Et hyppigt forekommende syndrom bestående af uregelmæssige eller sene omløbere eventuelt med flåd beskrives. Den mest sandsynlige årsag til problemerne er, at en stor del af løbningerne foretages inden søerne kommer i brunst efter fravænning. Den fysiologiske og management mæssige baggrund for problemerne diskuteres. Der anvises en række muligheder for at verificere denne diagnose, samt muligheder for at afhjælpe problemet.
Summary
A frequent occourring syndrome is described, concisting of irregular or late returners, eventually accompagnied with vaginal discharge. The most obvious explanation is, that a number of the sows are mated before returning into heat after weaning. The physiological and management related background is discussed. Possibilities to verify this diagnosis and treatments are suggested.
Et syndrom
En del omløberproblemer kan beskrives med de fleste af de følgende
symptomer: En veldrevet besætning uden større kliniske
sygdomsproblemer, med normale brunstforhold og en pæn
kuldstørrelse. Faringsprocenten er reduceret til mellem 80 og 60
pct. Slagteundersøgelse af søerne antyder sjældent noget unormalt,
og serologiske undersøgelser giver sjældent et brugbart resultat.
Flåd kan forekomme, men i denne type besætninger har omfanget af
søer med flåd tilsyneladende været aftagende de senere år.
Akut opstået problem
Anamnesen og produktionsrapporten antyder ofte, at problemet er pludseligt opstået, og at der er betydelige periodiske variationer i faringsprocenten (Thorup, 1989). Problemet kan strække sig over flere år.
Reproduktionsanalyse af produktionsdata
Antal dage til løbning
I normale besætninger ses, at første løbning dag 4 og 5 efter fravænning vil give den bedste faringsprocent, og at 80-90 pct. af søerne kan løbes første gang disse dage (Thorup, 1990A). Faringsprocenten falder dog kun svagt for de søer, der løbes senere efter fravænning (tabel 1).
Tabel 1. Fordeling af søer på antal dage fra fravænning til første løbning
|
Eksempel |
Normal besætning |
Problembesætning |
||
|
Ant. dage til løbning |
Pct. af søerne |
Faringspct. |
Pct. af søerne |
Faringspct. |
|
1-3 |
5 |
80 |
0 |
- |
|
4-5 |
80 |
87 |
90 |
70 |
|
6-7 |
10 |
82 |
5 |
80 |
|
> 7 |
5 |
84 |
5 |
80 |
I problembesætningerne ses, at brunstforholdene er optimale, idet en endnu større del af søerne kan løbes indenfor de første 5 dage efter fravænning. I de typiske tilfælde ses, at første løbning dag 4 giver en pæn faringsprocent. De søer, der løbes første gang dag 5, er årsag til de fleste omløbere (tabel 1). Dette skyldes både, at størstedelen af besætningens søer løbes første gang netop 5 dage efter fravænning, og at det er søerne i denne gruppe, der har den laveste faringsprocent. De få søer, der løbes første gang senere end dag 5 efter fravænning, opnår ofte en acceptabel faringsprocent.
Norm for antal dage fra fravænning til løbning
I en afprøvning (Thorup, 1990A) blev tidspunktet for første observation af brunst registreret. Søerne måtte først løbes 8-16 timer efter første observation af brunst. Faringsprocenten i afprøvningen var 88 pct, hvilket viser, at brunstkontrol og inseminering blev gennemført yderst omhyggeligt. Frekvensen af løbninger de enkelte dage efter løbning er angivet i figur 1.
Figur 1. Procentvis fordeling af søer på antal dage til første løbning. Effekten på kuldstørrelsen af antal dage til løbning
Således blev hele 20 pct. af søerne først løbet første gang dag 6. Samme figur angiver antal levendefødte grise for de enkelte grupper. Kuldstørrelsen faldt med stigende antal dage til løbning. Med den intensive brunstkontrol i denne afprøvning, er det ikke sandsynligt at den aftagende kuldstørrelse skyldes, at de sent løbne søer blev løbet for sent i brunsten. En bedre biologisk forklaring er, at søer der er sene til at komme i brunst ikke er i stand til at gennemføre et optimalt reproduktionsforløb.
Effekt af kuldnummer:
I normale besætninger opnås en faringsprocent på 85 pct. i alle kuldnumre (Thorup, 1990B). Ved syndromet kan ses enten, at gyltene opnår en normal faringsprocent, eller at gyltene ligeledes opnår en lav faringsprocent. Andet kuld har altid en lav faringsprocent. For kuldnummer 3 og opefter er faringsprocenten for lav, men som oftest svagt stigende med stigende kuldnummer.
Omløberintervaller:
I problembesætningerne ses enkelte søer med omløberintervaller på mindre end 19 dage. Så korte omløberintervaller er fysiologisk umulige, så enten første eller sidste løbning må være foretaget på et dyr, der ikke er i brunst. Der er relativt få omløbere ved 19-24 dage (i normale besætninger findes 30-50 pct af omløberne som regelmæssige omløbere). Frekvensen af omløbere dag 25-38 er forhøjet. (I normale besætninger findes omkring 10 pct. af alle omløberne dag 25-38 efter sidste løbning). Ofte findes der mange sene omløbere eller tomme søer, der ved slagteundersøgelse viser sig at være acykliske, eller at have gennemgået flere cycli (ikke observeret brunst) inden de er udsat.
