Dette er en af to rapporter over resultater fra det veterinære speciale ”PRRS saneringsstrategier i danske sobesætninger” skrevet af Marie Fisker Kristensen, afleveret d. 14. juni 2024 på Københavns Universitet.
Formålet med specialet var at undersøge, hvilke overvejelser praktiserende dyrlæger gjorde sig inden opstart af en sanering for PRRS i en sobesætning. Desuden blev det undersøgt, hvilke strategier dyrlægerne anvendte under saneringen.
Undersøgelsen viste, at dyrlægerne i høj grad fulgte gældende anbefalinger for sanering af sobesætninger for PRRS, dog med tilpasninger til den enkelte besætning.
Undersøgelsen blev udført ved en spørgeskemaundersøgelse blandt 24 grisedyrlæger, som havde rådgivet under PRRS-saneringer af sobesætninger i perioden 1. januar 2023 til 13. marts 2024.