Ny strategi for bekæmpelse af mund- og klovesyge

Behov for modernisering af strategi

Udbruddet af mund- og klovesyge (MK) i Storbritannien i 2001 satte rekorder på mange måder, idet antallet af udbrud, mængden af ressourcer, samt de økonomiske konsekvenser langt har overgået de beregnede omkostninger, der ligger til grund for EU’s beslutning om at indføre ikke-vaccinationspolitikken (Rådets Direktiv 90/423/EØF af 26.6.1990), der forbød medlemsstaterne at anvende mund- og klovesygevaccine senest pr. 1.1.1992.

Når beregningerne i den grad har undervurderet konsekvenserne ved et udbrud, skyldes det blandt andet øget globalisering med risiko for introduktion af virus på andre måder end ved import af dyr og den øgede mobilitet af dyr i et frit marked. EU’s præmieordninger tilskynder til stor omsætning på det engelske fåremarked. Denne enorme kontaktrate mellem fjerntliggende besætninger i en relativ kort periode var endvidere sammenfaldende med, at virus var blevet introduceret til den dyreart, der udviser de mest marginale kliniske symptomer.

Gældende regelsæt

På grund af sin enorme økonomiske betydning er mund- og klovesyge placeret øverst på OIE’s (Office International des Epizooties) liste A over anmeldepligtige sygdomme (OIE, 2001).

OIE, der tæller mere end medlemslande, fastsætter internationale standarder for bekæmpelsen af smitsomme husdyrsygdomme. Reglerne skal endvidere sikre de dyresundhedsmæssige forhold i forbindelse med international handel med dyr og animalske produkter. OIE går ikke aktivt ind i bekæmpelse af husdyrsygdomme i det enkelte land, men definerer blandt andet betingelser for, at et land kan betragtes som hhv. frit/ikke-frit for smitsomme sygdomme.

For liste A-sygdomme skal der indenfor 24 timer indgives anmeldelse til OIE, når der er udbrud eller genudbrud af en sygdom, som landet eller området tidligere har været fri for, eller hvis der er vigtige nye fund, som kan være af epidemiologisk betydning for andre lande.

Hidtil har OIE-reglerne lagt op til 3 typer af bekæmpelsesprogrammer mod mund- og klovesyge:

1. nedslagning af smittede besætninger (for eksempel England i 2001)
2. nedslagning af smittede besætninger samt nødvaccination af andre besætninger med efterfølgende nedslagning af de vaccinerede dyr (for eksempel Holland i 2001)
3. forebyggende vaccination (f. eks. Israel)

I EU bekæmpes M&K efter punkt 1 og 2.

Bekæmpelsesmetoden har en direkte konsekvens for, hvor tidligt efter et udbrud et land igen kan opnå MK-fri status og dermed genetablere sin eksport.

Internationalt er det vedtaget, at lande, der ønsker at blive optaget på listen over MK-fri lande uden anvendelse af vaccination skal indberette dyresygdomme uopsætteligt og troværdigt. Endvidere skal landet kunne dokumentere, at udbrud eller vaccination ikke har fundet sted i de seneste 12 måneder, og at alle tiltag for forebyggelse af og kontrol med mund- og klovesyge er implementeret, samt at der ikke har været importeret vaccinerede dyr siden vaccination i landet er ophørt.

MK-frie lande, der ikke vaccinerer forebyggende, som har haft udbrud af MK og som har benyttet nedslagning, har 3 måneders karenstid efter slagtning af det sidste MK-serologisk positive dyr, før fri status vil kunne generhverves - dette uanset om der blev anvendt nødvaccination eller ej, og frihed for MK dyr skal dokumenteres ved serologisk overvågning af populationen.

Lande, der anvender forebyggende vaccination, kan tidligst blive erklæret M&K-fri 12 måneder efter sidste vaccination, uden kliniske udbrud.

De overordnede krav fra OIE er omsat til EU-direktivtekst (Rådets Direktiv 82/894/EØF af 21. december 1982 "om anmeldelse af dyresygdomme inden for Fællesskabet"), der blandt andet foreskriver, at medlemsstaterne skal anmelde primærudbrud af mund- og klovesyge på deres område inden 24 timer direkte til Kommissionen og de øvrige medlemsstater.

Mere detaljeret stilles der konkrete krav til de enkelte medlemsstaters håndtering af et udbrud (Rådets Direktiv 85/511/EØF af 18. november 1985 "om fællesskabsforanstaltninger til bekæmpelse af mund- og klovesyge"), og beslutning om anvendelse af nødvaccination i den enkelte medlemsstat træffes af Kommissionen i samråd med den berørte medlemsstat.

