Trikinen - et tiltagende problem i Europa

Trikinen og den sygdom den fremkalder, trikinellose, har været kendt i over 150 år. I 1835 obducerede en engelsk medicinstuderende et lig og så små hvide prikker i muskulaturen. Han fandt til sin overraskelse, at de små prikker indeholdt sammenrullede larver. Dette materiale blev grundlaget for beskrivelsen af en ny parasitart, Trichinella spiralis. Symptomerne på trikinellose har sandsynligvis været kendt i årtusinder, og kan være medvirkende årsag til at visse folkeslag undgår svinekød. Det tidligste fund af Trichinella er gjort i en ægyptisk mumie fra ca. 1200 før vor tidsregning, men det var først i 1800-tallet, at videnskaben opdagede, at trikinen kunne overføres fra svin til mennesker via inficeret kød. Symptomerne kan være muskelsmerter og hævelser i milde tilfælde, mens kraftige infektioner kan medføre kroniske lidelser og eventuelt døden.

Meget omfattende udbrud i Tyskland i slutningen af 1800 tallet medførte, at man her indførte trikinkontrol og håndhævede denne bl.a. med fængselsstraffe til slagtere, der solgte trikininficeret kød (Figur 1). Trikinkontrol af slagtesvin blev op til århunderedskiftet vidt udbredt i Vesteuropa, og i dag er trikinkontrol af slagtesvin påkrævet i hovedparten af de industrialiserede lande, og er et væsentligt kriterium for eksport til en række lande.

Figur 1.	Dansk karikaturtegning (ca. 1870) af en trikin der anholdes af ordensmagten.

Trikinen kan inficere næsten alle varmblodede dyr (Kapel, 2000), herunder mennesket, hvis disse indtager råt eller utilstrækkeligt tilberedt kød, hvor trikinlarverne sidder indkapslet (Fig. 2a). Muskellarverne frigøres fra kødet, når dette fordøjes i mavesækken (Fig. 2b) og larverne transporteres ned i tyndtarmen, hvor de i løbet af ca. 1 døgn borer sig ind i tyndtarmens væg og udvikler sig til voksne han- og hunorm, der parrer sig. En uge efter begynder hunormen at udskille små larver direkte til tarmens lymfekar, hvorfra de transporteres videre med blodbanen og invaderer muskelceller i kroppens tværstribede muskulatur. De små nye parasitlarver omdanner de muskelceller, de har invaderet til en beskyttende celle, - en "nurse cell", og bliver infektive efter endnu en uge (ca. to uger efter infektion). De invaderede og omdannede muskelceller udvek-sler stadig næringsstoffer og fungerer på denne led endnu som en del af værten. Det er disse næringsstoffer, parasitlarverne lever af, og grunden til at de kan forblive infektive i flere årtier. Med tiden kan muskelparasitten dog forkalkes og dø.

Figur 2b+c: Mikrobiskopbilleder.
2b: trikinlarve i muskulatur. Larven har invaderet og omdannet en af værtens muskelceller til en beskyttende kapsel, hvorigennem der udveksles næringsstoffer.
2c: Muskelvævet er, som det sker i værtens mave, fordøjet bort, og laverne er frigjort fra deres kapsler (Foto: C. Kapel)

Selv hvis en smittet vært dør, forbliver de indkapslede larver infektive, - den eneste betingelse er, at vævet ikke udtørrer totalt. Larverne kan således overleve i råddent og næsten fuldstændigt opløst kød (von Köller et al., 2001). De arktiske trikiner er endvidere tilpasset til at kunne tåle frysning op til flere år (Kapel et al., 1999), og de tropiske isolater tolererer bedre forhøjede temperaturer (Kapel, 2000). Disse egenskaber sikrer at parasitten spredes effektivt under naturlige forhold blandt de vilde dyr, gennem prædation, ådselsædning og kannibalisme (Figur 3).

Figur 3.	Trikiners sprednmingsmønster mellem husdyr, skadedyr og vildt. (Grafik: C. Kapel)

Parasitten spredes oftest til mennesker ved indtagelse af kød fra inficeret vildt, men der rapporteres til stadighed om udbrud der hidrører fra produktionsdyr, også i EU (Murrell & Pozio, 2000). Trikinoverførsel til produktionsdyr er ofte betinget af forhold, som er menneskeskabte. Utilstrækkelig produktionshygiejne, hvor fodring med affald fra husholdning, slagtning og jagt er signifikante kilder til smitte. Ligeledes kan smitten vedligeholdes i rottepopulationerne. Således kan Trichinella oftest findes blandt rotterne på gårde, hvor der findes inficerede svin. Smitten kan foregå fra vildt til husdyr, hvis f.eks. katte eller rotter spiser af dødt vildt, som de finder i omegnen af gårdene eller eventuelt på møddingen som rester fra jagt, og siden selv bliver spist af svinene.

