Artikel: Leptospirose hos svin

Leptospirer udgør en taksonomisk familie, Leptospiraceae, som hører til ordenen Spirochaetales (Faine et al. 1999). De hidtil erkendte patogene serogrupper sammenfattes traditionelt i en art, Leptospira interrogans, som omfatter ca. 30 serogrupper bestående af ca. 300 serovar. Tillige findes der saprofytære arter fritlevende i naturen. Den traditionelle inddeling af leptospirerne, som er foretaget på serologisk grundlag, er i de senere år blevet suppleret med en inddeling baseret på genotypiske karakteristika (Ramadass et al. 1992, Faine et al. 1999).

Leptospirer er trådformede skruelignende bakterier 10-20 µm i længde og forsynet med en hage i den ene eller i begge ender, samt en flagellignende dannelse langs siden. I bouillonkultur er de meget livlige med aktive fremadsvømmende og roterende bevægelser. De er meget følsomme for fysiske og kemiske påvirkninger og går derfor hurtigt til grunde ved pH forskydninger fra neutralområdet, indtørring, nedfrysning, ultraviolet lys samt sædvanlige desinfektionsmidler. Overlevelse i naturen forudsætter fugtige omgivelser i temperaturintervallet 10-45ºC, hvor de kan overleve i uger. Leptospirer kan dyrkes i kunstige substrater, især i bouillon, men også på agarplade.

Temperatur i intervallet 27-30ºC er optimal. Dyrkning er dog generelt vanskelig og langsommelig og derfor uegnet til rutinemæssig diagnostik.

Leptospirer forekommer vidt udbredt over det meste af jordkloden, men fortrinsvis under varme og fugtige klimaforhold. Mange serovar synes at være vidt udbredt, medens andre kan være mere begrænset til visse geografiske områder.

De patogene serogrupper inden for arten Leptospira interrogans (Fennestad 1956a, Fennestad & Borg-Petersen 1972) kan være årsag til alvorlige sygdomme hos mennesker og pattedyr. Fugle og specielt katte synes derimod at være resistente. De saprofytære leptospirer findes frit i naturen i fugtigt miljø, hvorimod mange patogene typer har adapteret sig til forskellige vedligeholdelsesværter blandt pattedyrene, hvor de kan persistere i længere tid i form af subkliniske infektioner. Det er helt karakteristisk, at leptospirer adapterer sig til en eller flere værter, med hvilke de i vid udstrækning kan leve i en vis biologisk balance. Smitteoverførsel til en atypisk vært kan herefter resultere i alvorlige sygdomstilfælde. Det er især mus, rotter og mindre pattedyr, der optræder som sunde smittebærere, og som smittekilde for de store huspattedyr, svin og kvæg, samt hunde og mennesker. Infektion med leptospirer foregår ved penetration af slimhinder og beskadiget hud, medens infektion sædvanligvis ikke er mulig gennem ubeskadiget hud. Efter en inkubationstid på måske 7-10 dage følger en septikæmisk fase med høj feber, stærke hovedsmerter og muskelstivhed mindende om meningitis. Efter yderligere en lille uges tid forsvinder leptospirerne fra blodbanerne og de lokaliserer sig i indre organer, især i nyrerne. Infektionerne i lever og nyrer manifesterer sig klinisk ved ikterus, og eventuelt ved nyresvigt, medens infektioner i uterus kan føre til abort.

Historisk tilbageblik

I 1870’erne erkendte den tyske læge, professor Adolf Weil, et specielt syndrom hos mennesker, som bestod i alvorlig sygdom med høj feber ledsaget af ikterus og renale problemer (Faine et al. 1999). Kort efter århundredskiftet blev en lignende lidelse iagttaget fra japansk side i forbindelse med observationer af leptospirer. I de følgende år blev mange forskellige serotyper opdaget og beskrevet, og der dannede sig efterhånden en forståelse for deres epidemiologi og patogenitet. Det erkendtes således, at leptospirer ofte vegeterer nærmest symptomfrit i mindre gnavere eller i andre små pattedyr, som kunne være smittekilde til mennesker og husdyr.

I Danmark påviste C. Borg-Petersen i 1930’erne og 40’erne adskillige leptospira serogrupper, og dette arbejde fulgtes op af K. L. Fennestad i perioden 1950-1970. Navngivningen af flere serogrupper vidner således også om, at den første identifikation skete i Danmark (Fennestad 1956a).

