Notatet præsenterer en undersøgelse af antibiotikaforbruget hos vækstgrise i relation til vaccination mod Eschericia coli (E. coli) og Lawsonia intracellularis (Lawsonia). I 2023 udgjorde antibiotikaforbruget til vækstgrise 77 % af det samlede forbrug til grise, hovedsageligt til behandling af mave-tarmlidelser. Vacciner mod både E. coli og Lawsonia er tilgængelige i Danmark og kan potentielt medvirke til at mindske antibiotikaforbruget.
I denne undersøgelse sammenlignes antibiotikaforbruget for CHR-numre med og uden vaccination mod henholdsvis E. coli og Lawsonia. Undersøgelsen omfatter smågrise med og uden vaccination mod hver af de to bakterier, samt slagtegrise for vaccination mod Lawsonia.
Data for ordination af vacciner og antibiotika er indhentet fra Vetstat for 2024, og oplysninger vedrørende dyreantal og flytninger af grise til CHR-numre med smågrise og slagtegrise er hentet fra CHR-registret og Svineflyt.dk. Kun CHR-numre, hvor der er ordineret et tilstrækkeligt antal vacciner til at vaccinere samtlige producerede grise, er medtaget i gruppen af CHR-numre med vaccination. Kontrolgruppen med uvaccinerede grise omfatter CHR-numre, hvor der ikke er ordineret vaccine mod E. coli og Lawsonia eller indsat grise fra et CHR-nummer, hvortil der er ordineret en af de to vacciner.
For begge vacciner er Antal Daglige Doser pr. 100 dyredage (ADD/100 dd) sammenlignet mellem CHR-numre med og uden vaccination, og for E. coli er det yderligere beregnet, hvor stor en del af forbruget, der stammer fra aminoglykosider, fordi denne stofgruppe udelukkende anvendes til behandling af fravænningsdiarré forårsaget af E. coli.
Data fra 1.279 CHR-numre er inkluderet i beregningerne, hvoraf 51 har vaccination mod E. coli, og 186 mod Lawsonia. For smågrise ses en numerisk forskel i gennemsnitlig ADD/100 dd ved sammenligning af CHR-numre med og uden vaccination med et lidt højere forbrug på CHR-numre, hvor grisene er vaccineret, men forskellen er ikke signifikant. Der er en tendens til, at andelen af CHR-numre, hvor der er ordineret aminoglykosider, er højere for CHR-numre, hvor grisene er vaccineret mod E. coli (p=0,0589). For slagtegrise ses lavere antibiotikaforbrug for CHR-numre, hvor grisene er vaccineret mod Lawsonia sammenlignet med uvaccinerede grise med en reduktion på 19 % i gennemsnit af ADD/100 dd, men heller ikke denne forskel er signifikant.
Med de metoder, der er anvendt i denne undersøgelse, var det ikke muligt at eftervise en generel positiv effektivt på antibiotikaforbruget ved anvendelse af E. coli eller Lawsonia vacciner. Det udelukker dog ikke, at der i den enkelte besætning kan opnås positive effekter af vaccination inklusiv et lavere antibiotikaforbrug.