Hver enkelt medlemsstat skal udarbejde en beredskabsplan med angivelse af de nationale tiltag ved udbrud af mund- og klovesyge (Rådets Direktiv 91/42/EØF af 8. januar 1991 "om fastlæggelse af de kriterier, der skal gælde for udarbejdelse af beredskabsplaner for mund- og klovesyge"), der er implementeret i det nationale retsgrundlag (bekendtgørelse nr. 754 af 20. oktober 1998 “om bekæmpelse af mund- og klovesyge”).

Minimumskravene omfatter oprettelse af et nationalt krisecenter, som skal koordinere alle bekæmpelsesforanstaltninger i den pågældende medlemsstat. Der skal foreligge en fortegnelse over lokale sygdomsbekæmpelsescentre, der har tilstrækkelige faciliteter til at koordinere sygdomsbekæmpelsesforanstaltninger på regionalt plan. Planerne skal blandt andet indeholde detaljerede oplysninger om det personale, der medvirker. Kommandoveje og kommunikationsmidler skal være beskrevet, så ansvarlige personer eller organisationer, der direkte eller indirekte er involveret i et udbrud, er identificerede.

Der er krav om udarbejdelse af uddannelsesprogrammer for at vedligeholde og udvikle færdigheder i det praktiske arbejde og administrative procedurer, og krav til de diagnostiske laboratorier om tilstrækkelig kapacitet og egnede faciliteter. Endelig skal der være gennemført en risikovurdering af hvilke situationer, der kan være medføre en iværksættelse af nødvaccination.

Ny bekæmpelsesstrategi vedtaget i OIE

Definitionen af et udbrud af mund- og klovesyge er i 2002 blevet omarbejdet for at lukke et smuthul i den gamle definition. Et udbrud var tidligere defineret som tilstedeværelsen af kliniske symptomer på MK, og tog ikke hensyn til, at der kunne forekomme subkliniske infektioner.

Definitionen angiver nu flere muligheder for infektion:

1. Isolation af MK-virus fra dyr eller animalske produkter.
2. Fund af viralt antigen eller RNA fra et eller flere dyr, der viser kliniske tegn på MK, eller er epidemiologisk relateret til mistænkte eller bekræftede udbrud af MK.
3. Tilstedeværelsen af antistoffer mod strukturelle eller non-strukturelle MK-proteiner i et eller flere dyr, der ikke kan skyldes vaccination mod MK, og som er epidemiologisk relateret til mistænkte eller bekræftede MK-udbrud, eller udviser kliniske tegn på MK.

Der er flere elementer i de nye retningslinier, hvoraf det væsentligste er, at det bliver muligt at anvende nye differentierende diagnostiske tests til at afgøre, om de vaccinerede dyr er smittet med mund- og klovesyge.

Udvikling af differentierende diagnostiske tests har gjort det teoretisk muligt at undersøge om et vaccineret dyr samtidigt er smittet med mund- og klovesyge. OIE foreslår derfor nu, at der åbnes mulighed for at anvende en ny bekæmpelsesmetode med brug af vaccination, baseret på nedslagning af smittede besætninger samt nødvaccination af andre besætninger uden efterfølgende nedslagning af de vaccinerede dyr, hvis de ikke viser tegn på smitte med mund- og klovesyge. Karenstiden før opnåelse af MK-fri status for det pågældende land efter et udbrud er fastsat til 6 måneder. Efter landet igen er mund- og klovesygefrit skal de vaccinerede dyr kunne omsættes frit og produkter fra de vaccinerede dyr skal kunne omsættes uden restriktioner eller krav om behandling, der har til hensigt at destruere virus.

På grundlag af erfaringer med blandt andet MK-udbruddet i UK i 2001, samt den hollandske svinepestepidemi i 1997/98 og de massive økonomiske tab, der har været påført Fællesskabet, og det etiske spørgsmål om anvendelse af en generel nedslagningspolitik er acceptabel, er der konstateret et behov for en ændring af Direktiv 85/511.

Det forventes, at der i direktivudkastet lægges vægt på:

• Forebyggende tiltag mod indførsel af virus til Fællesskabet
• Hurtig indsættelse af effektive kontrolforanstaltninger ved mistanke om udbrud
• Overvågning af flytning af dyr
• Brugen af vaccination
• Regionalisering til begrænsning af økonomiske konsekvenser
• Antigenbanker
• Detaljerede krav til beredskabsplaner
• Forhold vedrørende opfodring af madaffald

I tilfælde af et udbrud i en eller flere medlemsstater behandler den Stående komité for fødekæden og dyresundhed forhold omkring bekæmpelse mv., herunder hvornår restriktioner for områder henholdsvis lande kan hæves efter bekæmpelse af udbruddet. Regionalisering af EU kræver en midlertidig suspension af det indre marked, således at de øvrige medlemsstaters eksport ikke berøres af andre medlemsstaters bekæmpelsesstrategi.

Anvendelse af vaccinationstrategi kræver, at der findes tilstrækkelige mængder vaccine af den korrekte serotype, da der ikke er krydsimmunitet.