Inden for det veterinære område var det i Danmark især hos hunde og undertiden hos kvæg, at leptospirose blev diagnosticeret ved antistofpåvisning i blodprøver og ved fund af agens ved mørkefeltmikroskopi af vævsvæsker og kulturer. Således havde infektioner hos hunde med L. icterohaemorrhagiae og L. canicola stor betydning i 1930'erne og 1940'erne (Ottosen 1962). L. icterohaemorrhagiae, der har rotten som den naturlige vedligeholdelsesvært, kan hos hunde som endevært forårsage særdeles ondartede ikteriske sygdomstilstande, medens L. canicola med hunden som den naturlige vedligeholdelsesvært har et langt mildere klinisk forløb. Forekomsten af disse infektioner er i Danmark og i andre lande reduceret betydeligt på grund af rottebekæmpelse, forbedret hygiejne og vaccination af hunde. Tidligere er der her i landet hos kvæg påvist infektioner og sygdomsudbrud med ikterus, hæmoglobinuri og aborter relateret specielt til L. pomona. Sidstnævnte forårsagede således i 1957 en større epizooti på Lolland-Falster (K. L. Fennestad & C. Borg-Petersen 1958a,b 1972) og et lignende symptombillede refereres beskrevet helt tilbage i 1910 og 1911. Leptospirainfektioner hos svin har tidligere været genstand for visse undersøgelser på Lolland og Falster i årene efter udbruddene hos kvæg, og der påvistes op til 15% positive blodprøver hos søer med serologisk reaktion overfor L. pomona.

Infektionen hos svin

På internationalt niveau er mange forskellige leptospira serogrupper påvist hos svin gennem tiderne, dels som seroreaktioner, men også ved dyrkning (Ellis 1992). Tilsyneladende er disse infektioner vidt udbredt over det meste af jorden, men forekomsten og hyppigheden af forskellige serogrupper kan variere meget. L. australis serovar bratislava, L. pomona genotype kennewicki og L. tarassovi kan alle optræde som typer, der har svinet som reservoir og derved udgøre en vis sygdomsmæssig risiko. Andre serovar tilhørende de samme 3 serogrupper, men også serovar fra helt andre serogrupper, vil kunne inficere svin fra reservoir i en fremmed vært såsom mus og andre små til mellemstore pattedyr og derved forårsage betydelige sygdomsproblemer.

I Danmark har der igennem adskillige år været påvist seroreaktioner hos svin overfor L. bratislava, uden at det dog med sikkerhed er lykkedes at påvise hverken agens eller et reelt symptomkompleks (Mousing et al. 1995). Seroreaktionerne overfor L. bratislava er dog forekommet med ret lav prævalens og reaktioner overfor andre serogrupper har været yderst sparsomme. Således blev der i årene 1992 til 1999 ved Danmarks Veterinærinstitut (DVI) (tidl. Statens Veterinære Serumlaboratorium, SVS) påvist 324 seroreaktioner blandt 4625 blodprøver undersøgt for L. bratislava (SVS/SVIV årsberetninger 1992-1999). Overfor andre serogrupper fandtes kun 8 positive seroreaktioner, heraf 2 overfor L. pomona.

På DVI foretages rutinemæssige undersøgelser for antistoffer mod mange forskellige serogrupper af leptospirer ved anvendelse af mikroagglutinationstesten (MAT), som virker ved inaktivering og lysis af en kendt leptospira kultur. Det er en ganske følsom og meget anvendt metode, som er i stand til at adskille leptospirer på serogruppe niveau, men den kan ikke skelne mellem forskellige serovar inden for den enkelte serogruppe. Metoden er karakteriseret ved, at det serologiske respons aftager og evt. forsvinder helt i løbet af nogle måneder efter infektionens begyndelse. I nærværende arbejde er blodprøver af søer i de angrebne besætninger blevet undersøgt med MAT testen overfor L. pomona (P26), L. tarassovi (Mitis Johnson), L. bratislava (Jez), L. bataviae (van Tienen) og andre svinerelevante leptospirer.

