Ledbetændelse hos pattegrise

I farestalden forekommer tre væsentlige infektiøse lidelser, som kan forårsage en høj pattegrise morbiditet og mortalitet, disse lidelser er diarré, polyserositis og arthritis.

Denne tekst har til formål at belyse problematikken omkring ledbetændelse hos pattegrise. Non-infektiøs ledbetændelse hos pattegrise vil ikke blive beskrevet.

En dansk undersøgelse (1) viste, at morbiditeten blandt pattegrise kuldene var 17,8% og blandt pattegrisene over 3 dage 3,3%. Mortaliteten blandt kuldene var 10,8% og blandt pattegrisene 1,5%.

Ledbetændelse ses oftest i 2. og 3. leveuge og er forårsaget af flere forskellige bakterier. Det hyppigste agens er Streptococcus Suis, desuden kan Staphylococci spp. og Eschericia Coli og flere andre bakterier være årsag til ledbetændelse hos pattegrise.

Af disponerende faktorer bør nævnes dårlig hygiejne specielt ved tandklipning og halekupering.

Når pattegrise har ledbetændelse er der oftest tale om polyarthritis og af og til om polyserositis.

Flere bakterier er blevet isoleret i forbindelse med ledbetændelse hos pattegrise (1,2). De hyppigst isolerede bakterier er hæmolytiske streptokokker, de er årsag til 65% af tilfældene (1). Streptococcus Suis type II er den væsentligste af de hæmolytiske streptokokker i denne forbindelse. Bakterien introduceres i en besætning via sunde smittebærere, som bærer bakterien i tonsillerne i næsesvælget og i næsehulen; indgangsporten til en septicæmi formodes at være tonsillerne i næsesvælget, turbinallierne i næsehulen og lungerne (3,4). Sunde smittebærere kan bære smitten i tonsillerne i 6 måneder og sunde smittebærere er endda fundet blandt 2. lægssøer (3).

PRRS har ved forsøg vist at svække grisene og derved gøre dem mere modtagelige over for Streptococcus Suis type II, formodentlig ved en svækkelse af makrofagerne i lungerne (5).

Streptococcus Suis type II forårsager foruden polyarthritis også meningitis, bronchopneumonia og valvulær endocarditis (3,4).

Erysipelothrix Rhusiopathiae er ligeledes blevet isoleret i forbindelse med pattegrise ledbetændelse (1). Denne bakterie ses dog hyppigere hos ældre grise. Staphylococci spp., Hæmophilus spp., Moraxella spp., Corynebacterium Pyogenes og Escherichia Coli er ligeledes blevet erkendt som årsag til pattegrise ledbetændelse. Indgangsportene for disse infektioner anses for at være tonsillerne i næsesvælget, tyndtarmen og navlen, endvidere ser det ud til, at sår i huden kan være indgangsport (1,2).

Flere management faktorer er med til at øge incidensen af ledbetændelse hos pattegrise. Tandklipning, hvorved der laves en åbning ind til tand pulpaen, og dermed en direkte kontakt til blodbanen og en umiddelbar stor risiko for septicæmi. Det samme er tilfældet ved hale kupering, hvor der også åbnes direkte til blodbanen (1,2).

Sår i huden og sorteksem (empitigo), er også indgangsporte for septicæmi og efterfølgende polyarthritis. Incidensen af pattegrise med ledbetændelse er større blandt hangrise.

Pattegrise født af gylte har større risiko for at få ledbetændelse, ligeledes er der større incidens i besætninger, som indkøber gylte. Pattegrise efter søer, hvis tidligere kuld har haft ledbetændelse, har øget risiko for at få pattegrise ledbetændelse. Dårlig ventilation øger risikoen for at grise med ledbetændelse dør.

Derimod syntes soens lægnummer og forekomsten af farefeber (meritis, mastitis og agalactia ) ikke at have nogen indflydelse på hyppigheden af ledbetændelse hos pattegrise over 3 dage. Der ud over ser det ikke ud til, at der er nogen sæson variation.

Grisen smittes oftest gennem soen frem for gennem miljøet. De omtalte bakterier findes i soens nasale sekreter, i pharynx og i tonsillerne. De er blevet fundet i vaginal sekret og endda på yveret. Soen må derfor anses for at være den vigtigste smittekilde (1).