For nyligt blev der fundet larver i en rutineprøve på et slagteri i Struer. Larverne blev ud fra deres form og størrelse henført som trikiner både på Statens Veterinærinstitut og på et referencelaboratorie i Rom, men desværre var materialet så dårligt opbevaret at en yderligere DNA-analyse ikke var mulig. Derfor kunne man heller ikke komme nærmere en forklaring på, om der var tale om en trikinart fra vilde dyr eller den klassiske Trichinella spiralis (der er i Danmark aldrig påvist andre arter end denne).

I Danmark skal vi tilbage til 1930 for at finde tidlige påvisninger af trikiner hos svin, men før den tid var smitten relativt udbredt. Særligt stort var problemet hos svin, der levede af madrester på lossepladser hvor ca. 10% var inficeret. I 1886 var skønsmæssigt 0,03% af alle slagtesvin inficeret, men epidemierne i Tyskland i dette tidsrum medførte en øget dansk opmærksomhed omkring problemet (Figur 1), og i 1906 blev der i Danmark indført trikinkontrol for alle svin til menneskeføde. I samme periode blev store dele af det danske svinehold omlagt, så svinene blev holdt indendøre uden kontakt til trikininficeret materiale (døde husdyr samt kadavere fra jagt), og det blev forbudt at holde svin på lossepladserne. Frem til 1930 skete der da også en markant reduktion i påvisningen af trikininficerede svin, og samtidigt reduceredes forekomsten blandt hunde, katte og rotter.

Trikiner i danske ræve og andet vildt

Der har formodentligt altid været trikiner blandt Danmarks vilde dyr. En undersøgelse foretaget i jagtsæsonen 1974-75 fandt på landsplan at kun 0,1% af rævene var inficeret, men også at forekomsten lokalt var 10 gangen højere (Nordvestjylland) (Clausen & Henriksen, 1976). En lignende landsprævalens blev fundet i undersøgelser 1995-1996, og også i dette studie fandt man i Nordvestjylland 3 ræve, skudt af samme jæger, inficerede inden for en radius af 10 km (Enemark et al., 2000). Samme undersøgelse fandt ikke inficerede ræve i jagtsæsonen 1997-98. Det må konkluderes at forekomsten generelt er meget lav i Danmark, men også at forekomsten blandt rævene lokalt kan være høj, og det er i disse områder der er risiko for, at smitten videreføres til produktionsdyr.

Trikiner er tidligere tillige påvist i vildsvin i danske vildtparker (Clausen & Henriksen, 1974) men ikke i andre former for vildt. Der er i de seneste årtier sket en indvandring af mårhunde til Finland, Baltikum, Polen og Tyskland. Disse vildtlevende rovdyr, der er på størrelse med en ræv, er meget modtagelige for smitte, og i både Finland og de baltiske lande er prævalensen højere blandt mårhundene end blandt de røde ræve (Oivanen et al., 2002). Mårhundene er de seneste år blevet observeret og nedlagt i Danmark, men deres rolle i den danske fauna er endnu ikke kortlagt.

Risiko ved udendørs produktion - Fritgående svin

I takt med den stigende anvendelse af fritgående dyr i svineproduktionen (figur 4), er det væsentligt at vurdere risikoen for en eventuel øget transmission af patogener, herunder parasitter. Dette synes understreget af, at den øgende trikinforekomst i Østeuropa til dels tilskrives omlægning til mindre brug med fritgående dyr (Kapel, 1997). I Danmark må risikoen for, at fritgående svin inficeres, antages at være minimal set på landsplan og taget den lave gennemsnitlige forekomst i vores vildt i betragtning. På den anden side kan fritgående dyr i områder med højere trikinforekomst blandt rævene være udsat, og bare en enkelt inficeret gris vil kunne smitte flere hundrede mennesker, hvis uheldet er ude.