Undersøgelse for leptospirer i fostermateriale er gennemført ved en indirekte immunofluorescens test (Fig. 2) udført på en udstrygning af homogeniseret organmateriale, fortrinsvis nyrer, med brug af en pool af antiserum for L. bratislava og L. pomona. Senere er anvendt en direkte test med brug af antisera mod flere serogrupper.

Figur 1.	Kort over Danmark med angivelse af placeringen af de leptospiraangrebne svinebesætninger. L. tarassovi i Jylland 1, L bataviae i Jylland 2 og ukendt serotype i Jylland 3. (Map of Denmark indicating the location of leptospira-affected swine herds. L. pomona in Lolland 1-7, L. tarassovi in Jylland1, (=Jutland 1), L. bataviae in Jylland 2, and unknown serogroup in Jylland 3).

Ved forsøg på dyrkning er anvendt et specifikt substrat (Ellis 1986) hvormed det lykkedes at isolere 6 stammer fra grisefostre. Forsøg på serovar bestemmelse af isolaterne blev foretaget ved MAT testen med brug af antisera fra Leptospirosis Reference Laboratory i Colindale, London, og suppleret med genom undersøgelser på DNA materiale med restrictions endonuclease analyse (REA), med forskellige skæringsenzymer og påfølgende gelseparation og visuel identitetsbestemmelse (Montgomery 2001).

Leptospirer som årsag til abort i danske svinebesætninger

I december måned 1999 optrådte der flere tilfælde af abort i et hold drægtige søer i en nyetableret svinebesætning på Lolland (Tabel 1, Fig. 1). Besætningen på ca 500 søer blev etableret ved indkøb af avlsdyr i sidste halvdel af 1999. Gyltene blev fordelt i 5 hold af ca 100 dyr, som gik løse på dyb halmstrøelse. I løbet af december observeredes en del aborter i den ene flok af drægtige gylte, og inden længe antog problemerne karakter af en voldsom abortstorm, som gradvis bredte sig til hele besætningen. Leptospirose blev diagnosticeret medio januar ved immunofluorescens af aborteret fostermateriale og ved serologiske undersøgelser af blodprøver fra aborterede gylte (Friis et al. 2000).

 

Besætning	Total	Positiv MAT serologi på blodprøvera
Herd	MAT	L. pomona	L. tarassovi	L bataviae	Isolater	Nyre kidney	Placenta	Uterus
Lolland 1
- Jan.-Jun., 2000 - senere unders.	35 10	28 0	0		1 (L.pomona)	30/24 2/0	1/1 2/0
Lolland 2	14	6	0		1 (L.pomona)	5/4	2/2
Lolland 3	28	19				4/2
Lolland 4	8	4				1/0
Lolland 5	6	5
Lolland 6	10	7				16/6
Lolland 7	10	5
Jylland 1
- Apr.-Aug. 2000 - senere unders.	10 10	0	8		2 (L.tarassovi)	23/17 21/1	2/0 5/0
Jylland 2 Jylland 3	42 20	0 0	0 0	26	2 (L.bataviae)b	35/12 17/0	3/0 9/0	4/1
Muscmice Lolland	40	0			1 (L.pomona)	lunge, lever, nyre		40/1
Musdmice Jylland 2	0				1e	lever, nyre		29/5

a)	Seroreaktioner for L. bratislava og andre leptospirer ikke anført. (Seroreactions for L. bratislava and other leptospirer not shown)
b)	Ét (one) isolat identificeret
c)	Brandmus (stripen mice) Apodemus agrarius
d)	Halsbåndmus og skovmus, A. flavicollis, A. sylvaticus
e)	Preliminær identifikation antyder (indecate) L. sejroe gruppen

I løbet af året 2000 diagnosticeredes yderligere 4 besætninger med store abortproblemer på Lolland og tillige én besætning i Vendsyssel (Fig. 1, Jylland 1), og i første halvår af 2001 kom der 2 nye besætninger til, ligeledes på Lolland. Endelig fandtes der sidst på året 2001 yderligere 2 besætninger og denne gang i Jylland. I alt blev 9 besætninger fundet positive ved serologiske undersøgelser, og heraf var 6 tillige positive ved immunofluorescens af fostermateriale. I den senest påviste besætning i Jylland (Jylland 3) er der foreløbig blot noteret et enkelt fund med positiv immunofluorescens ved et tilfælde af endometritis, men uden specifik serologisk respons udover de sædvanlige lave reaktioner for L. bratislava.

