfor formodes at give gode betingelser for plantefy­tase, hvorimod betingelserne i maven formodes at begunstige mikrobiel fytase.

Der er kun gennemført få forsøg med henblik på at undersøge effekten af støbsætning af foder på fosfors fordøjelighed og udnyttelse. Resultaterne fra disse forsøg er ikke enslydende, idet der i nogle tilfælde er fundet positiv og i andre tilfælde ingen effekt af støbsætning. Årsagen hertil kan være de forskellige forhold, forsøgene er gennemført under, ligesom støbsætningstiden, fodersammensætning, fytaseaktivitet mv. kan have haft betydning. En dansk undersøgelse viste, at støbsætning ved stuetemperatur ikke havde nogen effekt, hvilket blev tilskrevet henfald af fytaseaktivitet. I forsøget blev der ikke tilsat mikrobiel fytase.

Det aktuelle forsøg bekræfter, at plantefytase mister sin aktivitet ved inkubering ved temperaturer på 20 °C og derover, men ikke ved 10 °C. Derimod er aktiviteten af mikrobiel fytase meget stabil ved alle de undersøgte temperaturer. Ved inkubering ved 10 °C i kort tid tyder det på, at det primært er i bygblandinger, der kan forventes effekt af tilsætning af mikrobiel fytase (til både varme- og ikke-varmebehandlet foder) Tilsætning af mikrobiel fytase til hvedebaseret foder vil ikke resultere i en yderligere nedbrydning af fytat, hvilket kan skyldes hvedes relativt høje, egen fytaseaktivitet. Ved varmebehandlede hvedeblandinger kan der dog opnås en effekt af tilsætning af fytase.

Ved inkubering i få timer ved 20 °C har tilsætning af mikrobiel fytase generelt positiv indflydelse på nedbrydningen af fytat. Dette skyldes, at plantefytase tilsyneladende mister sin aktivitet. Inkuberingsstudierne viste, at effekten af plantefytase såvel som mikrobiel fytase er påvirket af inkuberingstemperaturen. Desuden viser resultaterne, at der kan være forskelle mellem byg- og hvede­domi­nerede blandinger, når de støbsættes.

Fordøjelighedsforsøg med grise må afgøre, hvorvidt den­ne forfordøjelse, der sker uden­for grisens mave-tarmsys­tem, vil medføre en højere for­døjelighed af fosfor, end når det samme foder blev givet som tørfoder. Det kan ikke ude­lukkes, at den ned­bryd­­ning, der sker af fytat under støb­sæt­ning­en, al­lige­vel ville være sket i maven hos grisene. Det formodes dog, at denne for-fordøjelse i forbindelse med vådfodring (fermentering af foder) vil give anledning til en højere fordøjelighed. I givet fald kan det åbne op for nye muligheder for at øge svins udnyttelse af fosfor, når der anvendes vådfodring. Denne undersøgelse kunne desuden tyde på, at opvarmning af vådfoderet kunne være speciel attraktiv, når foderet indeholder meget hvede. Vådfodringsanlæg skal derfor måske også til at inkludere optimale betingelser for plantefytase og/eller mikrobiel fytase (pH, temperatur, tid, restmængde mm.).

Den fulde udgave af Grøn Viden - Husdyrbrug: "Fytat nedbrydes i vådfoder" kan hentes her som PDF.

 

**********

Grøn Viden indeholder informationer fra Danmarks JordbrugsForskning.

Grøn Viden udkommer i en mark-, en husdyr- og en havebrugsserie, der alle henvender sig til konsulenter og interesserede jordbrugere. Abonnement tegnes hos Danmarks JordbrugsForskning Forskningscenter Foulum Postboks 50, 8830 Tjele Tlf. 89 99 10 10 / www.agrsci.dk

Prisen for 2004: Markbrugsserien kr. 272,50, Husdyrbrugsserien kr. 225 og Havebrugsserien kr. 187,50.

    Michael Laustsen (ansv. red.)
    Layout og tryk: DigiSource Danmark A/S
    ISSN 1397-9868


Institution: Danmarks JordbrugsForskning

Forfatter: Hanne Damgaard Poulsen, Dorthe Carlson

Udgivet: 15. oktober 2004

Dyregruppe: Orner, Slagtesvin, Smågrise, Søer

Fagområde: Ernæring