Smitten til fritgående dyr vil kunne forgå ved:

1. Direkte smitte fra ræve der søger føde blandt svinene, - dels deres foder og dels deres pattegrise. Hvis rævene dør eller dræbes af søerne på disse områder vil de kunne ædes af svinene.
2. Indirekte smitte hvis rævekadavere fra jagt efterlades i naturen eller på møddinger. Herved kan rottepopulationerne smittes, og døde rotter ædes af svinene.

Figur 4.	Fritgående svin på græsning (Foto: C Kapel)

Kun kød til eksport er underlagt trikinkontrol

I dag undersøges i Danmark over 20 mio. slagtesvin hvert år for trikiner, og kontrollen forhindrer effektivt at smitte passeres til mennesker. Dette foregår i hovedsagen på eksportslagterier, da lovgivningen kun foreskriver, at dyr til eksport skal testes for trikiner. Der er således flere mindre slagterier, der producerer til hjemmemarkedet, der ikke er underlagt kontrol. Ligeledes bliver kød, som sælges mellem venner og familie ikke kontrolleret.

Et smittet dyr fra fritgående besætninger der hjemmeslagtes eller slagtes på et mindre slagteri, vil ikke blive opdaget.

Nye trikinarter

Fra trikinens opdagelse i 1835 og indtil 1970'erne var kun en art af trikiner kendt: Trichinella spiralis. I dag ved vi, at forskellige trikinarter forekommer over hele verden (figur 5), og at de har et usædvanligt bredt værtsspektrum sammenlignet med andre parasitter (Kapel, 2000). Der skelnes i dag mellem 9 trikinarter, hvis karakteristika er opsummeret i tabel 1. Som led i et internationalt epidemiologisk forskningssamarbejde registrerer og karakteriserer “The Trichinella Reference Centre” i Rom (Pozio et al., 1989) fund af trikiner. Blandt andet fra dette samarbejde vides det også, at trichinellose er en af de parasitære zoonoser, der har den største geografiske udbredelse (Figur 5).

Tabel 1.

Forskellige trikinarters karakteristika

	Typiske værter	Karakteristika	Infektivitetfor svin	Patogenitetfor mennsker
T. spiralis	Produktionsdyr, rotter, Globalt	Bredt værtsspektrum	Høj	Meget høj
T. nativa	Arktiske rovdyr	Udpræget fryseresistent	Meget lav	Meget høj
T. britovi	Rovdyr i tempe- rerede områder	Moderat frysetolerance	Middel	Middel
T. nelsoni	Vilde dyr i Afrika	Varme tolerant	Middel	Lav
T. pseudospiralis	Rovdyr og rovfugle Globalt	Kan inficere fjerkræ	Middel	Middel
T. murrelli	Rovdyr i Nordamerika	Moderat frysetolerance	Lav	Middel
T. papuae	Tarm- og vildsvin, Papua New Guinea	Mindre end T. spiralis	Middel	Kendes ikke
Trichinella T6	Rovdyr i Nordamerika	Frysetolerant	Meget lav	Høj
Trichinella T10	Rovdyr, krokodiller i Sydafrika	Inficerer krybdyr	Middel	Kendes ikke

 

Figur 5.	Udbredelse i Europa

Trichinellose er stadig endemisk forekommende i de fleste europæiske lande (Pozio, 1998). Der findes 4 trikinarter i Europa, T. spiralis, T. nativa, T. britovi og T. pseudospiralis, hvoraf hovedparten af infektionerne både hos dyr og mennesker tilskrives T. spiralis og T. britovi. På verdensplan er det karakteristisk, at der kun yderst sjældent findes trikiner i store industrialiserede besætninger.

I Vesteuropa (EU) forekommer Trichinella hovedsageligt blandt de vilde dyr i de mindre befolkede områder (Pozio, 1998). Rovdyrene, som er hovedreservoir for trikiner, findes således i bjergområder og hvor større uberørte skovområder forekommer. I enkelte områder forekommer trikiner også blandt produktionsdyr. I Extramaduraområdet i Spanien er forekomsten høj blandt fritgående svin. I Finland er forekomsten blandt produktionssvin tilsvarende høj. Begge steder er trikinforekomsten også høj blandt de vilde dyr, og det er meget tænkeligt, at der sker en udveksling mellem produktionsdyr og den vilde fauna.