De angrebne sobesætninger har været af en størrelse på ca 500 søer. I 7 af besætningerne var drægtige dyr inddelt i nogle få store løstgående hold på halmstrøelse/dybstrøelse, medens søerne i de resterende 3 besætninger var bundet eller gik i små bokse. I enkelte af besætningerne har der været mulighed for udendørs ophold. Aborterne startede generelt i et enkelt hold og bredte sig efterhånden til hele besætningen. De fandt altovervejende sted i de sidste 1 til 4 uger af drægtigheden og optrådte stort set uden varsel og uden generel forstyrrelse af almenbefindendet. De var desuden i de fleste besætninger karakteriseret ved forekomst af mange mummificerede fostre. I besætningen i Sydjylland (Fig. 1, Jylland 2) domineredes billedet dog af tidlig fødsel af svage eller dødfødte grise, som ofte var ikteriske, men ikke egentlig mummificerede, og desuden forekom der lettere forøget frekvens af omløbere. Andre leptospirarelaterede sygdomssymptomer syntes ikke at forekomme i nogen af besætningerne. Foruden de positive fund ved immunoflourescens og serologi lykkedes det ved dyrkningsundersøgelser at isolere 6 leptospira stammer fra grisefostre, 2 fra hver sin besætning på Lolland, 2 fra besætningen i Vendsyssel og 2 fra besætningen i Sydjylland.

Figur 2.	Immunofluorescens på udstrygning af homogeniseret svinefoster nyre. Bemærk aflange leptospira-lignende dannelser (lL. pomona) samt mindre nedbrudte partikler af disse. Lineær forstørrelse ca. 900 x. (Immunofluorescence on smear of homogenised pig foetal kidney. Note threadlike organisms and destructed particles of leptospira (L. pomona). Linear magnification ca. 900 x).

Behandling og forløb

Terapeutisk behandling med antibiotika, (streptomyciner og penicilliner), har tilsyneladende haft god effekt. Vaccination med præparater indeholdende L. pomona antigen har ligeledes været medvirkende til at forbedre tilstanden i besætningerne på Lolland.

Aborterne ophørte gradvis efter nogle måneder, eventuelt helt op til et halvt års tid, sandsynligvis delvis understøttet af de terapeutiske tiltag og delvis ved gradvis udvikling af immunitet. I den først angrebne besætning blev der foretaget fornyede blodprøveundersøgelser 9-10 måneder efter aborternes begyndelse. På dette tidspunkt var de positive seroreaktioner forsvundet, hvilket dog ikke er ensbetydende med ophørt immunitet. Vaccinationerne fortsættes stadigvæk i betydeligt omfang i de lollandske besætninger og tilsyneladende med god effekt. I besætningen i Vendsyssel (Tabel 1, Jylland 1) forekom der stadig efter et års forløb en del sene aborter, men årsagen til disse er ikke afklaret. Kun i et enkelt foster blev der således i 2001 påvist leptospirer ved immunofluorescens, og serologiske undersøgelser har været negative.

Identifikation af danske isolater af leptospira

Undersøgelser af organmateriale ved immunoflourescens test dækker bredt på tværs af serogrupper og kan ikke afklare, hvilke serogrupper, der er involveret. Ved undersøgelser af blodprøver fra søerne med MAT test opnåedes en betydelig afklaring af den inficerende leptospira serogruppe, idet der ved samtlige udbrud på Lolland fandtes høje positive seroreaktioner med værdier omkring eller over 1:1000 for L. pomona. Derudover fandtes enkelte lave reaktioner overfor andre serogrupper, der kunne tolkes som krydsreaktioner. I besætningen i Vendsyssel (Tabel 1, Jylland 1) fandtes ingen antistoffer mod L. pomona. Kun overfor serogruppe Tarassovi fandtes der positivt respons, dog med lave titre på 1:100. I besætningen i Sydjylland (Tabel 1, Jylland 2) fandtes meget høje MAT titre på 1:3000 overfor L. bataviae ledsaget af lave reaktioner overfor Leptospira poi og uden reaktion overfor andre leptospirer.