Der findes 3 strategier:

1. Nødvaccination ("suppressive vaccination"), hvor alle dyr vaccineres i beskyttelseszonen omkring inficerede besætninger. Det kan være nødvendigt at anvende nødvaccination, hvis aflivnings- eller destruktionskapaciteten overskrides, for at epidemien ikke skal komme ud af kontrol. Dyrene slås ned senere.
2. Beskyttende ("protective vaccination") vaccination, hvor dyrene ikke slås ned efterfølgende. Dette kan være nødvendigt op til grænseområder til andre lande, hvor sygdommen er ude af kontrol.
3. Forebyggende vaccination af hele populationen uden efterfølgende nedslagning.

Det er imidlertid essentielt, at dyrene er identificeret, og at det er muligt at skelne mellem vaccinerede dyr og naturligt inficerede.

Lande, der anvender vaccination ved bekæmpelsen af MK, kan, for at genvinde fri status, enten slå alle vaccinerede dyr ned (3 måneders karenstid), gennemføre tests af alle vaccinerede dyr (6 måneders karenstid) (figur 1), eller vente i 12 måneder - som beskrevet i det oprindelige regelsæt.

Den forkortede karensperiode fra 12 til 6 måneder er, at de serologiske overvågningsprogrammer baserer sig på pålidelige tests, der er i stand til at identificere inficerede dyr, der kan være carrier-dyr.

Diagnostiske tests for tilstedeværelsen af non-strukturelle proteiner (NSP) kan anvendes til at skelne mellem dyr, der er inficerede og dyr, der kun er vaccinerede. Der er imidlertid en risiko for, at enkelte kreaturer, der har været vaccineret, ikke udvikler antistoffer mod NSP efter at have været i kontakt med virus. Dette skyldes, at vaccinationen forhindrer tilstrækkelig viral replikation til, at der dannes antistoffer mod NSP, og disse dyr kan eventuelt blive carriers.

Men på besætningsplan er der imidlertid ikke 100% beskyttelse af alle dyr efter vaccination med selv en meget potent vaccine, og ved eksponering med virus i besætningen, vil enkelte individer opformere virus, selv om de ikke udviser kliniske symptomer, og serokonvertere mod NSP. Derfor vil det være muligt, såfremt testen anvendes på alle dyr i besætningen, at afgøre om den har været eksponeret for levende virus og om der er risiko for tilstedeværelsen af carrier-dyr. Dette forudsætter dog, at alle dyr har været udsat for samme grad af eksponering, og i situationer, hvor kun få dyr har været eksponeret, kan sensitiviteten vise sig at være for ringe. NSP-testen skal derfor udelukkende anvendes til tolkning på besætningsplan, og kan ikke anvendes til frikendelse af enkelte individer. OIE arbejder pt. med at udforme detaljerede retningslinier for gennemførelse af sådanne serologiske overvågningsprogrammer. Retningslinierne forventes vedtaget i 2003.

Carrier-dyr

Drøvtyggere, der har gennemløbet en naturlig infektion med MK virus, og vaccinerede drøvtyggere, der har været i kontakt med MK-virus, er i stand til at huse virus i pharynxregionen i kortere eller længere tid.
En carrier er defineret som værende et dyr, hvor det er muligt at isolere virus 28 dage eller senere efter infektion.

Det er ikke en usædvanlig situation, idet op til 50% af alle drøvtyggere, der bliver eksponeret for virus, bliver carriers. Varigheden af dette stadie afhænger af arten og det individuelle dyr. Den Afrikanske bøffel kan være carrier i op til 5 år, mens det er 3 år hos kvæg, og op til 9 måneder hos får. Geder og hjorte er kun carrier i kort tid efter infektion, og det er ikke beskrevet hos svin. Det har dog ikke været muligt at overføre MK-virus fra carrier-dyr til modtagelige dyr ved eksperimentelle undersøgelser.

Afsluttende bemærkninger

Den traditionelle bekæmpelsesmetode mod MK er for mange mennesker uacceptabel, da raske dyr må slås ned, og da den medfører destruktion af store mængder fødevarer. Hvis den nye bekæmpelsesstrategi kan leve op til de faglige forventninger, kan masse-nedslagning af besætninger under et udbrud af mund- og klovesyge potentielt reduceres betydeligt i fremtiden. For at nå dette mål, er det stadig af stor vigtighed , at der iværksættes forskningsaktiviteter i langt større omfang med henblik på at afklare carrier problematikken, og på at udvikle bedre vacciner og tilhørende diagnostiske systemer. Kun herved kan det sikres at det bliver muligt at forhandle klare, globale aftaler på plads. Der skal være konsensus i OIE og WTO for at sikre, at der ikke bliver unødige handelskonsekvenser af en strategiændring på dette område.