15. februar 2002

Dansk Veterinærtidsskrift Nr. 0204

PMWS

Diagnosen PMWS er vanskelig at stille, fordi de kliniske symptomer er uspecifikke og derfor let kan forveksles med symptomer på andre sygdomme.

Postweaning Multisystemic Wasting Syndrome (PMWS) er en sygdom, der viser sig ved utrivelighed og forøget dødelighed blandt fravænnede grise i alderen 4-12 uger. Diagnosen PMWS er vanskelig at stille, fordi de kliniske symptomer er uspecifikke og derfor let kan forveksles med symptomer på andre sygdomme. Infektion med porcint circovirus type 2 (PCV2) er afgørende for udviklingen af PMWS, men andre faktorer har også betydning. PCV2 er vidt udbredt i den danske svinepopulation, hvorimod PMWS kun er diagnosticeret i 7 danske svinebesætninger indtil nu. Påvisning af infektion med PCV2 i en besætning, virologisk og/eller serologisk, er således ikke ensbetydende med, at besætningen har eller vil udvikle PMWS. For at diagnosticere PMWS skal der påvises både typiske kliniske symptomer og histopatologiske forandringer. Derudover skal PCV2 påvises i forandrede organer. Alle karakteristiske kliniske symptomer og obduktionsfund observeres ikke nødvendigvis i en given besætning under et udbrud. Observationerne kan således variere mellem forskellige besætninger samt over tid. Laboratorieundersøgelser til diagnostik af PMWS skal derfor omfatte flere grise (minimum 5 grise) så muligheden for observation af de karakteristiske forandringer sikres.


Baggrund

Beskrivelse af PMWS

PMWS optræder hovedsageligt hos grise i alderen 4 til 12 uger, og sygdommen er primært karakteriseret ved utrivelighed (Fig. 1). I nogle tilfælde optræder hoste, dyspnoe samt eventuelt diarré. Af og til ses ikterus hos angrebne grise. Da de kliniske symptomer således er uspecifikke og varierer både mellem afficerede individer samt over tid, kan symptomer på PMWS let forveksles med symptomer på andre sygdomme. Morbiditeten når ofte op på 5-10% i den nævnte aldersgruppe, mens letaliteten i nogle besætninger kan nå 90%.


Figur 1.

PMWS afficeret gris


De patologiske forandringer er ligeledes uspecifikke og omfatter forstørrede lymfeknuder, interstitiel pneumoni (ikke kollaberede lunger), atrofi og fibrose af leveren samt nefritis (lyse nyrer). Af og til ses desuden forstørret milt samt mavesår. Typiske histopatologiske forandringer omfatter lymfo-histiocytær pneumoni, degeneration og nekrose af hepatocytter, lymfo-histiocytær interstitiel hepatitis og nefritis og udtynding af lymfocytter i lymfeknuderne. I de forandrede organer, hyppigst lymfoide, kan der ses multinukleære kæmpeceller og basofile intracytoplasmatiske inklusionslegemer.

Infektion med PCV2 er afgørende for udviklingen af PMWS. Infektion med PCV2 er dog ikke ensbetydende med, at PMWS udvikles, da PCV2 ofte kan påvises i besætninger uden tegn på PMWS. Der er pr. januar 2002 kun diagnosticeret 7 tilfælde af PMWS i Danmark til trods for, at serologiske undersøgelser har vist, at PCV2 er vidt udbredt også her i landet. Der er således stadig en del uafklarede spørgsmål omkring PMWS, idet andre faktorer end smitte med PCV2 tilsyneladende er afgørende for udvikling af PMWS. Forskellige faktorer som f.eks. managementforhold, overbelægning, sammenblanding af aldersgrupper, fravænningsalder, vaccinationer og samtidig infektion med andre agens formodes alle at kunne påvirke udviklingen af PMWS.

Diagnostik af PMWS

For at kunne stille diagnosen PMWS er det nødvendigt at sammenholde de kliniske observationer med resultater af laboratorieundersøgelser, der skal omfatte både obduktion, histopatologi samt virologisk undersøgelse (Fig. 2). Desuden anbefales det at få foretaget en bakteriologisk undersøgelse, da andre diagnoser end PMWS ofte kan være årsag til PMWS lignende symptomer. Det er ikke tilstrækkeligt, virologisk eller serologisk, at fastslå, at en besætning er inficeret med PCV2. Da alle de for PMWS karakteristiske forandringer ikke kan forventes at være til stede i alle afficerede grise, skal laboratorieundersøgelserne omfatte minimum 5 grise.


Figur 2.

Immunfluorescens farvning for PCV2 af frysesnit fra lunge fra en PCV2 inficeret gris. De stærkt grøntfarvede celer indeholder PCV2.


Serologisk undersøgelse for PCV2 af dyr i forskellige aldersgrupper kan anvendes til at klarlægge, i hvilken aldersgruppe der sker en serokonvertering overfor PCV2 i besætningen. Dermed kan det fastslås, om infektionen cirkulerer blandt de fravænnede grise i alderen 4-12 uger, hvilket må anses for at være en forudsætning for, at der er tale om PMWS (Fig. 3). Serokonvertering overfor PCV 2 i den angrebne aldersgruppe er imidlertid ikke ensbetydende med, at besætningen har et udbrud af PMWS. Serologisk undersøgelse for PCV2 kan altså benyttes som en indledende undersøgelse, hvor dokumentation for cirkulation af PCV2 i den angrebne aldersgruppe er en forudsætning for, at der er basis for at gå videre med de mere omkostningskrævende laboratorieundersøgelser af angrebne grise for PMWS.


 

-----  PCV2 IPT titer  -----

 

PMWS pos.
besætning

PMWS neg.
besætning

So

So

So

So

So

1250

6250

250

250

1250

50

250

250

50

250

Pattegris

Pattegris

Pattegris

Pattegris

Pattegris

<50

<50

<50

<50

50

50

50

250

50

250

Fravænnet gris

Fravænnet gris

Fravænnet gris

Fravænnet gris

Fravænnet gris

1250

6250

6250

<50

6250

50

50

50

<50

50

Ungsvin

Ungsvin

Ungsvin

Ungsvin

Ungsvin

6250

6250

6250

6250

6250

<50

<50

<50

<50

<50

Slagtesvin

Slagtesvin

Slagtesvin

Slagtesvin

Slagtesvin

-

-

-

-

-

6250

6250

1250

6250

5250


Diagnosen PMWS stilles udfra følgende 3 punkter


  1. Der ses utrivelighed og forhøjet dødeligehed blandt grise i alderen 4-12 uger.
  2. Histopatologisk påvises udtynding af lymfocytter fra de lymfoide organer samt evt. infiltration med lymfohistocytære celler. Der påvises ofte kæmpeceller samt basofile inklusionslegemer (der skal undersøges minimum 5 grise).
  3. PCV2 virus påvises i afficerede organer.

En mere fyldestgørende artikel om PCV2 og PMWS, som bl.a. beskriver en undersøgelse for forekomst af PMWS i Danmark, bringes i et senere nummer af DVT. Landsudvalget for Svin er stadig interesseret i at komme i kontakt med besætninger, der kunne formodes at have PMWS-relaterede problemer. Ved mistanke om PMWS kontakt da venligst Danske Slagterier.


Institution: Den Danske Dyrlægeforening

Forfatter: Anette Bøtner, Anne-Sofie Ladekjær-Mikkelsen, Sven Erik Jorsal, Vivi Bille-Hansen, Anne-Grete Hassing Hvolgaard, Poul Bækbo

Udgivet: 15. februar 2002

Fagområde: Sundhed/Veterinært