Serogruppe tilhørsforholdet af leptospira isolaterne fra grisefostre blev ligeledes bestemt med MAT testen. Dette udførtes ved brug af antiserum af kendt serogruppe opnået fra leptospira reference laboratoriet i Colindale, London. Det fandtes, at begge lollandske stammer reagerede med meget høje titre overfor serogruppe Pomona, men uden en afklaring af serovar typen. De 2 isolater fra Vendsyssel vistes at tilhøre serogruppe Tarassovi, men viste dog noget lavere titre. Nøjere genom bestemmelser blev foretaget med REA analyse (Montgomery 2001) og sammenligning til kendte serovar viste, at begge de lollandske isolater tilhørte serogruppe Pomona, og inden for denne gruppe tilhører de serovar Mozdok, der er karakteriseret ved at have brandmus som vedligeholdelsesvært. Brandmus forekommer i Danmark kun almindeligt på Lolland og Falster og lejlighedsvis på omliggende øer. Det vistes tillige, at stammerne fra Vendsyssel afviger klart fra de lollandske stammer, og at de vil kunne tilhøre serogruppe Tarassovi. Endelig er det ene af de sidst opnåede isolater fra Sydjylland bestemt som L. bataviae ligeledes ved MAT testen.

Undersøgelser på mus

Da brandmusen, Apodemus agrarius, som omtalt kan være vedligeholdelsesvært for netop L. pomona besluttedes det at undersøge et antal af denne museart for infektionen. I november 2000 blev der derfor indfanget 40 fritlevende brandmus ved en større svinebesætning på Lolland og på marker i nærheden. I én mus blev der ved immunofluorescens påvist store mængder af leptospirer i en organpool, og der blev tillige dyrket et isolat herfra, som efterfølgende kunne identificeres som L. pomona i MAT testen. Forsøg på påvisning af antistoffer mod L. pomona i blod og vævsvæske fra de døde mus lykkedes ikke.

Også i besætningen i Sydjylland har der været formodninger om mus som smittekilde. Derfor blev 29 mus (halsbåndmus, Apodemus flavicollis og skovmus, Apodemus sylvaticus) indfanget ved besætningens udendørs foderplads og undersøgt ved immunofluorescenstesten på en pool af lever og nyrer, og 5 fandtes positive for leptospirose; heraf 2 halsbåndmus og 1 skovmus. Fra én af de resterende 2 mus, som ikke blev endeligt identificeret, blev der dyrket en leptospirastamme, som ved preliminær identifikation antyder tilhørsforhold til L. sejroe gruppen.

Epidemiologiske forhold og konklusion

Gennem årene 2000-2001 er i alt 133 svinebesætninger med betydelige reproduktionsproblemer blevet undersøgt for leptospirose med immunofluorescens og serologi. Heraf er 10 besætninger fundet angrebne. De har været ret store med omkring ca 500 søer. I de 7 besætninger har dyrene gået i løsdrift opdelt i få store grupper på halmstrøelse uden daglig udskiftning. Miljøet har ofte været præget af en del fugtighed i luft og i halmen. I de 3 resterende besætninger var dyrene adskilt i mindre grupper eller stod bundne, og der anvendtes ikke halmstrøelse. Generelt startede problemerne med aborter tidligt på vinteren i blot ét af holdene og spredte sig derefter til hele besætningen. Antallet af aborter varierede fra omkring 50 til et par hundrede og fandt sted i de sidste 1 til 4 uger af drægtigheden. Behandlingerne med streptomyciner og penicilliner viste god effekt.

Vaccination med vaccine indeholdende L. pomona antigen viste ligeledes god effekt i de lollandske besætninger, medens den svigtede i besætningen i Vendsyssel, formodentlig fordi der ikke findes specifikke antigener mod serogruppe Tarassovi i tilgængelige vacciner. I alle besætninger synes søerne kun at have kastet én gang som følge af infektionen, hvilket peger på udvikling af solid immunitet efter abortering.

Med påvisningen af, at udbruddene på Lolland er forårsaget af L. pomona serovar mozdok, kan det med rimelighed sluttes, at reservoiret for leptospirerne i dette område stadigvæk ligger i brandmusene, sådan som det tidligere er påvist i Danmark (Borg-Petersen & Fennestad 1956, Fennestad 1956b). Brandmusen, Apodemus agrarius, er let kendelig ved sin mørke stribe midt henad hoved, nakke og ryg. Den er vidt udbredt i Centraleuropa og fordrer ret varmt og tørt klima. I overensstemmelse hermed bliver tilsvarende udbrud af leptospirose hos husdyr stadigvæk beskrevet fra lande syd for Østersøen (Waldmann 1990).