I Østeuropa er befolkningstætheden i visse områder meget lav. Dette giver gode livsbetingelser for den vilde fauna og grundlag for spredningen af trikiner. De tidligere sovjetiske randstater har gennemgået store socioøkonomiske forandringer, som bl.a. har betydet, at veterinærsystemet har skullet omlægges. Eksempelvis, har man i de Baltiske lande, (Estland, Letland og Lithauen) været vidne til en voldsom stigning i tilfælde af human trichinellose (Kapel, 1997). Dette er også tæt knyttet til en omlægning fra store kollektivfarme til mindre private besætninger med en højere grad af ekstensiv drift. Smitten er særlig hyppig på mindre husmandssteder, hvor dyrene er fritgående og hvor hjemmeslagtning forekommer.

I lande, hvor trikiner kun påvises sjældent i slagtesvin, er den enkelte bekæmpelse af problemet fortsat trikinkontrol og destruktion af inficerede dyr. Anderledes stiller det sig i områder, hvor trikiner påvises hyppigt. Her er det nødvendigt også at oplyse producenterne om faren og anbefale alternative produktionssystemer. I visse lande (f.eks. USA) overlades det til forbrugeren at sikre sig mod smitte ved at gennemkoge eller -stege kødet, og til producenterne af flæskeprodukter at bruge fremstillingsmetoder der vil dræbe eventuelle trikiner.

Trikiner i hestekød

I 1994, 1996, 1997 og 1998 har Frankrig og Italien oplevet udbrud af trichinellose. I alle tilfælde stammede infektionerne fra heste importeret dels fra Østeuropa og dels fra Canada (Boireau et al., 2000). Tilfældene viser, at selv en ikke-kødæder kan være naturlig vært for trikinen. Selv om det ikke har været muligt endeligt at bestemme, hvordan hestene har fået deres infektion, peger alt på, at fodring med ikke-varmebehandlet animalsk protein fra slagtning har forårsaget problemet. En alternativ hypotese peger på, at inficerede gnavere er blevet findelt under forarbejdning af korn eller foderstofblandinger og derefter indtaget af hestene.

"Trikinfri" zoner og produktionsenheder

I EU og USA har man gennem de seneste år undersøgt mulighederne for at certificere lande eller produktionsenheder som "trikinfri områder". En arbejdsgruppe under EU fastsatte, at betingelsen for, at et land kunne certificeres som trikinfrit, er, at der ikke må være fundet trikiner i produktionssvin inden for de sidste 10 år og tillige, at der højst må findes trikiner i 0,1% af de vilde ræve. De seneste års undersøgelser har vist, at det sandsynligvis kun er Danmark, der kan opfylde disse krav. Fremfor at certificere hele lande eller områder, er det mere oplagt, at EU når frem til regelsæt, der ligner dem, der arbejdes på i USA, hvor man i stedet giver retningsliner for, hvordan man kan opdrætte svin uden risiko for smitte, altså trikinfri svineproduktion. Herunder vil der være krav til, at dyrene holdes indendørs, og at muligt smittede dyr (mus og rotte) ikke kan få adgang til staldene. Således vil f.eks. frilandsgrise og økologisk producerede svin aldrig kunne fritages for trikinkontrol.

Trikiner i Grønland, - udenlandsrejser og trikiner

I Grønland er trikiner stadigt forekommende blandt de vilde dyr og smitte til mennesker påvises tilbagevendende (upubliceret undersøgelse, Statens Seruminstitut). Den svenske polarforsker Andrée og to af hans følgesvende i 1897 døde i Nordgrønland under et forsøg på at overflyve Nordpolen. Af deres dagbøger kan man følge symptomerne på trichinellose efter at de havde spist isbjørnekød. Lignende skæbne er overgået flere ekspeditionsfolk i Arktis, og kendetegnende for disse beretninger er, at de lokale folk ikke er døde af at spise samme kød. Forklaringen skal nok søges i de oprindelige fangerkulturers jagtritualer, hvor mindre stykker kød indtages råt og således gradvist, immuniserer folket. Også i dag er det folk, der kommer fra non-endemiske områder (ofte "adventure-turister"), der er udsat for risiko i forbindelse med indtagelse af egnsretter i endemiske områder. I Danmark er human trichinellose i nyere tid kun registreret i forbindelse med udenlandsbesøg eller diagnosticeret hos flygtninge og immigranter (Clausen et al., 1996). Særligt i forbindelse med besøg i krigszoner, hvor den veterinære kontrol er sat ud af kraft, og hvor vilde dyr spises ofte, er risikoen for at indtage trikininficeret kød stor.

