Injektionsskader og temperatur af injektionsmedicin

Der har været fremsat påstand om, at anvendelse af kold injektionsmedicin kan være årsag til injektionsskader eller til øgede injektionsskader i muskelvævet på injektionsstedet (Wolf, 1997; Damm et al., 1997). I arbejdet af Wolf (1997) udpeges kolde vacciner og anden kold injektionsmedicin som en væsentlig årsag til hyppige injektionsskader på svin: “En af de største enkeltfaktorer, som udløser skader i kødet og dårlig udnyttelse af medicinen, er for kold opbevaring og anvendelse af medicinen med heraf følgende varige skader”. I brochuren “Værd at vide om veterinærmedicin” (Damm et al., 1997) er det fremhævet, at der kun bør indsprøjtes medicin med stuetemperatur og, at vacciner skal opvarmes i hånden inden brug, hvis vævsskader skal undgås.

Med det formål at belyse betydningen af injektionsmedicinens temperatur for udvikling af injektionsskader har Laboratorium for Farmakologi og Veterinær Terapi, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole i samarbejde med Danske Slagterier gennemført en undersøgelse, som beskrives nedenfor. Resultaterne af undersøgelsen er tidligere offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Pharmacology & Toxicology (Svendsen et al., 1998).

Kreatinkinase findes i meget stor mængde i muskelfibre. Ved beskadigelse af muskelfibre, fx med injektionsmedicin, bliver fibermembranen utæt, hvilket medfører, at kreatinkinase siver ud i det omgivende væv og føres bort med blodet. Undersøgelsen blev udført som tidligere beskrevet af Svendsen (1988) med bestemmelse af tabet af kreatinkinase fra muskelvævet på injektionsstedet. Efter udskæring af al synligt beskadiget muskelvæv fra et injektionssted kan tabet af kreatinkinase bestemmes og omregnes til antal gram muskelvæv, som på grund af beskadigelsen har mistet enzymindholdet.

Til undersøgelsen anvendtes 18 grise med en vægt på 28-42 kg. De modtog intramuskulære injektioner af lægemiddel af forskellig temperatur i den lange rygmuskel tæt mod lænderegionen. Til injektionerne anvendtes et markedsført lægemiddel med 10% oxytetracyklin i vandig opløsning. Dette præparat blev valgt, fordi det var kendt, at det ville forårsage en moderat injektionsskade. Præparatet blev injiceret med en temperatur på 0, 6 eller 20 °C. Hver gris modtog to injektioner, én på hver side af henholdsvis 2 eller 4 ml. En beskadigelse større end den forårsaget af 4 ml vil vanskeligt kunne rummes i den pågældende muskel, men strække sig ud over musklens afgrænsning. Herved kan der opnås fejlagtige resultater, når der måles med CK-metoden. Tre døgn efter injektionen blev grisene aflivet, og det beskadigede muskelvæv fra injektionsstedet blev udtaget til bestemmelse af tabet af kreatinkinase.

Efter injektion af 2 ml var omkring 10 g muskelvæv synligt beskadiget. Beskadigelsen var af samme størrelsesorden uanset temperaturen (Tabel 1). Efter injektion af 4 ml var omkring 15 g muskelvæv synligt beskadiget ligeledes uanset temperaturen (Tabel 1).

Tabel 1. Vægt af muskelvæv med synlig beskadigelse efter injektion af 2 eller 4 ml af 10% oxytetracyklin i vandig opløsning

Tabel 2 viser den beregnede mængde af muskelvæv, som var udtømt for kreatinkinase. Der er ingen tegn på øget beskadigelse ved lav temperatur. Størrelsen af vævsskaderne var ens, uanset om temperaturen af det indsprøjtede præparat var 0, 6 eller 20 °C. Mens temperaturen således ikke viste sig at have betydning for omfanget af vævsskade, ses der en tydelig sammenhæng mellem omfanget af vævsskaden og volumen af det indsprøjtede præparat. Dette er en observation, der også er kendt fra andre undersøgelser (Svendsen, 1983).

Tabel 2. Vægt af muskelvæv udtømt for CK aktivitet efter injektion af 2 eller 4 ml af 10% oxytetracyklin i vandig opløsning

Den vævsskade, der ses efter de fleste typer af injektionsmedicin, skyldes en uspecifik cytotoksisk effekt af lægemidlet i den høje koncentration, hvori det forekommer i injektionsmedicinen. Umiddelbart efter injektionen bliver muskelfibrene på injektionsstedet badet i denne høje koncentration.