En dansk undersøgelse publiceret i 1975 (1) viser, at der forekom ledbetændelse i 17,8% af pattegrise kuldene, og at der i 10,8% af kuldene forekom dødsfald som følge af ledbetændelse. I 83,3% af kuldene var der kun 1 gris med lidelsen. Blandt pattegrise, som var over 3 dage gamle, havde 3,3% ledbetændelse og 1,5% døde som følge af dette.

47,1% af pattegrisene med ledbetændelse døde. Af disse var 46,2% død i alderen 2-3 uger og 32% døde i alderen 4-5 uger, se figur 1.

Endvidere udgjorde pattegrise, der døde som følge af ledbetændelse, 6,2% af de primære tab.

Ledbetændelse er dermed med til at give en for høj dødelighed i diegivnings perioden. Problemets størrelse varierede besætningerne imellem, og problemet synes større i intensivt drevne besætninger.

Incidensen af ledbetændelse blandt pattegrisene varierede med tiden, hvorved der i perioder var meget store problemer, disse variationer forekommer indenfor samme besætning.

Det så dog ikke ud til, at der var nogen sæson variation (1,3).

Ledbetændelse hos pattegrise er ligeledes et problem i lande som England, Holland, Frankrig, Irland, Brasilien, USA, Australien og i det tidligere Tjekkoslovakiet (3).

Ledbetændelse forårsaget af Streptococcus Suis type II anses desuden for at være en zoonose, som forårsager meningitis hos mennesker (3,4).

Ledbetændelse hos pattegrise forekommer oftest i de store led, så som albueled, forknæled, hofteled og haseled, se figur 2, men ledbetændelse kan dog forekomme i alle led 1).

Diagnosen stilles ved individuel undersøgelse af pattegrisene eller ved at iagttage grisene i stien, grise med ledbetændelse er strithåret og halter (2,6).

Endvidere kan diagnosen stilles post mortem ved sektion. I de akutte til subakutte tilfælde er synovialmembranen hyperæmisk og villi er hypertrofiske, der ses fibrin udsvedninger i leddet. I de subkroniske tilfælde findes en fibrinøs periarthritis og eventuelt små abscesser; indholdet i leddet er cremet, kaseøst og gulligt, af og til ses et grønligt exudat.

I de kroniske tilfælde er der bindevæv i stedet for synocialmembran, focale ulcerationer eller erosioner i ledbrusken og måske endda osteitis. Disse forandringer er desværre ikke patognomoniske for nogen specifik bakterie.

Ved infektion med Corynebacterium Pyogenes ses i den kroniske fase tillige muskelnekrose og suppurativ destruktion af leddet med pastøs, grønlig pus.

Samtidig med ledbetændelse ses ofte meningo-encephalitis, pneumoni, endocarditis, nekrotisk gingivitis eller exudativ dermatitis (1).

Indholdet af leddene bør undersøges med henblik på isolation og identifikation af det kausale agens (1,3).

Det er nødvendig med individuel behandling af pattegrise med ledbetændelse med antibiotika, og behandlingen bør indsættes tidligt i forløbet, da der ellers vil udvikle sig irreversible forandringer i leddet/leddene (1,2,3).

Antibiotika terapien bør rette sig mod den pågældende bakterie, som forårsager ledbetændelsen. Streptococcus Suis er fint følsom for penicillin og ampicillin. Ledbetændelser forårsaget af Eschericia Coli kan dog være temmelig vanskelige at behandle (3,4,6).

Det anbefales at undersøge grisene på 10. og 18. levedøgn (1).

Til forebyggelse af ledbetændelse hos pattegrise anbefales at holde en god hygiejne i farestien, samt ved hale kupering og klipning af caninus tanden. Derudover er det vigtigt, at pattegrisene får råmælk fra soen til tiden (2,3).