Årsagen til omløbningerne
I besætninger med det omtalte problem bliver en stor del af søerne løbet dag 5 efter fravænning, uanset om de er i brunst eller ej!
Når driftslederen på 5. dagen efter fravænning skal gennemføre brunstkontrol, så vil de fleste søer (80-90 pct.) vise stående brunst efter en passende manuel stimulering under ornekontakt. Disse søer skal selvfølgelig løbes. Problemerne opstår omkring de søer, der ikke viser stående brunst ved kontrollen.
Disse søer kan være i:
1. Stille brunst,
2. Vise en svag brunst, der aldrig vil blive stærkere
3. Være i begyndende brunst, der først er tilfredsstillende dagen efter
4. Slet ikke være i brunst.
En driftsleder der har travlt, eller endnu værre en driftsleder der tvivler på egne evner, vil være tilbøjelig til at stille diagnosen "stille brunst" ved for mange søer med svage eller manglende brunsttegn, og løbe disse søer trods manglende brunsttegn. Dette vil medføre, at en del af søerne løbes for tidligt i brunsten, eller inden de er i stående brunst. Når disse søer er færdigløbet, ophører brunstkontrollen, og den korrekte brunst observeres ikke.
I praksis vil det sjældent være alle søerne med sen brunst, der løbes for tidligt. Men hvis blot en del af søerne med sen brunst bliver løbet for tidligt, så vil faringsprocenten falde til et uacceptabelt niveau.
Figur 2. Faringsprocent og antal løbninger senere end 7 dage efter fravænning i en besætning på ca. 25 ugentlige løbninger og vedvarende omløberproblemer. Efter ansættelse af ny driftsleder var der pludselig en eller flere søer hver uge, som blev løbet senere end 7 dage efter fravænning. Kort tid senere steg faringsprocenten i besætningen drastisk
Behandling af problemet
Løsningen er primært at forbedre brunstkontrollen før løbning, og at få løbningerne gennemført korrekt. Hvis dette lykkes, er videre tiltag ikke nødvendige. De fleste driftsledere ændrer strategi, når de gøres opmærksomme på problemet. Ellers kan det hjælpe at løbe alle søerne med orner, eller at slippe søerne løse før de insemineres.
Antibiotikabehandling kan nedsætte frekvensen af søer med flåd, hvis flåd er tilstede, men faringsprocenten vil ikke bedres. I helt umulige løbestalde, eller med mangel på arbejdskraft til at gennemføre en kvalificeret brunstkontrol, kan alle søer hormonbehandles ved fravænning, hvorefter en rimelig (men ikke optimal) faringsprocent kan opnås. Sidstnævnte løsningsmodel er grundigt beskrevet i litteratur fra det tidligere DDR (f.eks. Raasch et al., 1985)
En kasuistik
Figur 2 angiver faringsprocentens udvikling over 20 uger i en besætning med ca. 500 årssøer (25 løbninger pr. uge). I over 2 år havde faringsprocenten aldrig været optimal, trods omfattende rådgivning fra flere kanter, og flere skift af medarbejdere. Omkring uge 38 blev en ny driftsleder ansat, og der begyndte at blive observeret “brunstproblemer”. Før skift af driftsleder blev alle søer løbet senest dag 6 efter fravænning. Forskydningen i tid imellem skift af driftsleder/løbestrategi og forbedring af faringsprocent kan skyldes, at der blev løbet mange omløbere de første uger efter skiftet af driftsleder.
Referencer:
de Winter, P. J. J.;M. Verdonck, A. de Kruif, L. A. Deriese, F. Haesebrouk. 1992. Endometritis and vaginal discharge in the sow. In: clinical trends and basic research in animal reproduction. Elsevier. p 51-58.
Nyby Pedersen, P.; F. Thorup. 1995. Analyse af besætningens reproduktionsresultater i bedriftsløsningens rapportgenerator. Rapport fra Landsudvalget for Svin. 24 pp.
Raasch, M-L.; J. Bergfeld, W. Heidler, H. Mostek. 1985. Unterzuchungen zur Uterus - und Ovarentwicklung beiAltsauen nach Ovulationssynchronisation mit PMSG und HCG bzw. einer Gn-RH/HCG-Kombination. Wissenschaftlicher zeitschrift der Wilhelm-Pieck-Universität Rostock. 34, 55-59.
Thorup, F. 1989. Undersøgelse af omløberproblemer i 24 produktionsbesætninger. Reproduktionsundersøgelse nr. 3. DANSKE SLAGTERIER. 10 pp.
Thorup, F. 1990A. Sammenligning af 2 og 3 insemineringer i brunsten. Reproduktionsundersøgelse nr. 6, Landsudvalget for Svin. 9 pp.
Thorup, F. 1990B. Referenceværdier for soens reproduktion. Dansk VetTidsskr. 73, 958-963.
Thorup, F. 1992. Tidspunkt for løbning af sopolte. Meddelelse nr. 238 fra Den rullende afprøvning. 5 pp.
Olsen, M.; L. L. Sørensen. 1994. Brucellose i Danmark. VeterinærInformation nr 6. dec. 2 pp.
Kilde: Dansk Veterinærtidsskrift nr. 15, 1. august 1999, 82. årgang side 669-672