Påvisningen af L. tarassovi er første fund i Danmark af denne serogruppe. De ret lave titre noteret ved MAT identifikationen antyder, at det kunne dreje sig om en anden serovar end Mitis Johnson, der er anvendt som reference. Fundet af L. tarassovi er bemærkelsesværdigt ved, at den i dag anses for nærmest at være forsvundet fra de fleste europæiske lande. I hvilken dyrepopulation, den har sit reservoir, er ukendt, men det ser ikke ud til at være små gnavere som mus og rotter; men nærmere lidt større pattedyr, dels rovdyr og dels planteædere. Imidlertid kan svinet også selv være vært og hermed smittekilde for L. tarassovi. De fortsatte abortproblemer sammenholdt med et positivt immunofluorescens fund i et aborteret foster i besætningen mere end et år efter første udbrud, kunne antyde denne sidste mulighed.

I den nyligt fundne besætning i Sydjylland antyder de meget høje titre overfor serogruppe Bataviae, at denne gruppe er årsagen til aborterne. Og denne antagelse understøttes ved identifikation af et isolat fra et grisefoster som L. bataviae. I denne besætning forekommer der tilsyneladende ikke egentlige mummificerede fostre, hvorimod ikteriske grise er et meget karakteristisk fund. L. bataviae har tidligere været påvist i Jylland (Fennestad & Borg-Petersen 1972) med ganske mange humane infektioner og seroreaktioner i svin, men er ikke fundet på øerne. Reservoiret ved det aktuelle udbrud synes at kunne være mus, idet såvel halsbåndmus som skovmus blev indfanget på gårdens område, og 5 fundet inficeret med leptospirer ved immunofluorescens undersøgelse. Forekomsten af klinisk sygdom hos svin forårsaget af L. bataviae er næppe beskrevet tidligere.

Dyrkningen af såvel L. pomona, L. tarassovi og L. bataviae repræsenterer således første endelige demonstration af klinisk leptospirose hos svin i Danmark. Det er bemærkelsesværdigt, at L. australis serovar bratislava og beslægtede serovar ikke endnu er påvist i Danmark, hverken ved klinisk sygdom eller som latente infektioner. Alt dette til trods for de tidligere omtalte antistofreaktioner i den danske svinebestand; også så meget mere som det forhold, at serogruppe Australis i visse andre lande påvises meget ofte som årsag til mere uspecifikke former for infertilitet (Ellis et al. 1986).

Årsagen til de pludselige angreb på Lolland kunne hænge sammen med en kraftig opformering af brandmus i den ret varme og tørre sommer og eftersommer 1999. Der er da også oplysning fra 2 af besætningerne om iagttagelse af mus i dette efterår, og i det ene tilfælde drejede det sig om et stort antal. Desuden var der så mange mus ved den første besætning på Lolland, at indfangningen af 40 brandmus i november måned år 2000 kunne ske i løbet af et par dage. Det er bemærkelsesværdigt, at udbrud ikke er registreret på Falster, hvor musen også er almindelig. Og i midten af 1950"erne koncentreredes udbruddet hos kvæg sig på Falster. Heller ikke i den sydjyske besætnings område har indfangning af de ca 30 mus voldt problemer, idet der er iagttaget mange mus under fodertrugene ved den udendørs fodring.

En anden udløsende faktor for smittespredningen i de 7 besætninger kunne være de særlige opstaldningsforhold med store fritgående flokke af søer på en tyk halmbund, som ikke udskiftes, og som i vintertiden kan være ganske fugtig. Dette vil kunne yde gode muligheder for overlevelse af leptospirer. Selvom smitten i besætningerne på Lolland ser ud til at hidrøre fra brandmus indført til staldmiljøet, så peger forløbet i besætningerne på, at smitte også kan forekomme direkte imellem søer, fx ved at de æder smittefarlige materialer, såsom aborterede fostre eller halmkontamineret med inficeret urin. Og endelig vil infektionen kunne penetrere opblødt hud i fx klovspalte.

