Dødelighed i diegivningstiden

Resultaterne stammer fra én besætning, hvor vi fulgte 16 faringer, der førte til 202 levendefødte og 14 dødfødte grise. Af de 202 levendefødte grise døde 22 grise, hvilket svarer til 11 pct. Fødselstidspunktet for alle 202 grise blev registreret. Af hensyn til måling af råmælksoptagelsen blev kuldene ikke kuldudjævnet, før grisene var mindst 24 timer gamle.

Tidspunkt for død

Der var kun tre grise (1,5 pct.), der døde inden de var 12 timer gamle. Heraf blev to af grisene aflivet, fordi de var stærkt undervægtige (300 og 400 gram). Imellem 12 og 24 timer efter fødsel døde der fem grise (2,5 pct.), og imellem 24 og 48 timer døde der endnu otte (4 pct.). De fleste grise overlevede således den første tid hos soen.

Kuldstørrelse

Kuldstørrelserne varierede fra 6 til 18 levendefødte grise (figur 1). I kuld med færre end 10 levendefødte grise (23 grise) var der ingen grise, der døde. I kuld til og med 12 grise (67 grise i alt), døde kun én gris. Herefter steg dødeligheden. Disse resultater antyder, at når der fødes over 12 grise, så skal der sættes ind i tide, for at reducere dødeligheden.

Figur 1. Fordeling af kuldstørrelse og antal døde grise pr. kuld

Fødselsvægt

De mindste grise havde den højeste dødelighed ( figur 2). Bortset fra tre grise, heraf to grise på 300 og 400 gram, der blev aflivet kort efter fødsel, så overlevede grisene mindst 12 timer. Herefter klarede de små grise sig dårligt i rangkampene i de største kuld. Det er tvivlsomt, om de mindste grise vil overleve at blive flyttet til en ammeso, da det kræver tid og styrke at finde en ny patte efter flytning til en ammeso.

Figur 2. Effekt af fødselsvægt på dødeligheden

Fødselsrækkefølge

Fødselsrækkefølgen havde stor betydning for overlevelsen (figur 3). Til og med gris nr. 8 var dødeligheden lav, men herefter steg dødeligheden. Der var tilsyneladende ikke forskel i dødeligheden for de grise, der blev født imellem nr. 12 og nr. 17 i fødselsrækkefølgen. Det er tidskrævende at registrere fødselsrækkefølgen eksakt i praksis, men grisenes alder kan ofte estimeres på basis af, om grisene er tørre ved tilsynene af de farende søer. Det er ikke klart, om de sidstfødte grise er svage ved fødsel på grund af iltmangel, eller om de fødes for sent til at optage nok af soens råmælk. Sandsynligvis er årsagen til den høje dødelighed blandt de sidstfødte grise, at soen går fra vedvarende mælkenedlægning til periodiske diegivninger, når faringen er ovre. Derfor skal de sidstfødte grise være hurtigere til at finde yveret og optage mælk, end de førstefødte grise, der vil finde mælk i yveret hele tiden. Løsningen kan være at spærre de største af de førstefødte grise fra i de største kuld, eller at flytte nogle af de størst og førstefødte grise til en ammeso, når de har fået råmælk, så der bliver bedre plads til de mindste grise.

Figur 3. Dødelighed i forhold til fødselsrækkefølge

Råmælksforsyning

Grisenes råmælksforsyning kan estimeres ved at måle mængden af antistoffer i grisenes blod. Figur 4 viser dødeligheden i forhold til mængden af antistof i grisenes blod. Blodprøven er taget 12 timer efter, at grisen er født. Selv om enkelte af grisene havde op til 90 gram råmælksantistof pr. liter blod, kunne grise med 10 gram også godt overleve. Især den første råmælk indeholder meget antistof, og en lille mængde kan godt dække grisenes behov. Antistofniveauet i grisenes blod er altså ikke i sig selv af afgørende betydning for, om grisen overlever. Det er afgørende, om grisen efterfølgende får mælk, så den fortsat får sit energibehov dækket.

FIgur 4. Dødelighed ved stigende optagelse af råmælksantistoffer

Problemsøer

Af de 16 søer var der to, hvor der hos hver so døde syv grise i kuldet. Dette tæller stærkt på tabslisten. Den ene so fødte 18 levende grise med en gennemsnitsvægt på 900 gram. Her blev fire grise aflivet som svage, og tre døde som svagtfødte. Tildeling af udmalket råmælk eller tidligere kuldudjævning kunne måske have reddet flere af grisene. Den anden so fødte ligeledes 18 levende grise. Disse vejede 1,3 kg i gennemsnit. Denne so fik farefeber, diagnosticeret ved observation af manglende ædelyst, feber og røde slimhinder (karinjicerede konjunktivae). Grisene var dækket ind med råmælksantistoffer, men meget tyder på, at soen ikke gav ret meget mælk efterfølgende, så grisene sandsynligvis døde af energimangel. Her kunne et tilskud af energi måske have reddet flere af grisene.

Dødelighed kan forklares

Tabel 1 viser dødeligheden i forskellige grupper af grise. Halvdelen af de døde grise kan findes blandt de 14 undervægtige grise, der blev født som nr. 8 eller senere i kuldet (7 pct. af alle grise). De små grise, født som nummer 1 til 7, havde en acceptabel dødelighed (8 pct.). Dette viser, at små grise ikke er disponeret for høj dødelighed, forudsat at de er født tidligt i fødselsrækkefølgen. Tabellen viser ligeledes, at store grise, der fødes sidst i rækken af grise, ligeledes opnår en acceptabel overlevelse, så det at være født sent, fører ikke i sig selv til en forhøjet dødelighed.

Hvis driftslederen havde taget hånd om de 16 grise, der vejede under 1 kg, og som var født senere end nr. 7 i fødselsrækken, og kunne redde 11 af de 12 grise, der døde, så var dødeligheden i hele ugeholdet blevet halveret. Fire af de 14 undervægtige og sent fødte grise havde ikke optaget råmælk overhovedet, så tildeling af udmalket råmælk kunne måske have reddet disse. Det er muligt, at bare der havde været bedre plads ved yveret af soen, så kunne grisene selv have optaget denne råmælk. Måling af råmælksoptagelsen viste, at næsten alle store grise var dækket ind med råmælk 12 timer efter fødsel (Risom, 2003). Derfor vil fraflytning af de førstefødte store grise ca. 12 timer efter fødsel, sikre de sidstfødte grise adgang til såvel råmælk som til den efterfølgende somælk. Tildeling af udmalket so-råmælk vil muligvis være en fordel for de svageste grise.

Tabel 1. Faktorer, der forklarer pattegrisedødelighed og –overlevelse

Hvis de første syv grise ikke dør uanset deres fødselsvægt, og alle grise overlever ved kuldstørrelser, der svarer til antallet af patter hos soen, så må det antages, at næsten alle grise genetisk set er levedygtige, og at det aktuelle miljø alt andet lige kan sikre grisenes overlevelse. Nogle grise er små ved fødsel. Hvis de fødes blandt de sidste i et stort kuld, får de brug for hjælp til at få råmælk og til at finde en plads i rangordenen. Det er ikke let at gøre det rigtige for alle grise, men risikogruppen kan identificeres tidligt efter fødsel. Sikring af rå- og somælk til disse grise vil sandsynligvis kunne redde en del af disse truede grise.