Når en vandig opløsning af medicin injiceres i muskulaturen, vil den meget hurtigt opblandes med vævsvæsken i muskulaturen og herved antage en blandingstemperatur. Muskelfibrene er altså kun ganske kortvarigt omgivet af den kolde injektionsvæske, og det er tilsyneladende så kortvarigt, at der ikke udløses beskadigelse udover den, som præparatet i sig selv forårsager.

Til opvarmning af 2 ml injektionsvæske fra 0 °C til 38 °C kræves en mængde energi svarende til 18 mg kulhydrat. Efter injektion af 2 ml injektionsvæske fandtes i denne undersøgelse ca. 10 g muskelvæv makroskopisk beskadiget. Dette illustrerer, at det injicerede volumen på 2 ml blev fordelt til 10 g muskelvæv, inden koncentrationen af oxytetracyklin var fortyndet så meget, at der ikke yderligere kunne forårsages beskadigelse af muskelvævet. Med et tørstofindhold på 20% svarer en mængde på 10 g muskelvæv til 8 ml vand. Efter injektion af 2 ml væske med en temperatur på 0 °C vil temperaturen af blandingen af injektionsvæsken og de 8 ml vand med en in vivo temperatur på 38 °C, blive omkring 30 °C. Efter injektion af 4 ml ved samme temperatur vil sluttemperaturen ligeledes blive 30 °C, da omkring 15 g muskelvæv var beskadiget efter 4 ml. Sænkning af muskelvævets temperatur til omkring 30 °C for en kort periode forårsager, som dokumenteret af denne undersøgelse, ikke beskadigelse af muskelvævet.

Indflydelse af temperaturen af injektionsmedicin på størrelsen af injektionsskader i muskelvævet er i denne undersøgelse begrænset til et lægemiddel i vandig opløsning. Det er derfor usikkert at konkludere, at temperaturen af olieholdig injektionsmedicin og vacciner heller ikke har betydning for injektionsskadens omfang. Olieholdige lægemidler til injektion anses dog normalt for at være mindre vævsskadelige end lægemidler i vandig opløsning (Svendsen, 1988). Der synes derfor ikke umiddelbart at være grund til at forvente øget vævsbeskadigelse ved lav temperatur, selv om olieholdige lægemidler til injektion ikke straks opblandes i vævsvæsken (Svendsen og Jørgensen, 1979).

Vacciner er vandige eller olieholdige præparater, der oftest indgives i små mængder på 2-5 ml. De indeholder ofte adjuvenstil stimulering af vaccinens effekt. Det må antages, at der for vacciner gælder de samme forhold omkring temperaturudligning, som beskrevet for opløsninger af lægemidler.

Det er velkendt, at intramuskulære injektioner i praksis ofte ikke alene placeres i muskulaturen, men delvist deponeres i bindevæv eller fedtvæv mellem muskelgrupperne. Da bindevæv og fedtvæv generelt er mindre følsomt for fysiske og kemiske skadevoldere end muskelvæv, er der ingen grund til at antage, at injektionsskader i disse væv skulle være mere temperaturfølsom.

Selv om denne undersøgelse har vist, at temperaturen af injektionsmedicin ikke har betydning for injektionsskader i muskulaturen, skal man alligevel være omhyggelig med opbevaring af injektionsmedicin og vacciner, da opbevaringstemperaturen kan have stor betydning for holdbarhed og dermed for effekt.

Dam, J., Blom, J.Y., Heisel, C., Ambrosen, T., Jessen, N. & Jacobsen, E.: Værd at vide om veterinærmedicin, Publikation udgivet af Veterinærmedicinsk Industriforening, 1997.

Svendsen, O. & Aaes-Jørgensen, T.: Studies on the fate of vegetable oil after intramuscular injection into experimental animals. Acta pharmacol. et toxicol. 1979, 45, 352-378.

Svendsen, O.: Local muscle damage and oily vehicles: A study on local reactions in rabbits after intramuscular injection of neuroleptic drugs in aqueous or oily vehicles. Acta pharmacol. et toxicol. 1983, 52, 298-304.

Svendsen, O.: Studies of tissue injuries caused by intramuscular injection of drugs and vehicles. Methods for quantification and effects of concentration, volume, vehicle, injection speed and intralipomatous injection, Disputats, Medicinsk Fakultet, København Universitet, 1988.

Svendsen, O., Hansen, H.B. & Damm Jørgensen, K.: Significance of injection solution temperature on local muscle tissue damage in pigs. Pharmacol.Toxicol. 1998, 54, 301-303.

Wolf, A.: Pas på køleskabstemperaturen ved medicinopbevaring. Dansk Veterinærtidsskrift, 1997, 80, 158-159.

Kilde: Dansk Veterinærtidsskrift nr. 15, 1. august 1998, 81. årgang side 554-555