Under alle omstændigheder vil det fortsat være en betydningsfuld veterinær opgave at søge at indpasse miljømæssige og dyreværnsetiske forbedringer i svineproduktionen på en sådan måde, at smittemuligheder med leptospirer begrænses.

Anerkendelse/Acknowledgement

Dr. John Montgomery, Veterinary Sciences Division, Stoney Road, Stormont, Belfast, Nord Irland, tilstilles den bedste tak for den værdifulde identifikation af Leptospira pomona isolaterne som serovar Mozdok. The authors greatly acknowledge the invaluable help of Dr. John Montgomery, Veterinary Sciences Division, Stormont, Belfast, Northern Ireland, for the identification of the isolates of Leptospira pomona as serovar Mozdok.

Laboratoriefuldmægtig Ulla Amtoft takkes for sit omhyggelige og veludførte arbejde i forbindelse med immunofluorescens identifikationen og isolationen af leptospirerne.

Head laboratory assistant Ulla Amtoft is gratefully acknowledged for the excellent performance of immunofluorescence and cultivation of the leptospires.

Borg-Petersen, C. & K.L. Fennestad: A field rodent (Apodemus agrarius) as a carrier of Leptospira pomona in Denmark. J. Am.Vet. Med. Ass. 1956, 128, 204-205.

Ellis, W.A.: The diagnosis of leptospirosis in farm animals. In: The Present State of Leptospirosis Diagnosis and Control. Edited by Martinus Nijhoff Publishers for the Commission of the European Communities 1986, p 13-31.

Ellis, W.A.: Leptospirosis in pigs. Pig Vet. J. 1992, 28, 24- 34.

Ellis, W.A., P.J. McParland, D.G. Bryson, J.A. Cassels: Prevalence of Leptospira infection in aborted pigs in Northern Ireland. Vet. Rec. 1986, 118, 63-65.

Faine, S., B. Adler, C. Bolin & P. Perolat: Leptospira and Leptospirosis, 2nd Ed., Sept. 1999. Publ. by MediSci, Melbourne, Vic., Australia.

Fennestad, K.L.: Om leptospiroser hos vore husdyr. Nord. Vet. Med. 1956a, 39, 325-347.

Fennestad, K.L.: Refereret i Medlemsbl. danske Dyrlægeforen. 1956b, 39, 334-335.

Fennestad, K.L. & C. Borg-Petersen: Studies on bovine leptospirosis and abortion. IV. Demonstration of Leptospira in foetuses from field cases of abortion in cattle. Nord. Vet Med. 1958a, 10, 302-308.

Fennestad, K.L. & C. Borg-Petersen: Et udbrud af leptospirosis pomona med hæmoglobinuri og abort hos kvæg på Lolland-Falster. Medlemsbl. danske Dyrlægeforen. 1958b, 41, 279-282.

Fennestad, K.L. & C. Borg-Petersen: Leptospirosis in Danish wild mammals. J. Wildlife Dis. 1972, 8, 343-351.

Friis, N.F., S.E. Jorsal, V. Sørensen, A.L. Schirmer, J. Lindahl & F. Thorup: Enzootics of leptospira abortions in Danish sow herds practising loose housing on deep straw bedding. Acta Vet. Scand. 2000, 41, 387-390.

Montgomery, J.:, Dep. Agricult. Rural Development Northern Ireland, Veterinary Sciences Division, Stoney Road, Stormont, Belfast. Personal information 2001.

Mousing, J., J. Christensen, J. Haugegaard, A.L. Schirmer & N.F. Friis: A seroepidemiological survey of Leptospira bratislava infections in Danish sow herds. Prev. Vet. Med. 1995, 23, 201-213.

Ottosen, H.E.: Leptospirosis canis i Danmark. Medlemsbl. danske Dyrlægeforen. 1962, 45, 455-458.

Ramadass, P., B.D. Jarvis, R.J. Corner, D. Penny & R.B. Marshall: Genetic characterization of pathogenic Leptospira species by DNA hybridization. Int. J. System. Bact. 1992, 42, 215-219.

Waldmann, K.H.: Verlauf und Bekampfung der Leptospirose in einem Sauenbestand. Deutsche tierartzl. Wschrift. 1990, 97, 39-42.