Metoder til påvisning

Der findes flere metoder til undersøgelse for trikiner hos svin. Oprindeligt anvendtes kompressorieteknik, mikroskopering af kød der fladtrykkes mellem to glasplader (Figur 2a), men i dag anvendes i hovedsagen fordøjelse af væv, hvilket er væsentligt mere følsom. Ved en sådan fordøjelse frigøres de trikiner, der eventuelt indeholdes i vævet (Figur 2b), og kan således efterfølgende isoleres fra væsken. Også påvisning af antistoffer mod trikiner i blod og kødsaft har potentielt vist sig egnet til påvisning, men endnu er ingen serologiske metoder godkendt, hverken i USA eller EU.

Forholdsregler til at undgå smitte

Den letteste måde at undgå trikiner på er at sørge for at kød opvarmes til en indvendig temperatur af 62 grader. Ved denne temperatur dør trikinerne momentant. Frysning af svinekød er også effektivt. Ved ÷18 grader i en uge dør trikinerne. Kød fra vildt udgør en undtagelse, da de kan indeholde frysetolerante trikinarter.

Internationalt trikin-netværk

I 1988 blev "The Trichinella Reference Centre" dannet af en gruppe internationale forskere (Pozio et al., 1989). Centret har siden samlet information om nye udbrud og hvilke trikinarter, der forårsagede disse. Centret rapporterer til Den Internationale Trikin Kommission, der sørger for at denne viden videreformidles på deres hjemmeside: www.med.unipi.it/ict/welcome.htm. Dette internationale samarbejde har anskueliggjort problemets omfang i Europa, hvor sygdommen er tiltagende blandt mennesker.

Boireau, P., I. Vallée, T. Roman, C. Perret, Liu Mingyuan, H.R. Gamble, A. Gajadhar.2000. Trichinella in horses: a low frequency infection with a high human risk. Vet. Parasitol. 93, 309-320.

Clausen, B., S.A. Henriksen. 1974. Trikinundersøgelser af dansk vildt. Medlemsblad for Den Danske Dyrlægeforening 57, 329-332.

Clausen, B., S.A. Henriksen.1976. The prevalence of Trichinella spiralis in foxes (Vulpes vulpes) and other game species in Denmark. Nord. Vet. Med. 28, 265-270.

Clausen, M.R., C.N. Meyer, T. Krantz, C. Moser, G. Gomme, L. Kayser, J. Al-brectsen, C.M.O. Kapel, I. Bygbjerg. 1996. Trichinella infection and clinical disease. Q. J. Med. 89, 631-636.

Enemark H.L., H. Bjørn, S.A. Henriksen, B. Nielsen.2000. Screening for infection of Trichinella in red fox (Vulpes vulpes) in Denmark. Vet. Parasitol. 88, 229-237.

Kapel, C.M.O. 1997.Trichinella in arctic, subarctic and temperate regions: Greenland, the Scandinavian countries and the Baltic states. South East Asian J. Trop. Med. Pub. Health 28, 14-19.

Kapel, C.M.O. 2000.Host diversity and biological characteristics of the Trichinella genotypes and its effect on their transmission. Vet. Parasitol. 93, 263-278.

Kapel, C.M.O., E. Pozio, L. Sacchi, P. Prestrud.1999. Freeze tolerance, morphology, and RAPD-PCR identification of Trichinella nativa in naturally infected arctic foxes. J. Parasitol. 85, 144-147.

Murrell, K.D, E. Pozio.2000. Trichinellosis: The zoonosis that won’t go quietly. Int. J. Parasitol. 30, 1339-1349.

Oivanen, L., C.M.O. Kapel, E. Pozio, G. La Rosa, T. Mikkonen, A. Sukura.2002. Associations between Trichinella species and host species in Finland. J. Parasitol. (In press).

Pozio, E, G. La Rosa, P. Rossi. Trichinella Reference Centre. Parasitology Today 1989, 5, 169-170.

Pozio, E. Trichinellosis in the European Union: Epidemiology, Ecology and Economic Impact. Parasitology Today 1998, 14, 35-38.

von Köller, J., C.M.O. Kapel, H.L. Enemark, O. Hindsbo.2001. Infectivity of Trichinella spp. recovered from decaying mouse and fox muscle tissue. Parasite 8: 209-212.