Sanering af besætninger for smitte med Streptococcus Suis type II, er blevet overvejet. En medicinsk sanering er ikke mulig, men måske var det muligt ved at tømme staldene og indsætte SPF-dyr uden Streptococcus Suis type II. Men der eksisterer ikke nogen sikker måde, hvorpå det er muligt at konstatere, at en besætning er fri for infektion med Streptococcus Suis type II (3). En vaccination kunne tænkes mulig, men der er desværre ikke godkendt en sådan på det danske marked.

Ledbetændelse hos pattegrise forekommer hyppigst blandt pattegrise i alderen 2-3 uger og er hyppigst forårsaget af hæmolytiske streptokokker (1). Dette stemmer fint overens med det, der opleves i praksis i dag! Men ud over Streptococcus Suis, ses colisepsis forårsaget af Eschericia Coli som en meget vigtig differential diagnose. I enkelte besætninger ses ledbetændelse forårsaget af rødsyge-bakterien Erysipelothrix Rhusiopathiae, men disse kan i det akutte stadium skelnes fra ledbetændelse forårsaget af andre bakterier, på grund af den udtalte villi hypertrofi, der iagttages ved rødsyge ledbetændelse.

De vigtigste management faktorer, som kan øge risikoen for ledbetændelse, er hale kupering og klipning af caninus tanden (1,2). Ud over disse må kastration af hangrise anses for at være en mulig risiko faktor, specielt fordi denne operation ofte udføres under tvivlsom hygiejne.

Diagnosen ledbetændelse ved pattegrise stilles ved iagttagelse af pattegrisene. Det anbefales, at der foretages en individuel undersøgelse af pattegrisene omkring 10. og 18. levedøgn (1). En individuel undersøgelse af pattegrisene må anses for at være nødvendig for at stille diagnosen “ledbetændelse”, eftersom differential diagnoserne klovskader og traume efter tråd af soen, ligeledes kan give halthed. Det er nødvendigt at iagttage alle grise dagligt, da pattegrise med ledbetændelse således vil blive fundet tidligt i sygdomsforløbet, og dette giver en meget bedre prognose; en hurtig indsættende behandling er nødvendig for at undgå irreversible forandringer i leddene.

En bakteriologisk undersøgelse af indholdet af leddet med ledbetændelse er nødvendigt for at få fastslået agens, samt at få foretaget en resistens undersøgelse på den/de pågældende bakterier; således at den rette antibiotika terapi kan iværksættes.

En rutinemæssig behandling af alle pattegrise med penicillin, den dag der klippes tænder og hale kuperes, kan være nødvendig i besætninger med en høj incidens af ledbetændelse hos pattegrise. Valget af penicillin som antibiotika skal ses ud fra, at Streptococcus Suis, som er den hyppigste kausale bakterie, er fint følsom for penicilliner.

Det må endvidere anses for nødvendigt at holde en meget god hygiejne ved tandklipning, hale kupering og kastration. Endvidere kan slibning af tænderne og kupering af halerne med en brænder nedbringe incidensen af ledbetændelse blandt pattegrise.

Ledbetændelse hos pattegrise forvolder til tider voldsomme problemer i nogle besætninger, især fordi ca. halvdelen af pattegrisene, som får ledbetændelse, dør.

Streptococcus Suis må anses for at være det hyppigste kausale agens ved denne lidelse.

Smitten bliver indført i en besætning med sunde smittebærere, og der er ingen sikker metode, hvorved en besætning kan erkendes fri for denne smitte.

Andre agens kan give ledbetændelse hos pattegrise. Stafylokokker og Eschericia Coli er blandt disse.

Management faktorer som klipning af caninus tanden, hale kupering og kastration af hangrise, er på grund af den oftest meget dårlige hygiejne omkring disse arbejdsrutiner, med til at øge incidensen af ledbetændelse hos pattegrise.

Bekæmpelse af ledbetændelse hos pattegrise gøres gennem individuel terapi med passende antibiotika eller forebyggende behandling, såfremt lidelsen er hyppig i en besætning. Endvidere holdes en god hygiejne ved klipning af caninus tanden, ved hale kupering og ved kastration af hangrise. Eventuelt overvejes slibning af tænder frem for klipning; og brænding af halerne i stedet for klipning.

Kilde: Dansk Veterinærtidsskrift nr. 13, 1. juli 1996, 79. årgang side 575-577